Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af James Kelman - Mo sagde hun.. | bog.guide.dk

Casino-dealerens bevidsthedsstrøm

Den tidligere Bookerpris-vinder James Kelman skildrer en ung kvinde gennem hendes egne tanker over et døgn.

Roman
James Kelman
MO SAGDE HUN VAR SPØJS

(”Mo Said She Was Quirky”, 2012)

På dansk ved Francois-Eric Grodin

272 sider, 259 kr.

Republik


B97487400Z.1_20140102180110_000+G8K9IS39.1-0.jpg

På omslagsflappen af den skotske forfatter og tidligere Bookerpris-vinder James Kelmans ”Mo sagde hun var spøjs” citeres anmeldelsen i Herald Scotland for, at bevidsthedstrømmen i denne roman ikke er som hos James Joyce eller Virginia Woolf, men Kelmans helt egen.

Det er både rigtigt og forkert. Naturligvis er historien og den stil, den fortælles i, et resultat af Kelmans arbejde. Men faktisk er der ganske meget Joyce og Woolf i den. Og så kan man da også pege på den endnu tidligere og i dag ikke meget læste Dorothy Richardson, der i 1915 udgav ”Pointed Roofs”, den første roman på engelsk med en modernistisk-avantgardistisk bevidsthedsstrøm.

Både Joyce, Woolf og Richardson gengiver associationsbaner i kvinde-hjerner, eller forsøger i hvert fald at gøre det. Hos Woolf og Richardson er det pæne, om end komplekse tankebaner hos respektable middelklassekvinder. Hos Joyce er det Molly Blooms totale tankeverden over mange, mange sider uden hjælp fra kommaer og punktummer. Det var ikke mindst totaliteten af Mollys tanker, inklusive tissen i natpotten, samlivet med ægtemanden, det nys overståede sidespring, samt den begyndende menstruation, der satte Joyce på den daværende bog-censurs forbudte liste, da ”Ulysses” udkom i 1922.

Hvor Molly Blooms tanker gengives over ca. 30 sider, cirka modsvarende den tid, det tager at tænke og læse dem, så er Kelmans 27-årige Helen omkring et døgn om at tænke sig gennem de 272 sider. Det er altså ikke ”real time”, der her er tale om. Og til forskel fra Joyce, men i lighed med Woolf og Richardson, hjælper Kelman pænt til med kommaer og punktummer, dog med enkelte sætninger flagrende uden punktum til afslutning.

Den forsvundne bror

Vi følger Helens tanker fra hun sætter sig i den taxa, der skal bringe hende og to kolleger sikkert hjem fra arbejde ud på natten i London. Hun er fra Glasgow, men arbejder i et kasino i London som dealer. Det er et godt og indbringende job, men de skæve arbejdstider gør det svært at få et normalt liv til at fungere for Sophie, hendes datter fra et tidligere forhold.

Nu lever Helen sammen med Mo, der har pakistansk baggrund og er den lille families ankermand. Det er, fornemmer man, mere trygheden end forelskelsen, der har knyttet hende til Mo, der foruden praktiske færdigheder også har et muntert sind.

Egentligt er det et ganske normalt døgn i Helen og Mos liv. Men der er en ting, hun vender tilbage til igen og igen. På taxa-turen hjem fik hun et glimt af to øjensynligt hjemløse mænd. Den ene lignede hendes bror, der forsvandt for længe siden. Hun vil prøve at se, om hun kan finde ham igen, når hun skal køres hjem næste nat.

Det er, hvad handlingen byder på. Men det interessante er jo, hvad der sker i Helens hoved. Eller rettere: den måde, som læseren efterhånden stykker hende sammen. Hun er en ung kvinde, der er optaget af dagligdagens praktiske gøremål, forholdet til den forgudede lille datter og taknemmelige tanker om Mos omsorg. Det rutineprægede samleje med Mo, da hun vågner op ad dagen, observerer hun med nogen distance, blandet med tanker om alt muligt andet. Bekymringen over den forsvundne bror er en mindre skygge, men ødelægger ikke noget.

Kelmans historie har sin styrke i den langsomme opbygning af Helen, hvis grå hverdag stilles i skarpt relief af casinoets glamourøse kulisse, hvis populær-mytiske status dermed også nedbrydes.

Alt i alt en interessant, om ikke banebrydende menneskeskildring af en ”working girl.”

Anmeldelse af Jakob Aahauge - Hvordan vi lever

11-11-2014: Jakob Aahauge debuterer med 15 ultrakorte fortællinger om et menneske uden mål eller retning. Det er både godt og skidt. Læs artikel

Anmeldelse af Mette Jensen Hayles - Jizz. En roman om at elske

25-08-2014: Mette Jensen Hayles debuterer med et brag af en bog – knugende, kulsort og stedvis meget sexet. Læs artikel

Anmeldelse af Jonas Suchanek - Do danska

29-07-2014: Velskrevet og spændende debutroman tager læseren med på 1980’er-migration. Læs artikel

Anmeldelse af Thomas Bernhard - Kulden. En isolation

30-05-2014: Under et langt ophold på et lungesanatorium har den unge Thomas Bernhard masser af tid til at gøre sig negative tanker. Enerverende og underholdende læsning. Læs artikel

Anmeldelse af Jacob Skyggebjerg - Vor tids helt

12-12-2013: Debutanten Jacob Skyggebjerg skriver syret og sensibelt om udkants-Danmark og et ungdomsliv med misbrug. Uden vrede og anklager, men med en elegant, kølig distance. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...