Isabel Allende: INÉS, MIN SJÆLS VENINDE

Isabel Allende:

INÉS, MIN SJÆLS VENINDE

Oversat af Iben Hasselbalch

352 sider, 299 kr.

ER UDKOMMET


Knebene her er, når det gælder krig, så grusomme og makabre, at det næsten er uudholdeligt at læse om. Knebene i kærligheden er mindre voldsomme, når det drejer sig om den, der findes i faste forhold, men grufuld, når det kommer til voldtægt, hvilket det ofte gør.

Alle disse uhyrligheder finder sted i 1500-tallet, da ædle og mindre ædle adelsfolk og godtfolk drager fra Spanien til Den Nye Verden (Sydamerika, især Peru og Chile).

Isabel Allende er igen i tankerne og i sin digtning i Chile, det land, som hun måtte flygte fra under Pinochets militærkup, og hun forskønner ikke historien om, hvordan conquistadorerne behandlede de indfødte, indianerne.

Hendes hovedperson er Inés Suárez (1507-1580), en fattig syerske fra Spanien. Hun har et godt hoved, en smuk krop og mange kræfter og er gift med en løjser af værste charmerende slags. Han forlader hende for at søge lykken i Den nye Verden, og efter en stund beslutter Inés at rejse efter ham.

Hun finder ham ikke, men møder til gengæld den store, berømte conquistador Pedro de Valdivia. Inés og Pedro er begge historiske personer, kendt fra talrige skrifter, og det er i realiteten de to, der erobrer Chile. Inés kan håndtere ikke bare en synål, men også et sværd.

Allende bedyrer i sit forord, at hun kun har brugt et mindstemål af fantasi for at få autentiske begivenheder, beskrevet i krøniker og gamle skrifter, til at hænge sammen. Den tror vi ikke på. Bogen rummer en rigdom af opfindsomme detaljer - fra de makabre afstraffelsesmetoder på slagmarken og fra de hjemlige sysler med mad, syning, byggeri. I hvert fald den sproglige fantasi står i fuldt flor både i skildringerne af massakrer, tortur og voldtægt, af rejser gennem ørkenen, af en underskøn natur og af de mennesker, som befolker bogen.

Fortælleren Inés
Det er Inés, der er fortælleren. Hun skriver i sin alderdom sine erindringer, for at verden kan få mere at vide om, hvad der skete i Chile i midten af 1500-tallet. Hun synes, det er vigtigt, at tingene bliver set også fra en kvindelig synsvinkel. Alle krønikeskrivere er mænd, som ikke ved meget om, hvad der sker blandt - og med - kvinderne.

Denne romanform giver mulighed for netop indimellem at lade fantasien få frit løb. Men Inés må til sidst opgive at skrive, hænder og øjne lystrer ikke mere, så hun begynder i stedet for at diktere til sin datter Isabel.

Denne navnelighed gør, at læseren kan få en fornemmelse af, at historien er fortalt direkte til Isabel Allende. Med sansen for ånder og det overnaturlige intakt er det ikke usandsynligt, at hun selv har følt det på samme måde og fået en vidunderlig beretning ud af det.