Ida Jessen: Børnene

Roman

Ida Jessen:

Børnene

320 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

En bog, man fedter med at læse færdig, er god. Jeg har trukket Ida Jessens med spænding imødeset tredje selvstændige bind om livet i den fiktive jyske Hvium ud - fordi den har det hele og mere til: Den er spændende, klog, udfordrende, stærk og sensibel.

En gyser, kærlighedsroman, generationsroman, en samtidsfortælling, en tour de force i et erotisk forankret kvindeligt univers. Et skæbnedrama uden dikkedarer, uden spektakulære trick, men med tyngde: »Litteratur er eksistensforskning, paralleller over tilværelsen,« har Ida Jessen sagt. Så gjort. Og det er mere end godt gjort.

Bundet til begær

Hvad er det, der er lykkedes så velgørende?

At tegne et portræt af en kvinde, Solvej, der tænker med sin krop og derfor også er bundet til sit begær. Fra at være en fri kvinde, næsten for fri og udsat - Solvej har overladt sin lille datter til sin mand - til at blive for sat: »Trygheden havde lagt vat om hendes sanser.«

Da hun ankom til Hvium var hun »tynd og sexet og nervøst lysende«, efter 15 år er hun velintegreret sundhedsplejerske, gift med skoleinspektøren og »sund og tryg, ikke til fare for nogen og allermindst for sig selv.«

Handlingen løftes

Jeg citerer, fordi det fine er, at handlingen i den grad løftes, fordi Ida Jessen på klassisk psykologisk realistisk vis økonomisk anvender et tolkende sprog, der nuancerer og perspektiverer.

Romanen har rigtig mange steder, hvor handlingen og personernes valg bliver sat i relief: »Hun tænkte, at de havde grebet til hinanden engang og var blevet sammen. Det man ikke vælger, bliver ens liv. Nu protesterede de på hver deres måde.«

Historien om Solvej, hendes mænd, datteren Christiane, veninderne og forældrene folder sig således ud som en bred fortælling om det moderne Danmark. Figurerne er genkendelige, fulde af særtræk, har deres eget liv, og det betyder også, at de har deres skyggesider.

Det sanselige i erotik

På et tidspunkt glider Solvej ud som hovedfigur, og jeg tænkte »åh nej, hvorfor nu det sidespring«. Men det fine er, at personforskydningen blot accentuerer et træk hos Solvej, som går igen hos de fleste kvinder af i dag.

Parallelsporet er et kunstnerisk raffinement, og det strammer blot grebet om hovedhistorien, der får flere vendinger i udgangen.

Dertil kommer, at Ida Jessen i den grad kan forfatte skænderier, og hun kan skrive sexet. Nej, ikke pornografisk, men med et eminent blik for de sanselige sider i erotikken og ikke mindst den emotionalitet, der bærer kroppen ind i en anden verden.

Stormen i det indre

Den vildt nysgerrige mandlige læser får indblik i, hvordan kvinder i flere aldre har det med ”stormen i det indre”, der her formidles hammerklogt:

Solvej havde set »piger blive modne og voksne og stadig være bundet af deres ungdoms impulsive kærestevalg, blive slukket af den varme, de havde følt. De kunne sælge deres glæde, deres selvstændighed, deres tanker for en hvisken en nat, da de var nitten år. De kunne sælge deres liv.«

Kernen i livet

Det er ikke svært at sælge ”Børnene” til læseren - forhåbentlig. Den handler om, hvordan fejl og mangler føres videre, selv om det er det sidste, man vil, og den handler om såvel vitalitet som besindelse som en essentiel bagage i tilværelsen.

Der er en verden uden for familie og kærlighedslivet, uden for sundhedssektoren og skolevæsenet, men den slags fylder ikke af meget i Ida Jessens roman. Det gør måske ikke alverden; dybest set er det intime, humane univers, det, der for de fleste læsere er kernen i det, vi kalder livet.