Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af J. Courtney Sullivan - Forbindelser | bog.guide.dk

Tag den ring og lad den vandre

Ringen som ledemotiv er måske det mindst interessante ved amerikansk bestsellerroman.

Roman
J. Courtney Sullivan
FORBINDELSER

406 sider, 299 kr.

På dansk ved Bente Kastberg

Forlaget Klim


B97517354Z.1_20140123172150_000+GR3A36R9.1-0.jpg

Den engelske titel ”Engagements” er væsentlig bedre end den danske.

For ud over at antyde forbindelser, forpligtelser og engagementer, så dækker den også over det for denne roman måske allervæsentligste aspekt, nemlig forlovelser. Det mere end antydes på omslaget, hvor O’et i titlen er lavet om til en stor diamantbesat forlovelsesring.

”Forbindelser” er et digert og ambitiøst værk, der strækker sig fra 1947 til 2012. Fortællingen sammenvæver en række menneskeskæbner, der alle på mere eller mindre tilfældig vis kommer i besiddelse af en smuk, særegen diamantring. Historierne er fiktive, men den indledende om tekstforfatteren Mary Frances Gerety er baseret på den virkelige person af samme navn, og det er tematikken omkring hende, der forgrener sig i de øvrige fortællinger.

Ugift pebermø

Frances var ansat på reklamebureauet Ayer og tog sig specifikt af diamantproducenten De Beers, der satsede på at få alle kvinder i USA til at drømme om en svulstig diamantring. Det var Frances med til at sikre med sit fænomenale slogan A Diamond Is Forever. Underligt nok var Frances selv ugift pebermø og havde ikke den fjerneste lyst til at smykke sig med dyre sten.

De andre fortællinger påbegyndes i henholdsvis 1972, 1987, 2003 og 2012. I 1972 møder vi det ældre ægtepar Evelyn og Gerald, hvis voksne søn Teddy er skredet fra sin søde kone og deres to døtre. Han har forelsket sig i en anden på en forretningsrejse og kræver nu skilsmisse. Evelyn er ved at dø af skam, også selv om hun og Gerald ikke just fandt hinanden på helt konventionel vis.

I 1987 kæmper James og hans hustru, Sheila, med økonomien og æren. De har to små sønner, og James kan ikke undgå at fornemme, at Sheila kunne have gjort det langt bedre med en anden end ham. Deres historie er måske romanens svageste, men den har alligevel en fin socialrealistisk klang, som er fraværende fra de andre overklasseberetninger.

Amerikansk selvtilfredshed

2003-nedslaget begynder i Paris, hvor Delphine, der ejer en musikbutik med sin ældre mand, Henri, en dag forelsker sig stormende i den kun 24-årige violinvirtuos P.J.

Uden at se sig tilbage takker hun efter kun en uge lang affære ja til at tage med ham tilbage til New York og gifte sig med ham. Henri må blive tilbage.

Men ankommet til New York er alt selvfølgelig ikke idel lykke, og den charme, hun så i den unge, ikke-intellektuelle P.J. i Paris forvandles inden længe til amerikansk ignorance og selvtilfredshed.

I 2012 har Kate for længst indset, at ægteskabet ikke er en institution, hun er interesseret i. Hun lever i papirløs lykke med Dan og deres datter Ava, der fodres med økologisk mad og rigtige holdninger. Men hun er nødt til at revidere sine nagelfaste holdninger til ægteskabet, da hendes homoseksuelle fætter pludselig skal giftes.

Fængslende fortælling

”Forbindelser” er en virkelig velskrevet roman. J. Courtney Sullivan får ikke mindst udfoldet den biografiske Frances som en virkelig interessant person, og det lykkes hende at holde de mange fortællinger flot i spil.

Af og til bliver det lige lovlig skematisk, som når Delphine romantiserer Paris og Kates evindelige besværgelse af lyserød polyester. Det lykkes heller ikke i tilstrækkelig troværdig grad at få gjort ringen til ledemotiv, for det er først på de sidste sider, at det hele hastigt sløjfes sammen.

Det ændrer dog ikke på, at ”Forbindelser” er en fascinerende og fængslende fortælling om kærlighed over tid.

Anmeldelse: Kajsa Ingemarsson: Små Gule Citroner

02-06-2008: Underholdende og forsvarlig chick-lit Læs artikel

Anmeldelse af Håkan Nesser - Levende og døde i Winsford

01-11-2014: Håkan Nesser byder atter på virtuost drillende fortællekunst i en historie om en kvinde på jagt efter sandheden om sin mand. Læs artikel

Anmeldelse af Anne-Sophie Lunding-Sørensen - Fald

20-10-2014: Anne-Sophie Lunding-Sørensens feel bad-roman er berusende velskrevet og dyster. Læs artikel

Anmeldelse af Karl Taro Greenfeld - Triburbia

01-08-2014: Fletteroman fra det hippe Tribeca får skabt flere relationer, end det tynde plot kan rumme. Læs artikel

Anmeldelse af Karin Alvtegen - Sommerfugleeffekten

09-06-2014: Karin Alvtegens nyeste roman er en halvtam moralitet uden de store overraskelser. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...