Herman Bang: Romaner og noveller 1-5.

Herman Bang. Romaner og noveller 1-5.

Hovedredaktion: Jesper Gehlert Nielsen

og Jørgen Hunosøe, under medvirken af

Anders Juhl Rasmussen.

480 + 560 + 576 + 478 + 624 sider,

indbundet. I alt kr. 499.

Dansk Sprog- og Litteraturselskab

/People's Press


KLASSIKER

Egentlig skulle den nye, kritisk reviderede og gennemkommenterede udgave af Herman Bangs skønlitteratur være begyndt at udkomme i forbindelse med 150-årsfødselsdagen i fjor. Nu foreligger så i hvert fald de fem bind med romanerne, og de efterfølgende fem med novellerne kommer muligvis til efteråret.

Så i hvert fald til 100-året for hans død i 2012 burde værket være komplet, og i alle tilfælde er der tale om en brug af det danske sprog så mesterlig og tidløs som ikke meget andet i vor litteratur. Takket være massiv fondsstøtte kan det endda lade sig gøre at sælge den til en pris, der er lige så symbolsk som mange af Bangs personer og begivenheder.

Og det, uanset at der ved udgivelsen ikke synes at være sparet på noget. Et læsevenligt, luftigt satsbillede har fået de 10 romaner til at fylde fem murstensbind, indbundet i enkelt hvidt med hver sin diskrete tekstfarve og portrætter af Bang i vekslende livsfaser.

Uden filter
Ud over de omfattende noteapparater efter selve teksterne er der separate kommentarafsnit til hver enkelt roman. Det betyder, at der er en del overlap mellem kommentarafsnittene, men også at det er muligt at fordybe sig i romanerne én ad gangen.

Redaktørerne har valgt konsekvent at benytte førsteudgaverne af romanerne, frem for de i nogle tilfælde mere friserede senere versioner. Det vil ikke blot sige, at man får Bangs særprægede stakåndede tegnsætning i renkultur (og gammel retskrivning), men også at redaktørerne stort set har afstået fra at rette i hans til tider nonchalante stavning eller andre inkonsekvenser.

I hvert fald er der næppe nogen sinde andre end ham, der har fundet på at stave den engelske havneby Dover med w. Og i ”Mikaël” får mottoet lov at lyde »Jeg har sét en stor Lidenskab«, mens kunstneren Claude Zorets dødsreplik inde i romanen faktisk er »jeg har set en stor Kærlighed«.

Fra Bang til ”Bang”
Som sagt forudsætter udgivelsen på ingen måde, at man læser Bangs romanværk i ét kronologisk stræk fra ende til anden. Men det er umagen og håndledssmerterne værd at gøre det.

Dels er der lejligheden til at få mindre kendte værker som ”Fædra” og erindringsromanerne ”Det hvide Hus” og ”Det grå Hus” spejlet i klassikere som ”Stuk”, ”Tine” og ”Ludvigsbakke”. Dels kan man følge udviklingen i Bangs sprog, fra den overophedede, ungdommelige dekadence i skandaledebuten ”Haabløse Slægter” (alene titlen ?) og den virtuose indlevelsesevne i klassikerne over eksperimenterne i erindringsromanerne og ”Sommerglæder” til den slebne (selv)iscenesættelse i ”Mikaël” og ”De uden Fædreland - ”.

Samtidig kan man imidlertid også følge, hvordan det unge geni ikke blot ude i virkeligheden blev én af sin tids kendteste danskere, men også selv i stigende grad skriver som ”Herman Bang”. Sådan at forstå, at hvor hans egen sønderjyske baggrund og mødet med den ekspanderende storby København er nærliggende inspirationskilder i de tidlige bøger, bliver det mere og mere sig selv og sin egen verden som fænomener, han kredser om - omsætningen af erindringsstof til raffineret fiktion i ”Det hvide Hus” og navnlig ”Det grå Hus” og den livstrætte, højtravende kunstner- og outsiderromantik i ”Mikaël” og ”De uden Fædreland -”, som allerede Bangs samtid godt kunne se nok så meget var meditationer over hans homoseksualitet.

De fuldendte fortællinger
Dermed ender man med - og det er jo nøjagtig derfor, komplette værkudgaver er vigtige - at se forfatterskabet på en anden måde end før. Vist er Bang som ingen anden den tabte sønderjyske idyls besynger i ”Haabløse Slægter” og frem for alt ”Tine”, og vist er ”Stuk” og ”Ludvigsbakke” i al deres brystbankende livslede (»Vi kalker vore Grave!«) to af de definitive københavnerromaner.

Men det er de to erindringsromaner og ”Sommerglæder”, der læst i sammenhængen står som Bangs mest fuldendte lange fortællinger. For én gangs skyld er pessimismen, kunstnerrøgelsen og selvmedlidenhed så godt som helt i baggrunden til fordel for en fuldstændig fokuseret og suveræn dyrkelse af sprogets fineste nuancer og Bangs evne til derigennem at antyde langt dybere og mere komplicerede forhold, end personerne selv er klar over.

Det menneskelige spejlkabinet
Det gælder ikke blot de to åbenlyst meget ambitiøse erindringsromaner, men også i lige så høj grad den forførerisk muntre og koncentrerede ”Sommerglæder” - der endda ved siden af ”Tine” og ”Ludvigsbakke” også er det fineste eksempel på Bang som en slags socialrealist, båret af dyb medfølelse med de stille i landet. Fortællingen om et tumultarisk døgn på familien Brasens lille jyske feriehotel bliver et storslået miniature-Danmark, et enestående livsklogt spejlkabinet af menneskelige forbindelser, længsler og hemmeligheder på alle ledder.

Her som ved flere andre lejligheder bliver man mindet om, at Bang ikke bare forstod at krænge sine egne følelser ud i litteratur, men også i nok så høj grad at leve sig ind i og formidle andres. Dén kunne man i massivt omfang møde i sidste års vigtigste udgivelse, de fire bind ”Vekslende Themaer” med hans ungdomsjournalistik.

Han vidste nemlig af egen erfaring godt, at der var et alternativ til melankolien, selvmedlidenheden og dyrkelsen af den tragiske kunstnerrolle, hvor meget det i hans senere år end kom til at tage over. Nemlig selv at gå ud i verden som reporter og fortælle - eller digte - lidenskabeligt videre om, hvad han så, eller som teatermenneske og instruktør ligefrem overtage iscenesættelsen af den.