Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af James Frey og Nils Johnson-Shelton.. | bog.guide.dk

Melodramatisk grænseland mellem virkelighed og fiktion

Multimediebog: Nyeste skud på stammen i den apokalyptiske ungdomslitteratur er en højstemt multimedieroman. Den ”Hunger Games”-lignende historie kan læses som gammeldags papirroman, eller man kan deltage i den globale skattejagt efter 500.000 dollars.

James Frey & Nils Johnson-Shelton
Endgame - Kaldet

(”Endgame. The Calling”), 2014

Oversat af Stig W. Jørgensen

496 sider, vejl. pris 249,95 kr.

Høst & Søn


B971683347Z.1_20141102191653_000+GG7GS7I3.1-0.jpg

»Endgame er virkeligt. Og Endgame er nu.«

Sådan præsenteres skandaleforfatteren James Freys og Nils Johnson-Sheltons første roman ”Kaldet” i ungdomstrilogien ”Endgame”. Og Endgame er begyndt! Den 7. oktober udkom bogen samtidig i 30 lande, og samme dag kl. 16 dansk tid blev jagten på den nøgle, der gemmer sig et sted på Jorden, sat i gang. Den læser, der først løser bogens gåde og finder nøglen, vinder nemlig 500.000 dollars i guldmønter.

Det lyder næsten for vildt til at være sandt, men se bare: www.endgamegold.com.

”Endgame” handler om en gruppe unges kamp om at vinde spillet og således afgøre Jordens skæbne, mens resten af verden lever i uvidenhed. De 12 unge (i alderen 13-20) nedstammer fra ældgamle hemmelige menneskeslægter, som blev udvalgt af Himmelfolke: rumvæsener, der kom til Jorden for tusinder af år siden og skabte menneskeheden, så vi kunne skaffe guld til dem. Da de havde fået guld nok, rejste de igen, men varslede, at de ville vende tilbage en dag, og når den dag kom, ville et apokalyptisk spil begynde, som skulle afgøre menneskehedens fremtid. Kun én slægt kan overleve.

Døde links

Med sit spil-plot lægger ”Endgame” sig i forlængelse af store kommercielle succeser som ”Hunger Games” og ”Maze Runner”, men hvor disse udspiller sig i verdener, som er rent konstruerede, er det interessante ved ”Endgame”-projektet, at det knytter an til og forsøger at ”udbygge” vores virkelige verden.

Romanen er spækket med slutnoter, der knytter sig til gådefulde og tilsyneladende løsrevne sætninger, ord, tal og koordinater i bogen. Noterne indeholder links, som selvfølgelig er inaktive – læser man den trykte roman, må man altså sidde og indtaste alle 73 (!) links manuelt i en webbrowser for at se indholdet. Suk! Løsningen med døde webadresser er ikke elegant, men ret klodset, og man må formode, at der er mange, som slet ikke ”åbner” dem.

Bliver man alligevel pirret af gåden, der skal løses, og måske endda af gevinsten, så kommer man bestemt ikke sovende til løsningen – og det er selvfølgelig heller ikke meningen. Linkene fører til YouTube-videoer, websites og profiler på sociale medier, og nogle rummer koordinater til konkrete steder på Jorden, som man pludselig kan se fra oven og gå på opdagelse i via Google Maps.

Højstemt og klichéfyldt

Virkelighed og fiktion vikler sig altså ind i og udvider hinanden gennem disse links, som med deres ofte kryptiske indhold (blandt andet en video, der omhandler en konspirationsteori om ”The Gold of the Ancient Aliens”) er med til at placere læseren i samme situation som spillerne i romanen. I romanens handling jagter spillerne ”Jordnøglen”, som er den ene af i alt tre nøgler.

Romanen anlægger en temmelig højstemt tone, som nok gør sig godt i amerikanske Hollywood-film, men som grænser til det grinagtige på dansk, især i den evindelige gentagelse af: ”Dette er Endgame” og ”Det, der vil ske, vil ske”.

Præmissen for romanen er, at de 12 unge spillere er opvokset og trænet som koldblodige mordere og smerteresistente krigere, men det teatralske sprog og den storladne patos gør det svært at tage alvorligt.

”Endgame” rummer action, vold, romantik og melodrama for alle pengene, og kan man abstrahere fra det klichéfyldte sprog, er romanen ganske underholdende. Alligevel er det svært ikke at få fornemmelsen af, at romanen næsten hysterisk og skødesløst trykker på alle filmiske effektpedaler på én gang for at fange sin målgruppe – alt sammen på bekostning af den litterære kvalitet.

Udbygger virkeligheden

Selve Endgame-projektet yder dog et interessant bidrag til ungdomslitteraturens dystopi-trend gennem brugen af flere medier til at skabe en oplevelse, som går på tværs og skaber flere lag i fiktionsuniverset – eller som måske endda udbygger virkeligheden, fordi læseren involveres i og engageres aktivt til faktisk at spille ”Endgame”.

Senere i år lancerer Googles Niantic Labs, som også står bag spilsuccesen ”Ingress”, et ”Alternate Reality Game” som mobil-app, der bygger på bogens handling og mytologi, og som med virkeligheden som platform sætter spilleren/læseren i centrum af spillet.

Anmeldelse af Max Brooks - World War Z

30-07-2013: Postapokalyptisk: Max Brooks’ roman om en fremtid, hvor de levende døde går til angreb på menneskeheden, er meget mere end en infantil gyserhistorie. Det er et stykke eminent og velresearchet kontrafaktisk katastrofelitteratur. Læs artikel

Anmeldelse: George R.R. Martin: Kongernes Kamp

18-06-2012: Fantasy: ”Kongernes kamp”, andet bind i den amerikanske forfatter George R.R. Martins episke ”En sang om is og ild”-romanserie, uddyber kompleksiteten fra forgængeren ”Kampen om tronen”. Læs artikel

Anmeldelse: Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel

29-04-2010: Kenneth Bøgh Andersen afslutter sin serie, ”Den store djævlekrig”. Læs artikel

Anmeldelse af Robin Sloan - Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik

08-11-2014: Robin Sloan byder på let aftenunderholdning om et hemmeligt selskab på jagt efter en 500 år gammel sandhed. Læs artikel

Anmeldelse af Jussi Adler-Olsen - Den grænseløse

23-10-2014: Krimithriller: Carl Mørck må i clinch med guruer og fortidens dæmoner, og Afdeling Q må af sted til Bornholm. Jussi Adler-Olsen er i topform. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...