Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

Danskeres integration i Argentina

Jane Aamund ser på nutidens integrationsproblemer ud fra danske udvandrere i 1800-tallet.

Roman

Jane Aamund: SMELTEDIGLEN

270 sider, 299 kr.

People's Press

Er udkommet

”Smeltediglen” er andet og afsluttende bind i Jane Aamunds tobindsværk om den danske udvandring til Argentina i midten af 1800-tallet med det lollandske bondepar, Jens og Kirsten, i centrum.

I ”De grønne skove” handlede det om opbrud, drømme og forventninger. I ”Smeltediglen” drejer det sig om etablering og konsolidering med alt, hvad det indebærer i et land, som ikke har det mindste, ikke engang høns eller køer, til fælles med Lolland.

Efter affæren


Efter den dramatiske optakt i første bind, hvor Jens nær satte sit ægteskab over styr på grund af en hed affære med den dejlige Marie, er Jens og Kirsten kommet endnu tættere på hinanden.

Der er plads og luft i det nye land, og ikke mindst noget, der ligner en uendelighed mellem dem og Kirstens herskesyge mor derhjemme, og rummeligheden er gavnlig for de to unge i alle henseender. Der er energi og vækst både ude og inde, og snart venter Kirsten deres første barn.

Brutale mord


De føler selv, at de er så tæt på lykken, som noget menneske kan komme, selv om både naturen og Argentinas oprindelige befolkning gør, hvad den kan for at spænde ben for indvandrerne.

Under den karismatiske Tata Dios går gauchoerne med godsejernes billigelse til angreb og myrder brutalt danskerne i Tandil.

Efter den massakre går det for første gang op for de danske indvandrere, heriblandt Kirsten og Jens, at de er nødt til at lære sig spansk, så de kan tale med deres naboer, ”de sorte”, og læse landets aviser. Hjem vil de under ingen omstændigheder, selv om det nye land langt fra er et paradis.

Dobbelt anliggende


Allerede i ”De grønne skove” var det tydeligt, at Jane Aamund havde et dobbelt anliggende med romanerne og ville mere end blot skildre et stykke historie.

De dramatiske begivenheder hviler på en grundlæggende interesse i selve integrationsproblematikken og - fornemmer man - et ønske om at få danskerne anno 2009 til at forstå, at deres forfædre ikke opførte sig stort anderledes end de indvandrere, vi møder i dag.

Også dengang beskyttede man - med mere eller mindre held - sine piger mod blandede ægteskaber, ligesom man foretrak at omgås landsmænd og holde fast i hjemlandets traditioner.

Stoffet ikke udnyttet


Måske er det denne fokus på budskabet, som gør, at Jane Aamund ikke udnytter stoffets dramatiske potentiale fuldstændigt. Bl.a. bruger hun overraskende få kræfter på historien om nabodatteren, der stikker af med en argentiner, selv om det burde være guf for en inkarneret romantiker som hende.

Man fodres med interessante, historiske fakta, men egentlig opslugt bliver man desværre ikke af ”Smeltediglen”.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Roman

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce