Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg

Roman

Jón Kalman Stefánsson: Englenes sorg

Oversat fra islandsk af Kom Lembek

332 sider, 298 kr.

Batzer & Co.

”Englenes sorg” er andet bind i en trilogi, som begynder med ”Himmerige og helvede”.

I romanens egen tid er der kun gået tre uger, siden Drengen ankom til Helga og Geirtruds skænkestue, forkommen og livsled efter vennen Bardurs død.

De tre uger føles som en velsignet evighed. Et himmerige oven på fisketurens stormfulde helvede, som gjorde et stivfrossent lig ud af det unge liv med hang til poesi og verdensflugt.

Drengen, der også elsker ord og bøger, er allerede blevet en habil oplæser af Shakespeare, og man har stillet ham en boglig uddannelse i udsigt.

Det er slut med fiskeri og joller så tynde som kister, slut med isnende kulde på toften. Fremtiden skinner. Men først skal han følge posten Jens, denne kæmpe, der er bange for vand, over havet.

Rå realisme

Endnu en gang blænder Jón Kalman Stefánsson op for et dystert drama om død og liv i denne egn af verden, hvor naturen er stærkere end al menneskelig vilje.

Endnu en gang får den alvidende fortæller lov til at vække os af vores dødlignende ligegyldighed over for livet med en gysende fortælling om altings endelighed.

»Tiden går, folk dør, legemet sænkes ned i jorden, og mere ved vi ikke,« siger fortælleren, der har arvet Kingos rå realisme og barokkens uforfærdede memento mori.

Det er med tænderklaprende uhygge, at vi følger Jens og drengen ud i en af forårets værste snestorme. Belæsset med tre tunge posttasker og en enkelt bogpakke til præsten i Vig skubber de den tilisede jolle i vandet og er snart forsvundet i et hvirvlende snefog.

Eksistensen genovervejes

Romanen handler om postrejsen, og det er overvældende, at forfatteren kan bruge 200 sider på at fortælle om sne og storm med så usvækket en intensitet, at læseren smittes af dødsangsten og udsigtsløsheden.

Ved verdens ende, på kanten til det buldrende ishav, opdager både drengen og Jens, at eksistensen må genovervejes.

»Det er først nu - fortabt i et satans uvejr og velsagtens nærmere døden end livet - at han forstår, at han har haft det godt,« tænker drengen, mens Jens indser, at han må have afklaret forholdet til den dejlige Salvør.

Lige under overfladen på det heftige vejrlig strømmer dybsindighederne af sted i en anderledes rolig, eftertænksom rytme. Som i ”Himmerige og helvede” filosoferes der over tiden og ordene, tilværelsen og drømmene. Er poesien farlig, eller er den nødvendig? Hæfter vi os ved det væsentlige?

”Englenes sorg” holder den tårnhøje standard. Igen må man overgive sig betingelsesløst til Jón Kalman Stefánsson, der skriver så smukt, at englene må smile, selv når de sørger.