Herman Melville: Redburn: Hans første rejse.

Roman

Herman Melville: Redburn: Hans første rejse. Åbenhjertige erindringer skrevet af en ung mand af fin familie og dæksdreng i handelsflåden (Redburn: His First Voyage, 1850)

Oversat af Flemming Chr. Nielsen

332 sider, 299 kr.

Forlaget Bindslev

UDKOMMER I DAG

Journalisten, forfatteren og oversætteren Flemming Chr. Nielsen er nu nået til den femte af de Herman Melville-tekster, der endnu ikke findes på dansk.

Efter ”Pierre” (2003), ”Bondefangeren” (2004), ”Israel Potter” (2006) og ”Mardi” (2007) får vi romanen, der kendes bedst under sin korte titel ”Redburn”, og som udkom første gang i 1850, et år før den legendariske ”Moby Dick”.

Redburn er efternavnet på en ung mand, der lever i første halvdel af 1800-tallet, og som er blevet belemret med det noget besværlige fornavn Wellingborough efter en respekteret grandonkel. Redburns familie har set bedre tider, men unge Wellingborough er klar over, at han ikke længere kan forlade sig på en tidligere fornem og rig familie.

Han må selv i gang med at finde en plads i tilværelsen. Det første skridt på dannelsens og udforskningens vej er en ekskursion til Europa, nærmere bestemt Liverpool i England, som for det meste af den transatlantiske trafik er porten til Den Gamle Verden.

Redburn tager hyre som dæksdreng. Der er ikke længere penge i familien til, at han kan lade sig fragte som passager. Efter noget indledende besvær med både mandskab og vejrlig bliver Redburn en ganske habil sømand, hvis unge og adrætte krop navnlig viser sig nyttig, når der skal klatres hurtigt rundt i takkelagen.

I faderens fodspor

Redburn er en god iagttager. Teksten foregiver at fortælle i takt med tidens fremadskriden. Redburn krydrer sine iagttagelser med adskillige essayagtige overvejelser over stort og småt i forbindelse med rejsen.

For Redburn er noget af det store, at han skal se det Liverpool, som hans afdøde far tidligere var så begejstret for. Redburn har arvet faderens turistguide til havnebyen. Han har forberedt sig grundigt for at kunne orientere sig og gå i faderens fodspor.

Det er bare ikke muligt. Verden forandrer sig hele tiden, ikke mindst de dele af den, der udgør den dynamiske frontlinje i den industrielle revolutions fremskridt. Redburn må sande, at kun lidt i Liverpool er, som det var på faderens tid. I det hele taget kan man aldrig gå i fædrenes fodspor.

Resignerende, men også afklaret over altings flygtighed er Redburn ved at gøre sig klar til at tage turen tilbage over Atlanten, da han møder den unge engelske spradebasse Harry Bolton. Det ser for en tid ud til, at Harry kunne blive Redburns billet til det fornemme England, som amerikanerne både har vendt sig fra, men som mange af dem har et nostalgisk forhold til.

Fremtiden i USA

Harry er dog ikke helt, hvad han ser ud til at være. Faktisk lykkes det aldrig hverken Redburn eller hans læsere at finde ud af de nærmere omstændigheder omkring mandens situation eller baggrund. Lige så hurtigt han kommer ind i historien, forsvinder han ud af den igen.

Det glimt, som Redburn når at få ind i palæernes London, bliver en kort og surrealistisk oplevelse. Fremtiden er ikke i England, men i USA.

”Redburn” ligger meget tæt op ad de oplevelser, som den 19-årige Melville selv havde som dæksdreng i 1838. Det er ganske mærkeligt, men meget tankevækkende at få samtidens umiddelbare kommentarer til slave-spørgsmålet, 23 år før Den Amerikanske Borgerkrig brød ud.

Beskrivelserne af datidens New York og Liverpool på den tid, da den moderne verden var ved at sætte sig igennem, resulterer i en næsten svimlende perspektiv-oplevelse. Skitserne af forholdene for Atlant-krydsende emigranter uden midler giver indsigter i vilkår, som dagens benplads-brokkende flyrejsende foran underholdningsanlægget i sædet foran næppe kan tro på.

Fascinerende historie

Men ”Redburn” har også en høj aktuel læseværdi, fordi den simpelthen i sig selv er en fascinerende historie, fuld af tjære, stormvejr og eventyrlyst. Det bør naturligvis føjes til, at uden Flemming Chr. Nielsens levende, men alligevel tidstro oversættelse kunne bogen let være blevet en museumsgenstand.

Nielsen leverer foruden fremragende oversættelse et fint orienterende forord, der sætter både Melville og det danske oversættelsesprojekt i relevante sammenhænge.

Mon oversætteren kan holde fingrene fra en revision af den nu 54 år gamle Mogens Boisen-oversættelse af ”Moby Dick”?