Henning Prins: Stiftelsen

Roman

Henning Prins:

Stiftelsen

288 sider, 230 kr.

Forlaget Forumdanorum

Er udkommet

Det er en fortælling med den klassiske udviklingsromans struktur, som den nu 70-årige Henning Prins har afsluttet - tre romaner på tre år, en imponerende præstation og en livlig, afvekslende og medrivende historie.

Trilogiens hovedpersonen er Tobias. Om hans barndom berettes i ”Heksen” (2008), om hans drengetid i ”Ramherred” (2009) og om hans modning til voksen og til banebrydende læge i begyndelsen af 1800-tallet i ”Stiftelsen”, der som de to andre har forside af Henning Prins' kone, tegneren Anne-Marie Steen Petersen.

Uden sammenligning i øvrigt har trilogien forløb til fælles med Andersen Nexøs mesterværk ”Pelle Erobreren” (1906-1910). Som Pelles historie flyttes også Tobias' fra land til provinsby til hovedstaden - i takt med, at hovedpersonen udvikler sig til mands modenhed. Mens Pelle investerer sig selv og sin identitet i arbejderbevægelsen, gør Tobias det samme - blot som læge og i omsorg for de underprivilegerede, specielt underklassens mishandlede og nedværdigede kvinder, som han hjælper med aborter og kejsersnit, hvad der er strengt forbudt, og vanskelige fødsler, som ifølge sagens natur ikke kan forbydes.

Et menneskes udvikling

Af sin mormor, en ”klog kone” af den slags, der i gamle dage fandtes i ethvert landsogn, på én gang beundret, frygtet og forkætret, har Tobias lært gamle husråd og indsigt i urtemedicin. Hun blev henrettet for at have foretaget aborter, og hendes skæbne bliver hans kald, som han følger trofast gennem adskillige genvordigheder og overhængende farer, der rejser sig som følge af hans grænseoverskridende dygtighed og til slut fordriver ham fra landet - som følge af andres, magthavernes, misundelse, smålighed, magtbrynde og uduelighed: Som følge af janteloven før den blev vedtaget.

Samtidig udvikles Tobias menneskeligt - dels i sine studier og sit kald, dels erotisk. I kærlighedens teknik og glæder indvies han af en lidenskabelig og erfaren, men også letfærdig kvinde, Alma, som han ved, at han aldrig kan få. Deres elskov gengives åbenhjertigt, men uden den lummerhed, som alt for ofte imprægnerer den slags.

Alma, der har mindre end lidt til fælles med sin navnesøster i Frederik Paludan-Müllers ”Adam Homo” (1842), røber både herskertrang og hævngerrighed, da Tobias forelsker sig i en anden - en jordmoder, som han har arbejdet sammen med, så lidenskaben nok er erotisk, men rækker ud over det seksuelle for at indlejres i langt rigere følelser for det fælles kald: Tobias' identitet beror nu ikke på hans jeg og individuelle drømme og behov, men ledes ind i et stort menneskeligt fællesskab.

Sanselighed, saft og kraft

Det er en rig roman, der slutter trilogien, velskrevet som få og i et sanseligt, konkret sprog, så man væmmes ved stanken i det gamle København og næsten kropsligt fornemmer gruen, panikken, katastrofen, blodet, skrigene og de afrevne lemmer og totale kaos under englændernes bombardement af København i 1807.

Bøgerne er udkommet på Henning Prins' eget forlag, hvad der er en dristig satsning. De burde ligge fremme i enhver boghandel, men gør det ikke, for der er langt mere saft og kraft i hans fortælling end i så mange andre af tidens anæmiske eller minimalistiske romaner.