Herman Melville: Moby Dick; Eller hvalen

Herman Melville

MOBY DICK; ELLER HVALEN

(Moby Dick; or, the Whale, 1851)

Oversat af Flemming Chr. Nielsen

Forord af Carsten Jensen

550 sider, 349 kr.

Forlaget Bindslev

Det er nøjagtigt 160 år siden, at Herman Melvilles roman om Kaptajn Ahab og den hvide hval udkom første gang. Det skete i oktober 1851 i England, selv om forfatteren var amerikaner.

I overensstemmelse med udgivelsespraksis udkom den i nydelige tre bind. Men den var en hel del anderledes, end forfatteren havde tænkt sig den. Det var jo midt i romanens århundrede, da romankunsten havde den underholdningsfunktion, som film og TV har i dag.

Forlæggere og redaktører havde dengang som nu en stærk fornemmelse for markedets krav, og markedet ville ikke byde ”Moby Dick” i et director's cut velkommen. Den var lidt for dristig i forhold til smagen hos de pæne borgere, der udgjorde det købedygtige publikum. Så den blev skåret til og fik filet kanter af. Bogen blev da ikke noget tilløbsstykke, heller ikke i sin amerikanske udgave lidt senere på året. Selv i sin modificerede version var den alt for anderledes i forhold til, hvad læserne var vant til. Romanen blev glemt.

Før sin tid

Melville havde et navn mest for sine skildringer af eksotiske steder i Sydhavet, men han blev aldrig rig og berømt på sit forfatterskab.

Først med modernismen i begyndelsen af det 20. århundrede fik Melvilles ”Moby Dick” opmærksomhed som et enestående litterært værk. Det skete så til gengæld hurtigt. Igen var sammenhængen engelsk og ikke amerikansk. Det var D.H. Lawrence, der tog den med i sin skildring af store amerikanske romanværker.

Som en modernistisk roman før sin tid med masser af symbolik parat til den freudianske psykologis dissektionsborde til radikal eksistensfilosofi og med en fortællefacon, der modsvarede ideen om, at til en kompleks tid hører komplekse kunstværker, kunne bogen stilles op på geleddet sammen med James Joyces ”Ulysses”, Marcel Prousts ”På sporet efter den tabte tid,” Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” osv.

Romanen er lige så monstrøs som den hvide hval, der jages af Kaptajn Ahab, som hos Flemming Chr. Nielsen, i overensstemmelse med forlægs-figuren i ”Kongernes Bog” i Gamle Testamente på dansk, benævnes Akab.

»Kald mig Ismael«

Fortælleren, hvalfangeren Ismael - historien indledes med hans berømte selv-præsentation »Kald mig Ismael« - beretter sin historie om kaptajnens hævntogt mod den hvide kaskelothval uden småligt hensyn til et velstruktureret plot.

Ustandselig kører Ismael ud ad en tangent, figurer nævnes for aldrig at dukke op igen, ja, man kunne blive ved med at påvise tilsyneladende rodede fortælleforhold.

Hovedlinjen i romanen er den, at Kaptajn Akab har besluttet at dræbe den hval, der tog hans ben og hans manddom ved et tidligere møde. Kaptajnen er fanatisk og ser hvalen, der er let genkendelig på grund af sin hvide hud, som en personlig modstander. Det er et synspunkt på dyreriget, der næppe ville gå i dag. Men også hvalen synes at besidde menneskelige træk, så på en måde er der lagt op til en kamp mellem personificerede naturkræfter.

På dansk blev ”Moby Dick” for første gang præsenteret for et dansk publikum i 1942. Oversætteren var eventyreren Peter Freuchen, der næppe kan siges at have besiddet filologisk finesse, men nok snarere var interesseret i den hvalfangst, som historien fokuserer på. Det var dog en væsentlig forkortet udgave, som man kunne læse under Besættelsen.

Mogens Boisen, den legendariske oversætter af et bjerg af titler - herunder ikke mindre end tre forsøg på Joyces ”Ulysses”, kom med sin lidt tamme version i midten af 1950'erne.

Flemming Chr. Nielsen har varmet op med fem Melville-oversættelser. Nu foreligger så hovedværket i det amerikanske forfatterskab. Nielsen har været tro mod, hvad der kan rekonstrueres som Melvilles oprindelige historie og har oven i købet forsynet bogen med 351 noter, altså ca. én for hver halvanden side. Det er intet mindre end en kæmpepræstation af oversættelseskunst: Teksten får kant og bliver lyslevende.

Carsten Jensens forord fortjener at blive nævnt. En flot og engagerende syntese af "Moby Dick"-modtagelse og samtidsrelevans, der præsenteres af forfatteren til ”Vi, de druknede”.

Det er intet mindre end en kæmpe-præstation af oversættelseskunst: Teksten får kant og bliver lyslevende.