Indra Sinha: Dyrets folk

Indra Sinha:

DYRETS FOLK

Oversat fra engelsk af Allan Hilton Andersen

369 sider, 299 kr.

Klim

Elefantmanden, Frankensteins monster, Quasimodo, Hercule Barfuss, Løvekvinden - litteraturhistorien vrimler med vanskabte figurer i alle mulige og umulige udformninger. Den ene mere hæslig end den anden, når det gælder det ydre, men ofte både følsom og heltemodig indeni.

Indra Sinhas ”Dyrets folk” er endnu en gren på denne knudrede stamme af alverdens monstrøse vildskud. Engang var dyret en lille velskabt baby, men efter et voldsomt giftudslip fra en af byens fabrikker begynder hans krop langsomt at blive deform.

Som seksårig kan han ikke længere stå oprejst, men må kravle på alle fire. Hans ryg er fuldstændig forvredet, samtidig med at stærke smerter har tvunget hans ellers så kønne hoved nedad.

Hans familie dør under katastrofen, og han vokser op på et børnehjem, ledet af den kærlige nonne, Ma Franci. Senere lever han på gaden, hvor han skralder, tigger og stjæler, indtil en journalist beder ham indtale sin historie på bånd.

Indra Sinha har tilbragt sin barndom og ungdom i Indien, inden han flyttede til England og senere Frankrig. Trods sit europæiske udseende har forfatteren et indgående kendskab til de fattiges vilkår i de forfaldne slumkvarterer.

En kamp for overlevelse

Hans beskrivelse af drengens kamp for overlevelse på bunden af samfundet og indernes håbløse forsøg på at tvinge den amerikansk-ejede virksomhed til at udbetale erstatninger til de talrige ofre virker meget autentisk.

Samtidig skriver han med en ægte indignation over verdens skærende uretfærdighed, som selvfølgelig har forfærdelige konsekvenser i et klassedelt samfund som det indiske.

Drengen er langt fra nogen helt i historien om den fattiges kamp mod de store multinationale selskaber. Alligevel ender han med at fungere som en bro mellem to stridende parter, da den idealistiske unge læge Elli åbner en praksis i kvarteret og lader behandlingen være gratis.

»Engang var jeg et menneske,« siger drengen, der aldrig bliver nogen slumdog millionaire, men dog gradvist genvinder sin menneskelighed i mødet med mennesker, som holder af ham trods hans udseende.

”Dyrets folk” har vundet Commonwealth Writer's Prize. Det er ganske imponerende, eftersom romanen er skrevet i en ubestemmelig og ikke videre charmerende blanding af vulgære klicheer og klistersød patos. Hvis fortællingen slår an, må det skyldes, at filmrettighederne allerede er solgt.

Underholdningsindustrien har en forkærlighed for det bizarre, og det skal såmænd nok lykkes en dygtig instruktør at blæse den litterært set spinkle historie op på det store lærred.