Jan Guillou: Fjenden i os selv

Jan Guillou:

FJENDEN I OS SELV

(Fienden inom oss, 2007)

Oversat af Anders Johansen

368 sider, 299 kr.

Modtryk



Der er ingen tvivl om adressen på den samfundskritik, der bærer Jan Guillous nyeste politiske spændingsroman.

Den er angivet i titlen, og den lægges i munden på en aggressiv ung demonstrant, der med udsigt til flere års fængsel for drabsforsøg på embedsmand i funktion, skriger til forhørsholdet, at »Det er jer, der går rundt med den værste fjende inden i jeres skide hoveder, bare vent og se!«

Fjenden manifesterer sig som den frygtfremkaldte villighed til at gå på kompromis med traditionelle borgerrettigheder, der fulgte med adskillige landes terror-lovpakker i kølvandet på 11. september.

Men det er ikke bare et spørgsmål om en ny lovgivning. Det er også et spørgsmål om behovet for at trække fronter op og de deraf følgende behov for at kunne definere en modstander og for den således definerede modstander til at træde i karakter.

Vollsmose-sagen
Guillou tager udgangspunkt i terrorsagen fra Vollsmose. Det svenske sikkerhedspoliti agerer på forskellige tips og indfanger en gruppe svenskere med ikke-svensk baggrund i et af Stockholms indvandrer-kvarterer. Af de mange indfangede holdes ni tilbage for en nærmere undersøgelse af deres forhold.

Det er en blandet gruppe. Der er den begavede stud. jur., der næsten er færdig med sine studier, men har afbrudt dem for at hjælpe familien med deres forretning. Den er nemlig blevet udsat for særdeles nidkær opmærksomhed fra myndighedernes side gennem den senere tid.

Der er også en familie med et ret konventionelt forbryder-generalieblad. Og der er den unge rodløse, ikke specielt godt begavede unge mand, der pludselig kan få sine 15 minutters berømmelse som selverklæret Al Qaida-forbindelse.

Kort sagt, gruppen af anklagede i terrorsagen synes ikke at have nogen fælles baggrund, motivation eller hensigt.

Desperat politi
Politiet er desperat. Det er ikke længere et spil om terror-forberedelser og forsæt til terror, men om at retfærdiggøre den ny lovgivning, prestige osv.

Ind i denne heksekedel kommer så Ewa Johnsén-Tanguy, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med hos Guillou, nu med rang af chefpolitiinspektør. På grund af et legendarisk ry som forhørsleder hentes hun til sikkerhedspolitiet - Säpo - for at knække de obsternasige terror-aspiranter.

Men Ewas arbejde får til dels den modsatte effekt. I modsætning til gorillaerne i Säpo er hun nemlig ikke forudindtaget.

Ewa har det ikke let. Dels er hun ny kvindelig chef i en traditionel mandsdomineret gren af politiet, dels belaster hun forholdet til sin egen kreds af venner, hvoraf flere er fremtrædende journalister med et mere end kritisk blik på officielle svenske initiativer til terrorbekæmpelse.

At hun overhovedet kan navigere, skyldes nok hendes stødpude i form af en forholdsvis for nyligt erhvervet ægtemand. Pierre er kulinarisk feinschmecker og tidligere fremmedlegionæroberst, der er ved at opnå international berømmelse på en bog om legionens rolle under diverse stridigheder gennem det sidste halve århundrede.

På hjemmebane
Det er altså igen rigtigt Guillou-domæne, vi har at gøre med i ”Fjenden i os selv.” Der er ingen tvivl om sympatier og antipatier generelt, men samtidig er der en klar vilje til skelnen på individuelt grundlag, der jævnt hen neutraliserer, ja endda modsiger det generelle.

Indimellem fletter forfatteren så med sædvanlig drillende arrogance sine scener fra den mere luksuriøse del af det gode liv. Også figurer fra andre krimier dukker kort op.

En gennemgående bifigur er hans og Leif G. W. Perssons tv-figur Anna Holt, og også Liza Marklunds Annika Bengtzon gør sin korte entré som irriterende journalist. Oberst Pierre Tanguys litterære sysler er platform for løbende observationer om det internationale litterære etablissement.

Guillou har fat i noget centralt i disse års kollektive traumer og deraf følgende revisioner af såvel juridiske som etiske grænser. At han kan give baghjul til de fleste andre forfattere, der vil analysere den ny verdens(u)orden i spændingsromanens form, er endnu engang bekræftet.