Hisham Matar: En forsvindens anatomi

Roman

Hisham Matar:

En forsvindens anatomi

Oversat fra engelsk af Mich Vraa

245 sider, 279,95 kr. Gyldendal

Den libyske forfatter Hisham Matars roman ”En forsvindens anatomi” udkom på engelsk i marts 2011 knap en måned efter, at oprøret mod Gaddafis brutale styre var begyndt og håbet i fuld gang med at brede sig til store dele af den arabiske verden.

For forfatteren betød det, at han pludselig fik et livstegn fra sin far, der har siddet fængslet i Libyen siden 1990. For første gang kunne han tænke som romanens hovedperson, der prøver faderens tøj:

»Han får brug for en regnfrakke, når han kommer tilbage. Han kan måske stadig passe den.«

Romanen researcher tydeligvis i Hisham Matars eget liv som eksil-libyer i først Egypten og siden England, men forfatteren definerer selv ”En forsvindens anatomi” som fiktion.

10 års forandring og smerte

Det er en udviklingsroman, hvor det klassiske far-søn-motiv samtidig er en avanceret gendigtning af Ødipus-myten, udtrykt i drengen Nuris utilslørede begær efter sin smukke, unge stedmor, Mona.

Nuris mor dør, da han er 10 år, og faderen taler herefter aldrig mere om hende. Dødsårsagen forbliver skjult for drengen, ligesom også sandheden om faderens og moderens ægteskab er fuldt af gåder.

På en badeferie møder den nu 12-årige Nuri og hans far Mona. Hun er halvt englænder og halvt egypter og ligger aldersmæssigt lige midt imellem far og psøn. Den præpubertære dreng bliver besat af hendes skønhed, og da faderen gifter sig med hende, overvældes han af jalousi.

Mona er bestemt ikke upåvirket af drengens grænseløse tilbedelse, og faderen sender ham nødtvungent på kostskole i England. Et par år efter forsvinder faderen sporløst, efter al sandsynlighed bortført til Libyen på grund af sin kritik af styret.

Nuri fortæller sin historie på en tidsmæssig afstand af ca. 10 år. Han er den fortvivlede voksne, der ser tilbage på årene med tab, forandring og en smerte, som aldrig har fortaget sig.

I tavshedens skygge

Inden historien rulles tilbage til begyndelsen af 1970'erne, siger Nuri med det intense sprog, som er så karakteristisk for Hisham Matar:

»Der er stunder, hvor min fars fravær er så tungt som et barn, der sidder på mit bryst.«

Sorgen bliver selvsagt ikke mindre af, at faderen altid har været en hemmelighedsfuld figur, i hvis dunkle, tavse skygge drengen er vokset op.

Det er svært at tage et opgør med en far, som man ikke kender, og svært at blive sig selv, når man ikke ved, hvad man skal distancere sig fra. Under eftersøgningen ender Nuri da også med at ligne sin far til forveksling.

”En forsvindens anatomi” er et fintmærkende studie i tabets svimlende dybder og arrede overflade.