SÅ sær var han altså heller ikke...

Den amerikanske forfatter J.D. Salinger var i manges opfattelse et litteraturens svar på ekscentrikeren Howard Hughes.

Men nu tegner en nyligt opdukket korrespondence - 50 breve og postkort - mellem Salinger og vennen Donald Hartog, et noget mere nuanceret billede.

Han, der døde i januar 2010, værnede ekstremt nidkært om sit privatliv.

Han gav sit sidste interview i 1980, og siden er hans navn kun dukket op i forbindelse med nogle retssager.

Det sidste handlede om at beskytte romanen "Catcher in the Rye" - "Forbandet Ungdom".

Romanen, der udkom i 1951, forblev uden sammenligning hans væsentligste udgivelse.

Brevene er netop blevet afleveret til arkiverne på Britains University of East Anglia. Brevene er doneret af Hartogs børn.

Ikke offentligt tilgængelige

Brevene er ikke offentligt tilgængelige således forstået, at enhver kan læse dem. Men bag den sædvanlige mur af restriktioner, der er så såre typisk for Salinger-familien, er der åbnet mulighed for, at universitetet kan referere dele af indholdet.

Korrespondencen vil derfor næppe nogensinde blive udgivet i bogform og dermed tilgængelig for et bredere publikum udenfor litteraturforsker-miljøet.

Men disse breve afslører i offentligheden ukendte sider af forfatteren, der hadede offentlig fremtræden.

Stille og roligt liv

De efterlader indtrykket af en mand, der levede et stille og rolig liv.

Blottet for drama og de store udsving og så almindeligt, at nogle vil fristes til at kalde det kedeligt.

Han elskede at være sammen med sin familie, gik meget op i havearbejde og elskede opera. Især De Tre Tenorer Pavarotti, Domingo og Carreras.

Desuden gik han voldsomt op i de fleste former for sport, men i sær tennis.

I et af brevene til vennen Donald Hartog giver han i den forbindelse udtryk for voldsomt undring over, hvorfor i alverden tennisspilleren Tim Henman gjorde så kometagtig karriere i 1990'erne.

Et helt normalt liv

"Det viser sig, at denne tilsyneladende misantropiske person, som man mente gemte sig et eller andet sted i New Hampsire, faktisk levede et helt normalt liv," siger professor Chris Bigsby fra Britains University of East Anglia til avisen The Independent.

"Salinger beskriver sin hverdag, sine ture rundt i USA og samtaler med mennesker han møder på disse ture. Han fortæller om restaurant- og galleri.Den J.D. Salinger som dukker op i disse breve er meget menneskelig. En meget anderledes person end den lettere uhyggelige person, som offentligheden har gjort ham til."

I andre breve kommenterer han også den verdenspolitiske udvikling, George W. Bush's indsats som præsident og mange andre almene emner, der var oppe i tiden.

Mødtes i Wien

Salinger mødte englænderen Donald Hartog da de begge var 18 år og studerede tysk i Wien. De bevarede kontakten frem til begyndelsen af 1950'erne og skrev jævnligt til hinanden, men ingen af disse breve er formentlig bevarede.

I 1951 udgav J.D. Salinger sin berømte roman "Catcher in The Rye", der stadig opfattes som en af 1900-tallets litterære hovedværker. Kontakten til Hartog ebbede ud og de havde ingen kontakt de følgende årtier.

Pludselig en dag i 1986 dumpede der et brev fra Hartog ind gennem Salingers brevsprække.

Vennen gjorde ham opmærksom på, at der var en uautoriseret Salinger-biografi på vej. En oprørt Salinger svarede og siden bevarede de brevkontakten.

Mødtes i London

De mødtes personligt i 1989 i London, hvor de fejrede deres 70 års fødselsdage sammen. Blandt andet ved at gå i teatret sammen, besøge zoologisk have og indtage en middag på Londons Savoy Hotel.

De mødtes en gang mere inden Hartog døde i 2007. Det var i USA i 1994, men hvad de foretog sig under dette møde, er ikke kendt.

En fantastisk varme

Hartogs datter, Frances Hartog, siger om indholdet og tonen i brevene til Reuters:

"Der opleves en fantastisk varme og hengivenhed overfor min far, og det opleves en meget anderledes mand, end den Salinger ofte fremstilles som. Brevene har ligget i en skuffe, men som en del af arkiverne, kan de medvirke til at tegne et helt andet billede af ham."

Om Salingers værnen om sit privatliv, siger Hartogs datter:

"Han ville gerne udgives, men hvad han tydeligvis ikke ønskede, det var når det ikke handlede om hans bøger, men mere om ham selv som person."

Reagerede voldsomt

Derfor intet under, at han reagerede meget voldsom i 1986, da Hartog gjorde ham opmærksom på, at der var en uautoriseret biografi på vej.

Det drejede sig om bogen "In Search of JD Salinger: A Writing Life (1935-65)" som den britiske forfatter Ian Hamilton stod i begreb med at udgive.

Salinger fik via en domstol udgivelsen bremset, og hans primære årsag til det ønske, var Hamiltons gengivelse af en række meget private breve.

I 1988 blev bogen udgivet, men uden afskrifter af brevene, som retten fandt var langt ud over grænserne for, hvad man kunne kalde en rimelig overtrædelse af andres ophavsret.

Som konsekvens af den megen medieomtale sagen fik offentligheden en utilsigtet åbning i Salingers ellers lukkede liv - men den åbning fik han meget hurtigt lukket igen og fortsatte sit liv i ubemærkethed.

Fik bremset film

I 1995 var den gal igen. Da udsendte den iranske instruktør Dariush Mehjuri filmen "Pari", der var en filmatisering af Salingers "Franny og Zooey".

Han kunne ikke forhindre en fremvisning af filmen i Iran, men fik standset en planlagt fremvisning i USA i 1998 - og siden har den ikke været forsøgt vist udenfor Iran.

Sablet ned

I 1996 gav Salinger udgiveren Orchise Press tilladelse til at publicere kort-romanen "Hapworth 16, 1924".

Nyheden blev slået stort op i medierne og ikke alle var lige venlige overfor planerne.

Lækkede udgaver af teksten blev sablet ned af mange anmeldere.

Derfor blev udgivelsen udsat. I 2009 meddelte Amazon.com at bogen ville komme, men det er til dato ikke sket.

En fortsættelse

Den seneste sag, som først blev afsluttet med en dom efter at J.D. Salingers død i januar sidste år, handlede om svenskeren Fredrik Colting, der under pseudonymet J.D. California udsendte romanen "60 years later: Coming Through the Rye". Det drejer sig om en fortsættelse af Holden Caulfields historie.

En overgang troede mange, at der blot var tale om et mediestunt, men bogen var virkelig nok. En domstol afgjorde at bogen ikke måtte udgives i USA.

Forfatteren appellerede, men det blev for nogle uger siden stadfæstet, at bogen ikke må udkomme i USA. Men gerne i alle andre lande - blot ikke med dens nuværende titel, der har for klare referencer til Salingers roman fra 1951.

Udover disse juridiske tvister, hvor J.D. Salinger - dog aldrig i egen person - stak hovedet ud af sit skjul - levede han sit liv i afsondrethed og meget langt fra offentlighedens søgelys i Cornish i New Hampsire.

I 1998 udsendte en tidligere kæreste, Joyce Maynard, sine erindringer "At Home in The World: A Memoir". I bogen skriver hun en del om Salingers trang til at være alene.

Den blev ikke kommenteret af hverken Salinger eller familien.

Tilbagevist af bror

Et lille indblik mere fik offentligheden i hans familieliv, da datteren Margaret Salinger i 2000 udgav sine erindringer med titlen "Dream Catcher".

I bogen fortæller hun blandt andet om sin fars hastigt skiftende religiøse overbevisninger, hans fascination af alternativ medicin og af Østens filosofier.

Men næppe var den kommet på gaden før hans søn, Matt Salinger, i et interview til The New York Observer, kraftig tilbageviste søsterens bog:

Han sagde blandt andet:

"Jeg kan ikke med nogen autoritet sige, at hun opfinder noget. Men jeg ved, at jeg voksede op i et meget anderledes hus med forældre, der var meget anderledes end dem min søster beskriver."

Og så var offentligheden lige vidt.

Holdt sig for sig selv

J.D. Salinger holdt sig for sig selv i huset i Cornish.

Dette var omgivet at høje skærmende mure og træer. For at komme frem til huset måtte man bevæge sig ad en smal snoet og meget dårlig vej.

Der var ingen postkasse, men adskillige skilte med påskriften "Adgang Forbudt" og diverse advarsler til mennesker, der havde planer om, at komme for tæt på huset.

J.D. Salinger sov stille ind den 21. januar 2010 i en alder af 91 år.