Henrik Brun: Den danske lokkedue

Krimi

Henrik Brun:

DEN DANSKE LOKKEDUE

594 sider, 299 kr.

Turbine

Er udkommet

Den danske tidligere journalist og nu pr-mand for Københavns Lufthavn Ketil Brandt får lyst til at tage en tur til Slovenien for at besøge sin gamle ven fra dengang, han var i området som krigsreporter.

Michael Jensen var lastvognschauffeur for FN i 1990'erne. Han er blevet hængende i Slovenien som langturschauffør for en supermarkedskæde med forretninger i hele det tidligere Jugoslavien. Ikke mindst fordi han har giftet sig med en af de kvinder, som han har hjulpet - til trods for streng FN-hævdelse af sine medarbejderes neutralitet.

Michael har pludselig besluttet sig for en tur hjem til fødelandet Danmark, Så han er klar til at forlade Ljubljana, mens Brandt er på vej sydover med toget. Med Michael kommer ikke langt. En eller anden sørger for, at han lempes ud over sin 3. sals-altan, mens han står og ryger en cigaret.

Da Brandt ankommer, er det til Michaels sørgende enke og datter. Også en lokal håndboldstjerne, Helle Madsen, dansk topspiller købt til den førende slovenske klub SANJE, nu gift med ejeren af supermarkedskæden af samme navn og arbejdsgiver for Michael Jensen, sørger over landsmanden, som hun lige var begyndt at føle en mere end patriotisk interesse for.

Burde være strammet op

Der er en forklaring på Michaels akutte hjemve. Den forklaring kunne både slovensk politi og efterretningstjeneste godt tænke sig at få. Michael har nemlig tilsyneladende kørt andet end fødevarer i sin lastbil.

Brandt, der har et blakket ry i journalistbranchen, fordi han i vrede over spindoktor-regimet i Danmark har forsøgt sig med korporlige argumenter, bliver sat ind som ufrivillig lokkedue. Den kritiske og idealistiske, men traumatiserede journalist slår pjalterne sammen med en ligesindet lokal kollega af det modsatte køn, med samme no-nonsense appetit på livet. Sammen begynder de at grave i en grum historie om menneskesmugling og kvindehandel. Selv om lange krimier har vundet betydeligt indpas, jævnfør Stieg Larsson, kunne Bruns debut godt kunne have været tjent med en reduktion på et par hundrede sider. Ved samme revision burde der også være strammet op på en række andre elementer.

Sproget er stift, dialogen unaturlig, figurerne er fra skabelonkassen, og så begås den synd, der ofte kendetegner skønlitterære forfattere rekrutteret fra nyheds-journalisternes rækker: en forkærlighed for ”faktabokse”, der ikke integreres ordentligt i handlingen.

Det havde klædt historien, der for så vidt er god nok omend lidt forceret hen imod slutningen, med en yderligere strengt redigerende gennemskrivning, før den var blevet falbudt på markedet.