Jakob Ejersbo: Liberty

Jakob Ejersbo:

LIBERTY

712 sider, 349 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Da Jørgen Leth med ”Det uperfekte menneske” satte sit liv i scene, fik han i den grad dilleren i maskinen. Langt henne i bogen findes som bekendt nogle beskrivelser af seksualøkonomien på Haiti, hvor sorte kvinder bruger deres seksualitet i forsøget på via f.eks. hvide mænds senge at bedre på deres liv.

Leth ikke bare indgik i dette system, han nød det - og skrev om begge dele.

Kærlighed og penge

Jakob Ejersbo får formentlig ingen problemer med frisindet skinhellighed À la Politiken, selvom afslutningen på hans efterladte Afrika-trilogi i høj grad handler om det samme som Leths bog.

For det første er Skt. Peter ikke hykler, for det andet placerede Ejersbo ikke sig selv i de mange, mange scener fra Tanzania, der udgør den 709 sider lange dannelsesroman, ”Liberty” - selvom meget af det sagtens kan være scener fra hans eget liv.

Ejersbo boede selv i Tanzania i flere omgange som barn og helt ung.

»Det er altid handel; der er et regnskab. Men Rachel er gavmild. Hun vender sig i søvne. Kan vores kærlighed ikke være mindst lige så god som enhver anden? Kan nogen kærlighed sige sig fri for at være forbundet med noget, der kan gøres op i penge - købes for penge?

Du er mere populær i verden, hvis du har den gode bolig, den dyre bil, det rigtige tøj. Er det anderledes i Danmark? Har hvid kærlighed mere dybde. Nej, den har mere kulde.«

Hvid og sort

Sådan tænker den ene af romanens hovedpersoner, danskeren Christian Knudsen, mens han ligger ved siden af det sorte, sovende erotiske mirakel, som han er kæreste med.

Det er ikke noget slutfacit, selvom det rummer sandhed: Rachel forlader i slutningen Christian til fordel for hans fjende, da Christians lange, seje forsøg på som hvid dansker at klare sig som sort tanzanianer endegyldigt mislykkes.

Han kunne ikke skabe sig et liv i det gennemkorrupte Tanzania, og hun vurderer - formentlig korrekt - at han hverken kan eller vil sikre hende og datteren et liv i Danmark.

Den anden synsvinkel på de 700 siders scener fra Afrika er sort, Marcus hedder han. Fra romanens begyndelse i 1980 prøver den begavede dreng at knytte sig så tæt til den svenske familie i Tanzania, som han lever og arbejder hos, at de til sidst vil tage ham væk fra den ubønhørlige kamp for overlevelse, der ellers er hans liv.

Marcus' omsorg er lige så ægte som Rachels erotik og lige så beregnende. De svenske børn knytter sig tæt og stærkt til Marcus og han til dem, men i sidste ende hjælper det ham ikke i hans kamp.

Hverken hvid eller sort

Også Christian, hans ven og kompagnon, svigter ham, men opsøger ham på vej væk for at bede om hjælp. Det afslår han, faktisk har Marcus selv været med til at orkestrere hans ødelæggelse, karakteristisk nok både for at sikre sig lidt gevinst og for at redde Christians liv.

Fra Marcus' slidte ansigt midt i den barske afrikanske hverdag falder sandheden som en økse over Christians forehavende:

»Du er ingenting nu; ikke sort, ikke hvid, bare en grå dreng. Du kan kun klare dig her ved hjælp af penge taget hjemme fra Danmark. Du kan ikke klare dig i dit fødeland, fordi hjernen er dum som den uvidende neger fra landsbyen. Og når du er her, så snyder du de forkerte mennesker, som om du er endnu mere blind end den uvidende neger.«

Intens spænding

”Liberty” er konstrueret som stadige og urolige krydsklip mellem Christians og Marcus' fortællinger. I korte prosa-ryk, der læses som en blanding af mundtlig tale og dagbog, følger vi de to, fra de er unge teenagere, til de er unge voksne.

Marcus' halvdel er præget af et ret vellykket forsøg på at lade dansk tage farve af swahili, mens Christian fortæller i en mere gennemsnitlig nøgtern-brutal parlando. Persongalleriet er kendt fra ”Eksil” og ”Revolution”, faktisk får vi en lang række hændelser fortalt fra andre synsvinkler, end vi først hørte dem.

Men fokus er på Marcus og Christians hektiske forsøg på at etablere sig som dj's midt i de hvide kernefamiliers gradvise sammenbrud i svindel, utroskab, druk og mord, midt i den totale korrumpering og brutalisering af Tanzania i Julius Nyereres såkaldte afrikanske socialisme.

Ved vejs ende er Marcus gammel trods sine unge alder, den jævnaldrende dansker har derimod muligvis et liv i Danmark foran sig.

700 siders spænding

Nu kan læseren måske synes, jeg har afsløret slutningen. Men slutningen er ikke pointen med at læse en roman på 708 sider. Pointen er derimod, at man sjældent kommer til at læse noget, der er så intenst over så lange stræk som denne roman.

Aften efter aften har jeg slukket lampen halve eller hele timer senere end fornuftigt var. Jeg tager min avishat af - og ud falder de fem stjerner - for den bedrift: Over 700 siders spænding sprøjtende af saft og ubekvemme udsagn, der svider som stumper af sandheder efter læsningen.