Henrik List: Kære fucking dagbog

Henrik List:

Kære fucking dagbog

384 sider (illustreret),

250 kr.

Lindhardt og Ringhof

UDKOMMER I DAG

Da jeg var stor dreng og ville være ung mand, var der tre muligheder: Man kunne være rocker, disker eller flipper - og punker.

I dag kan de unge være noget andet, og vi voksne vil være ligesådan, men pointen er den samme: Man bliver sig selv, får en enormt ægte identitet, ved at blive som nogle andre, snakke som dem, høre den samme musik og købe de samme - eventuelt enormt alternative - varer.

Når forvandlingen er fuldbragt, er man blevet sig selv, for en stakket frist. Livsstilsforhandlerne griner hele vejen til banken. Gamle Marx roterer ondskabsfuldt smilende i sin grav: Hvad sagde jeg?

Katja i romanen ”Kære fucking dagbog” er 15 år, bor i en forstad til København og har bygget sig en identitet ved at være emo. Emo kan beskrives som en slags feminiseret luksuspunk (men altså for begge køn) med tilhørende koder for tøj, musik, meninger og selvdestruktiv adfærd. Hun har, som det er gængs latin i ungdomsromaner, problemer i skolen og derhjemme. Romanen udspiller sig i tiden frem mod rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej, en katastofe i Kats liv, men også omdrejningspunkt for, at hun hanker op i sig selv efter at have konfronteret sig på første hånd med de farer, der lurer på storbyens skrå scene: stoffer, druk, prostitution.

Research i miljøet
Romanen er interessant ved at være skrevet af den 43-årig journalist Henrik List. Ja, det gør jo ikke udgivelsen interessant i sig selv, men denne snart midaldrende mand har skrevet på research i relevante miljøer.

Nok er det altså fiktion, men List citerer og bygger på faktiske dagbøger, stile, blogs og webprofiler skrevet af piger, der kunne være Kat.

Den kan for så vidt læses af unge som spejl for deres egne erfaringer eller identitetsprojekter. De gamle kan være med på en kigger og få et muligvis autentisk indblik i, hvad en bestemt slags unge tænker og føler - i det sprog, de tænker og føler i.

Som det så tit går med tekster i dagbogsgenren, bliver det desværre hurtigt kedeligt at læse ”Kære fucking dagbog”. Trods indsatte stile, weblogs, citater fra tidligere dagbøger, tegninger mm, føles det lidt som at læse en sms på 400 sider. Nogle af de første linjer lyder ”Sommerferien er SÅ meget forbi . . . det blevet hverdag igen herhjemme - 4-real baby”.

Hvis man synes, det lyder autentisk ungdomskækt, så er bogen noget for én. Der er mere, hvor det kommer fra.

Bleg, bims og mager
Til gengæld giver romanen - med eller mod forfatterens vilje - et spændende, men trist indblik i, hvor tæt såkaldte alternative positioner ligger på det, de vil være et alternativ til.

Jeg kan hurtigt få sympati for unges ønske om at blive noget andet end solariebagte poptøser eller -drenge med afblegede hjerneceller. Og jeg har meget vanskeligt ved ikke at væmmes ved det klamme, nyreligiøse firma, der fik Ungdomshuset på Jagtvej revet ned - alle mellemregninger ufortalte.

Men denne emo-ting består mest i at købe nogle andre varer end popdåserne. Til overmål er emo-miljøet endnu mere ubarmhjertigt modebevidst og socialt nådesløst end mainstreamen. Det elskede ”Ungeren” fremstår i forlængelse heraf som en slags alternativt fitnesscenter. På ”Ungeren” skal man bare blive bleg, bims og mager i stedet for orangebrun, bims og oppumpet. Må man minde om, at den afgudsdyrkede Michael Strunge var foragtet og til grin i samme fitnesscenter? Måske List kunne have fortalt sit panel om det?

I hvert fald for denne 45-årig mandlige anmelder fra provinsen med døtre i den relevante aldersgruppe havde det været mere interessant, hvis List ikke havde skrevet sine kilder sammen til en ørkenvandring af en dagbogsungdomsroman. Og jeg tvivler på, at nogen i målgruppen gider læse så lang en tekst, men det kan jo være en fordom. En fordom, det skulle glæde mig at miste.

Materialet - problemstillingerne, sproget og pigerne - er enormt interessant i sig selv, og List på sin side er jo en garvet essayist med speciale i udforskning af særlige miljøer. Det kunne have været spændende med overvejelser over hans egen position, det kunne have været spændende med direkte konfrontation mellem råstoffet fra de unge tøzer og Lists erfaring, fordomme og eftertanke. Som det er nu, er hans sms fra emo-land flere hundrede sider for lang, ligesom man kommer i tvivl om, hvem den er fra.