J.K. Rowling: HARRY POTTER AND THE DEATHLY HALLOWS

J.K. Rowling: HARRY POTTER AND THE DEATHLY HALLOWS

770 s., ib., ill. Varierende priser,

kr. 169,95 hos www.saxo.dk.

Scholastic/Bloomsbury

UDKOMMER I DAG

Der er to hovedgrunde til, at Joanna Rowling kan grine hele vejen til Gringott's. Eller hvilken bank udbyttet fra Harry Potter-sagaen nu havner i.

Den ene grund er, at hovedparten af de højt opkørte forhåndsgætterier om, hvad der kunne tænkes at ske i seriens syvende og sidste bind, nu viser sig i vidt omfang at være helt ved siden af. Der sker voldsomme begivenheder, ja, og en række nøglepersoner dør, ja, men langt fra altid dem, gætterierne har satset på, eller på de måder eller af de grunde, man har forestillet sig.

Den anden grund, som den første udspringer af, er, at serien ikke blot slutter standsmæssigt. Dagens udgivelse er det mest helstøbte, inspirerede og, hvad angår de mest storslåede og tragiske scener, også bevægende bind i hvert fald siden nummer fire, ”Harry Potter og Flammernes Pokal”.

Derudover har Rowling imidlertid haft mod til at lade sin store finale adskille sig radikalt fra den standardformel, de hidtidige seks bind mere eller mindre stift er forløbet efter. Det vil sige et forspil hos Harrys afskyelige plejefamilie, efterfulgt af årets spraglede gang blandt lærere og elever på troldmandsskolen Hogwarts.

Her har truende begivenheder antydet Harrys dødsfjende, den onde Lord Voldemorts genopstandelse. Mens det centrale spørgsmål i bog efter bog har været, hvorvidt sæsonens nye lærer i Forsvar mod Mørkets Kræfter er helt eller skurk.

Mere action end kostskole
At afvige fra den genkendelige formel, der givetvis har været med til at gøre bøgerne til det, de er blevet, er så meget mere dristigt og respektindgydende, hvis man tager det enorme pres i betragtning som, Rowling har skrevet de sidste bind under.

Ikke blot fra millionvis af fans til vor tids største og mest overraskende litterære fænomen, men også fra Hollywood, med indlysende interesse i at få serien sluttet i en fart, så sidste bind kan filmatiseres med de samme børneskuespillere som de foregående.

Til gengæld er det umiddelbart svært at forestille sig bind syv overhovedet blive filmatiseret. Dertil er det simpelthen for domineret af hæsblæsende action-scener, og hvad energiniveau angår jævnligt mere i familie med ”Die Hard 4.0” eller ”Da Vinci Mysteriet” end med de tidligere binds omstændelige indslag af snurrig gammeldags kostskolestemning.

Harry på flugt
Men det kunne også dårligt være anderledes. Senest med troldmanden og faderskikkelsen Albus Dumbledores dramatiske død sidst i bind seks er den sidste rest af orden forsvundet, og den magiske verden er i vild opløsning.

Voldemorts tropper har kuppet sig til magten i Ministeriet for Magi, hvorfra troldmændenes verden regeres, og den diabolske professor Snape har overtaget styret på Hogwarts. Så hvor Harry på sin fødselsdag normalt ville være på vej til endnu et skoleår på Hogwarts, er han samt vennerne Ron og Hermione på flugt for livet.

Ligesom de fleste af de gode kræfter er det. Som en kulmination på det rasende opgør med racetænkning og klassesamfund, som har løbet igennem serien, vil de nye magthavere skille sig af med magikere, som ikke er født ind i troldmandsverdenens racerene aristokrati, så særlige tropper sættes ind for at opspore og udrense de som er af ”mudderblod”.

Hjælp til udødelighed
Ikke blot skal Harry og hans venner overleve. De skal også, i direkte forlængelse af bind seks, opspore den række magiske genstande eller Horcrux'er, hvori Voldemort har deponeret dele af sin sjæl.

Samtidig dukker titlens svært oversættelige begreb op. Det betyder noget i retning af genstande som er indviet (”hallowed”) til døden, og viser sig at dække over tre ting, som har med udødelighed at gøre; den danske oversættelse forventes at blive ”dødsregalier”.

Dermed afløses det stort anlagte kostskoleunivers i de tidligere bøger med masser af personer og sidehandlinger her af noget, der ofte mere ligner en detektivroman. Harry og hans to venner flintrer og farer rundt mellem Gringott's-banken, Harrys fødeby Godric Hollow og skoven fra begyndelsen af ”Flammernes pokal”, hvor en meget stor del af bogen har base.

Storm og stille
Gradvist bevæger handlingen sig dog i retning af Hogwarts, hvor Voldemort og hans tilhængere venter på, at Harry skal dukke op. De er fast overbeviste om, at drengen uanset sine faretruende gode magiske evner ikke vil have mange chancer for at sejre, mens Harry for sin del bliver mere og mere klar over, at hans egen død kan være en forudsætning for at besejre ondskaben.

Hvad Rowling her måtte have givet afkald på af charme og skolehygge, er imidlertid ikke kun vundet i fokus og elementær spænding. Det betyder også, at hendes evne til at opbygge og orkestrere store dramatiske forløb, ikke mindst gennem vekslen mellem storm og stille, fejrer triumfer så gennemførte som kun i få andre af seriens bind.

Liv og død
Mest brillant i den kæmpestore kulmination på Hogwarts, hvor selve slaget, som Voldemort i første omgang vinder, afløses af et langt reflekterende afsnit, inden hele serien som længe ventet kulminerer i det personlige showdown mellem Voldemort, og hvad der for ikke så længe siden bare var en lille bebrillet dreng. Mand mod mand.

Samtidig viger Rowling ikke tilbage for at skrue op for seriens i forvejen høje ambitionsniveau. Med indførelsen af dødsregalierne handler historien ikke længere blot om kampen mellem godt og ondt, men bliver også bogstavelig talt et spørgsmål om liv og død, og om døden kan og bør besejres.

Andre roller
Hvis da ikke historien har handlet om det hele tiden. For nok så imponerende er det, hvor sikkert og hovedsagelig ubesværet Rowling undervejs får bundet mange af hele historiens utallige ender sammen.

Endda så virtuost, at mange begivenheder, genstande, bittesmå detaljer og personer fra de tidligere bøger viser sig på overraskende vis og til tider med svimlende effekt at have helt andre roller og betydninger, end man hidtil har antaget. Selv nogle af de skikkelser, der ellers er fremstået som de - også for Harry - allermest troværdige, og om det så er King's Cross-stationen i London, viser den sig til slut at have meget større perspektiv end blot at sende Hogwarts-ekspressen af sted fra perron 9 ¾.

Uventet triumf
På det finlitterære plan kan man, hvis man i øvrigt kan lide at omgås meget små fluer, hævde, at langtfra alle løse ender bliver bundet lige elegant, hvis overhovedet, og at Rowling har det med at skamride to lidt for primitive tricks. Dels at skaffe sine personer ud af en klemme bogstaveligt talt med et trylleslag og endnu en fiks besværgelse, dels at forklare komplicerede sammenhænge gennem meget lange, docerende udredninger fra én person til en anden.

Men det virker, og ubehjælpsomhederne står ikke i vejen for læsefryden. Bind syv er lige så lidt som den samlede serie perfekt, men det er en triumf af en afslutning, man efter navnlig de to foregående binds markant faldende formkurve knap havde turdet håbe på.

Skabt af læserne
Til gengæld er der en særlig, bittersød ironi i, at lige netop en fortælling, der i så høj grad handler om at blive voksen ved at turde frigøre sig fra autoriteter og magthavere - bind syv kunne lige så godt have heddet ”Harry Potters vandreår”, og læg mærke til, hvor mange af Harrys faderfigurer, der efterhånden kommer af dage - har fået det kommercielle liv, den har.

Potter-kulten opstod til at begynde med ikke ud fra noget marketingsbrøl, forlagsbranchens indledende skepsis for ti år siden er allerede blevet legendarisk, men kom fordi millioner af børn og unge (og ikke helt få voksne) så noget af sig selv i Harry, læste bøgerne adskillige gange og ofte selv digtede videre på dem.

Ikke mindst skete det på utallige selvbyggede hjemmesider. Harry Potters betydning for internettets gennemslagskraft blandt helt unge hører også med, når historien om fænomenet skal skrives.

Fra begejstring til event
I takt med succesen - og, fristes man til at sige, Voldemorts genopstandelse - er den folkelige begejstring imidlertid i stigende grad søgt lagt i faste, kontrollerede voksen-rammer. Forlag og filmbranche har slået hårdt ned på uautoriseret brug af historierne, personernes navne er blevet beskyttede varemærker.

Anarkistiske fællesskaber er søgt erstattet med officielle fanklubber, der i ånden fra Voldemorts dødsgardister bakker den officielle Potter-industri op i ét og alt, som var Harry en slags litteraturens svar på Justin Timberlake. Og tidligere tiders uskyldige, entusiastiske gætterier på historiens videre udvikling er, som de fleste vil have bemærket, blevet afløst af hysterisk hemmelighedskræmmeri og monumentalt iscenesat eventmageri i forbindelse med hver ny bog og film.

Rowling er skuffende nok selv faldet i, når hun de seneste dage har raset over, at et par tidlige amerikanske anmeldelser af ”Deathly Hallows” har afsløret vigtige pointer, og dermed ifølge hende afskåret læserne fra at opdage historien i deres eget tempo. Seriens kvaliteter har jo i høj grad netop været, at den ikke bare var brug-og-smid-væk-litteratur som stod og faldt med, hvad der konkret skete i hvert nyt bind, men tværtimod lod sig læse og opleve og fortolke igen og igen.

Litteraturen er fri
Så ganske vist kan man blive lidt melankolsk ved, at historien om Harry er slut nu, for helt bortset fra alt udenomshalløjet er det også en litterær bedrift, og hvis J.R.R. Tolkiens ”Ringenes Herre” er den fantastiske litteraturs gamle testamente, er Harry Potter-serien lige så indlysende det nye. Den belæste romandebutant Rowling har på enestående og skelsættende vis formået at blande og udvikle eventyrtraditioner fra Middelalderen over til ”Stjernekrigen” (som der er en meget direkte hilsen til i ”Deathly Hallows”), til den store europæiske dannelsesroman, hvas samfundskritik og tilværelsens tungeste spørgsmål.

Som mediefænomenet Harry Potter udviklede sig og - næsten - blev bragt under kontrol, er det på den anden side også godt, at det bortset fra de to resterende film nu er overstået. Ligesom Voldemort kun fik én chance for at erobre Hogwarts og den øvrige magiske verden, er eventyrlig litteratur takket være Harry én gang for alle, og uanset alle aktuelle forsøg på at kontrollere den, både blevet synlig og sluppet fri.

Eller som én af de andre hovedpersoner siger til Harry, lige før konfrontationen med Voldemort, med hvad der i virkeligheden er hele værkets nøglereplik: »Naturligvis foregår det alt sammen inde i dit hoved, Harry, men hvorfor i alverden skulle det betyde, at det ikke er sandt?