Jakob Vedelsby:
VERDEN I VERDEN
206 sider, 249 kr.
Samleren
Romanen består af tre historier, der dog er viklet noget sammen. I den første følger vi en mystisk ekspedition, der skal afdække et hul til en verden inden i vores dagligdags klode. Hullet skulle ligge oppe ved Nordpolen, men... Spor to handler om John, der efter 16 år i et rumskib gør sig klar til at lande på en fjern planet. Han fortæller bestandigt søde små dyrehistorier til mindet om den lille søn, han efterlod sammen med den elskede kone. Endelig er der så Freja, der begynder at undersøge, hvorfor hendes nu afdøde mor, der var tv-stjerne i Frankrig og i øvrigt mor til ham, der blev fortalt historier til i den anden historie, blev så interesseret i ekspeditionen fra den første historie.
Som i sine to første udgivelser er Vedelsbys trick at blande en eventyragtigt-poetisk logik med eksistentielle temaer i en nutidig setting. Denne gang handler det om besværet med at få familier til at blive sammen. Der er hele tiden nogen, der er forladt og savner, andre er på vej væk eller allerede forsvundet - i længsel, liderlighed, afmagt, raseri eller drevet af endnu dunklere motiver. Der er hul i os, der må være en verden i verden.
Vedelsby får stadigt mere hold på sine virkemidler, selvom de mere syrede indslag indimellem tangerer det fjollede. Jeg havde i mit eget lille familie-set-up en god læsestund den eftermiddag, hvor huset pludselig var tomt og stemningen så mættet af både ro og 43-årig rastløshed. Uomgængelig kan man ikke kalde romanen, men en både let og tung behandling af kærlighedens flygtige permanens og permanente flygtighed, det er ”Verden i verden”.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



