Jørgen I. Jensen: ...Det tredje øjeblik

Jørgen I. Jensen:

?DET TREDJE ØJEBLIK.

Mellem Kierkegaard

og Grundtvig

336 s. Kr. 298.

Aros

Er udkommet


Forfatteren Villy Sørensen sagde engang, at i det 19. århundredes Danmark var H.C. Andersen den største digter, Søren Kierkegaard den største tænker og Grundtvig den største ånd.

I kirkehistorikeren Jørgen I. Jensens nye værk er H.C. Andersen udeladt. Den handler om Kierkegaard og Grundtvig, den største tænker og den største ånd, og om vekselvirkningen mellem dem. Det er måske bogens største nyhed, som ikke blot er en nyhed, men et nybrud i udforskningen og skildringen af dansk åndsliv i det 19. århundrede.

Historisk fremstilling


Handlingen forløber som en historisk fremstilling, så den både er en humanistiskteologisk afhandling og komponeret som en roman. Og dog udfoldes teksten lige så tematisk som kontinuerligt - som et musikstykke, der samler sine temaer til en flot, samlende finale i bogens sidste fjerdedel.

Her tolkes, ja mikroskoperes, dels Grundtvigs salme ”Alle mine kilder skal være hos dig” fra årene 1856-60, de fire år fra Kierkegaards død i november 1855. Dels nærlæses et af Kierkegaards mest berømte værker, ”Gentagelsen” (1843). I begge tolkninger spiller forholdet til den kvinde, ingen af dem fik, en overordnet og perspektiverende rolle. For Grundtvigs vedkommende Constance Steensen-Leth, som han forelskede sig i på Langeland i 1805; for Kierkegaards vedkommende Regine Olsen, som han forlovede sig med i 1840 og droppede 13 måneder senere. På den baggrund, og forankret i begrebet ”gentagelse”, fremkommer nogle af Jørgen I. Jensens mest prægnante og formodentlig hårdest tilkæmpede pointer og formuleringer.

Det drejer sig om noget så abstrakt som tid og rum, der anskueliggøres dels i tolkningerne, dels i de to hovedpersoners historie - med og mod hinanden.

Den tredje historie


”Det tredje øjeblik” er den begivenhed, at »en bestemt fortid møder en anden fortid. Den ene er den, som et menneske selv bringer med sig, den anden er den, som kommer fra en anden tid. Den ene fortid bliver til en hvilende tilbagelagt fortid, hvor et menneske er frigjort fra den skyld, der klæbede til begivenhederne. Den anden fortid er i kontakt med fremtiden, ?en udvidet tidsmæssig sensibilitet: at kunne opfatte, at det, der indtræffer, virkelig kommer udefra, kommer fra fremtiden. ”Udefra” er en rumlig metafor, at noget kommer fra fremtiden må være det tilsvarende tidslige ord.«

Ud af dette møde opstår, hvad der mange gange i bogen betegnes som, ”den tredje historie”, som nok er det enkelte menneskes, men også verdenshistoriens og endelig »det, der kommer den enkelte i møde på jorden.« Tanken minder om Ebbe Kløvedal Reichs formulering: »Nutiden er den side af fortid og fremtid, som vender vores vej.«

Lighed og modsætning
Det tredje øjeblik, den tredje historie, konkretiseres i krydsfeltet mellem Kierkegaard og Grundtvig. Umiddelbart forholdt de sig skeptisk, ja afvisende til hinanden. Kierkegaard gjorde ustandseligt grin med ”pastor Grundtvig”, der betegnede ham som »en udmærket hårkløver«. Men i det skjulte løb der vekselstrøm frem og tilbage imellem dem, så at den ene hele tiden tog pejling af den anden. Som to dansende, der snart er tæt på, snart fjernt fra hinanden, men altid opmærksomme på hinanden, altid bundet af en fælles rytme.

Lighederne imellem dem er naturligvis deres besvær med den etablerede kirke. Og desuden tanken om, at netop kristendommen sætter mennesket ind i en tredje historie, som er anderledes end både verdenshistorien og den personlige, men optager de to i sig som fremtid.

Modsætningerne er uenigheden om følgen af kristendommen, som for Grundtvig lever i menigheden, for Kierkegaard i den enkelte, i lidelse, ensomhed og martyrium. Men de gjorde - som nævnt - også fælles erfaringer med det kvindelige, som Grundtvig blev i stand til at optage i sit væsen, Kierkegaard stødte fra sig, men i stadig, smertelige bevidsthed om det tabte.

Imidlertid er bogen langt mere end historien om de to giganter. Omkring dem bevæger der sig en række betydningsfulde bipersoner med Kierkegaards broder, biskoppen og ministeren P.C. Kierkegaard, præsten Frederik Helveg og præstekonen Eline Boisen som de vigtigste.

Den er samtidig et stykke dansk mentalitets-, kultur-, litteratur- og politisk historie, men stramt knyttet til hovedpersonernes øjeblikkelige situation og position i forhold til hinanden. Desuden fornemmes som en næsten uhørlig undertone forfatterens skepsis over for megen moderne kultur, evaluerings- og cv-samfundet, sådan som den blev udfoldet i hans forrige bog, succesen ”Jeg-automaten”, der også - om end godt skjult - bærer undertitlen ”Den tredje historie”.

Den nye er komponeret som en symfoni i tre store satser (kapitler), hvor temaerne anslås og slippes, varieres og forvandles, hvad der giver læsningen en dobbelt bevægelse: Den forløber både fremad og cirkulært - som en spiral. Således kan bogen - skønt helt sin egen - minde om en roman som Daniel Kehlmanns ”Opmåling af verden” (dansk 2007) om matematikeren Carl Friedrich Gaus og naturforskeren Alexander von Humboldt; eller om en litterær hybridform, en blanding af biografi og åndshistorie som forfatterparret David Edmonds og John Eidenows bøger ”Wittgensteins ildrager” (dansk 2002) om Wittgenstein og Karl Popper, deres indbyrdes konflikt og fælles forudsætninger; og ”Rousseaus' Dog” (2006 - ikke oversat) om Rousseau og den engelske filosof David Hume.

Belyser hinanden
Der er skrevet meget om Kierkegaards og Grundtvigs forhold til hinanden, men ikke før forankret i så agtpågivende og omhyggelige tekstlæsninger, der lader den enes udsagn belyse den andens og omvendt. Jørgen I. Jensen færdes hjemmevant og med suverænt overblik i de to uoverskuelige forfatterskaber og deres særeste krinkelkroge. Med lydhør sans for både deres åbenlyse forskelle og skjulte ligheder finder han de mest prægnante citater og skriver, så bogen nok er en (kirke)historisk afhandling på højeste niveau.

Samtidig - og det er dens stærkeste, kompromisløse ambition - arbejder der i teksten en lavmælt vilje til ud af de tos historie at tegne omridset af en tredje, den der indoptager de to i sig og forklares til det tredje øjeblik, hvor deres mest dyrekøbte erfaringer og mest dyrebare hensigter forvandles til muligheder for liv og handling i fremtiden.

Således er ”?det tredje øjeblik” - foruden alt det andet, den også er - en evangelisk bog.