Anmeldelse: Ian McEwan: ON CHESIL BEACH

Ian McEwan:

ON CHESIL BEACH
166 s., 149 kr. i Politikens

Boghallen, København,

159,95 kr. på www.saxo.dk

Forlaget Jonathan Cape


Stranden på den engelske sydkyst i et område af Dorset afgrænset mod sydøst af havnebyen Weymouth er lidt speciel. Den består af en kilometerlang strandsø med en landtange mod havet bestående af rullesten af forskellig størrelse. Udsigten til dette naturfænomen kan nydes fra vinduerne af det hotel, hvor Edward og Florence, begge 22 år gamle, skal tilbringe deres bryllupsnat.

Det er midt på sommeren i 1962. Brudeparret sidder med deres sene middag efter vielse og bryllupsreception i Oxford, hvor brudens forældre bor. Den gamle universitetsby er nærmeste større by i nærheden af den landsby, hvor gommens far er skoleleder i den lokale centralskole.

Der hersker en lidt hektisk stemning omkring spisebordet i brudesuiten. Hos Edward er det forventning, hos Florence en blanding af angst og lede. For hende tårner seksualiteten sig op som et truende uvejr, som man egentlig burde forsøge at undgå.

For ham er der endelig udsigt til at få naturligt udløb for adskillige års partnerløs frustration. For de er nemlig begge to helt uskyldige og ved ikke meget om denne nye lokkende/skræmmende side af livet.

Alt tegner lyst og lykkeligt. Parret er forelskede, ingen tvivl om det. Men der er altså lige det med den manglende kommunikation om, what goes where and when. Det ender da heller ikke, som traditionen tilsiger.

Den fravalgte vej
Ærindet i Ian McEwans korte roman synes at være dobbelt.

For det første er der spørgsmålet om, hvordan menneskers tilværelse formes af begivenheder, der tacklet lidt anderledes, i dette tilfælde med lidt større psykologisk indsigt og modenhed, ville have haft helt andre resultater.

Den amerikanske digter Robert Frost skrev engang et siden meget berømt lille digt, hvor han funderer over vejen, man valgte ikke at dreje ned ad, the road not taken. Det er denne enkle problematik, hvis mulige konsekvenser McEwans lader være sin histories bærende idé.

For det andet er der forsøget på at tegne et billede af herskende kulturtilstande i middelklassen i årene lige før ungdomsoprør m.m. brød løs.

Den folkekære engelske digter Philip Larkin skrev i 1967 et digt, ”Annus Mirabilis,” om sin egen situation i 1963, hvor han giver udtryk for ganske mange af hans generations fornemmelse af at være fanget i ingenmandsland mellem resterne af victorianismen og det nye tolerante samfund. Han skrev, med sædvanlig Larkin-fortrædelighed (og i anmelderens oversættelse): »Samlejet begyndte/i nittenhundredeogtreogtres/(som var noget for sent for mig) /mellem enden på censuren af ”Lady Chatterley”/og The Beatles' første lp.«”

McEwans korte roman er strukturelt set egentlig en novelle med en pålimet coda, der minder om 1800-tallets forfatteres vane med at tilbyde et sidste kapitel, hvor der fortælles, hvordan det siden gik historiens figurer. Blot med den forskel, at her er denne coda faktisk en integreret del af historiens anliggende.

Under overfladen
McEwans nye roman kommer ikke længe efter hans store succes med 11. september-spejlende ”Saturday” fra 2005, der fulgte efter ”Atonement” (2001) og den Man-Booker-pris-belønnede ”Amsterdam” (1998).

McEwans speciale har siden starten med novellerne i samlingen ”First Love, Last Rites” (1975) været det dæmoniske i dagligdagen, alle de fortrængninger, lyster og fobier, der trives under den pæne overflade. Med djævelsk udspekulerthed foretager han sine litterære laboratorieeksperimenter med menneskeskæbner ud fra de muligheder, enkelindividet gemmer i sig.

Ian McEwan er blandt de allerbedste i tidens britiske litteratur. Denne gang understøttes det universelle problem om eksistensens dilemmaer af et fint, ironisk distanceret tidsbillede af tiden lige før helvede/himlen - alt efter indstilling - brød løs.

Alt fortalt i strengt disciplineret komposition med gentagne tilbageblik på parrets to forskellige baggrunde og tidens karakteristika, mens forberedelserne til bryllupsnatten skrider frem.