Irene Pedersen: Asfalten brænder

Irene Pedersen:

Asfalten brænder

Høst & Søn

148 sider, 149 kr.

Er udkommet

Det er marts 2007. Nørrebro brænder, og kampen om Ungdomshuset spidser til. Lau hører ikke til i huset, de unge kalder ”Ungeren”, men han er forelsket i en af de piger, der gør. Og inden længe tilbyder han hende og hendes kæreste Micha og deres autonome venner husly og bliver involveret i en kamp, der ikke er hans.

Lau brænder biler af og provokerer politiet, men han ænser kun Naja, som i hans øjne er værd at gå gennem ild og tåregas for. Han ved ikke selv, om hans hjertebanken skyldes de voldsomme gadekampe eller den ild, der raser inden i ham og slører hans dømmekraft.

Hus falder til grunden

Da huset falder til grunden, rejser de unge sig, og pludselig har Lau en hel undergrundshær boende i sin lejlighed. Samtidig bliver han kaldt tilbage til barndommens jyske gadekær – og langsomt får vi indblik i, at han bærer rundt på en stor, ubearbejdet sorg.

”Asfalten brænder” er en fin skildring af, hvor voldsomt den første forelskelse kan ramme, og den kan i sine bedste øjeblikke minde om Tine Brylds ”Liv og Alexander”, for selv om ”Asfalten brænder” er langt simplere i sin problematik, er den sympatisk og i øjenhøjde med sin unge hovedperson.

Lovlig skematisk

Den er måske lovlig skematisk skrevet (særligt i modstillingen mellem fortid og nutid, land og by, barndom og voksenliv) og tenderer det klichéfyldte sine steder (særligt hvad angår det autonome miljø), men så nedbryder den til gengæld andre klichéer.

Således er det BMW-bøllen Mohamed, der får talt Lau til fornuft, da det hele er ved at vokse ham over hovedet.

I en sidebemærkning er det interessant at se, hvordan rydningen af Ungdomshuset begynder at gøre sit indtog i dansk litteratur – senest i Henriette Rostrups fremragende samtidsskildring ”I dag og i morgen”. Helt så god er ”Asfalten brænder” langt fra, men mindre kan såmænd også gøre det.