Henning Mortensen: Slottet ved Det Liguriske Hav

Henning Mortensen:

Slottet ved Det Liguriske Hav

Af Victor Seemanns bekendelser

168 sider, 199 kr.

Gyldendal

Klaus Rifbjerg og Henning Mortensen har et par væsentlige fællestræk: De er et par ældre herrer, og de er ikke desto mindre rasende produktive. De skriver godt; som om de kommer drømmende til det; det ene ord tager det andet. Sproget danser. Der improviseres, og der er tryk på.

Efter den 10 bind store romanføljeton om Ib fra Horsens, som udkom i årene fra 1993 til 2000, er der for eksempel kommet en krimitrilogi, og jeg vil vædde med, at dagens udgivelse, som er en efterfølger til ”Det blanke vand” vil få et tredje bind, som får uhyggen til at gå op i en højere enhed.

Hvis læseren ikke skulle vide det, har Henning Mortensen begået en af dansk litteraturs mest scary bøger overhovedet, ”Legenden om den diskrete dreng”(1988), og en af figurerne i den nye miniserie har alt det, der skal til, for at denne læser får myrekryb.

Hvem det er, siger jeg ikke, og måske får jeg disse anelser, fordi monstret i dagens roman virker så tilforladelig, hvad hun bestemt ikke var i ”Det blanke vand”. Så nej, nye læsere kan ikke begynde her.

Ukendelig krop

Vel kan man sikkert læse ”Slottet ved Det Liguriske Hav” som en selvstændig fortælling om eksembedsmanden, der vågner op efter en ulykke, og hans krop, hans hud ikke mindst, er næsten ukendelig.

Victor med det påfaldende efternavn Seemann, hvad han netop ikke kan, for det ene øje er også blevet beskadiget, tusser først rundt. Føler sig marginaliseret, og hans selvhad fejler ikke noget.

Men så melder figurerne fra fortiden sig. Både drømmekvinden Lilian og ekskonen med dennes kæreste, der oprindelig var havemand hos Victor. Lilian var tilsvarende rengøringskone. Nu er rollerne byttet om; de fattige er kommet til penge, mens overklassen rutsjer ned.

Delt mellem to kvinder

Stakkels deforme Victor er delt mellem de to kvinder og delt mellem flere indre og ydre jeg'er. Han er et studie i spirende galskab - og han ved det. Men han ved også, hvad han flittigt skriver i sine (u)frivillige bekendelser, at han nu, koste hvad det vil, vil være almindelig og enfoldig glad.

Når nu den erotiske Lilian så gerne vil have et liv i sus og dus, må man tage sig sammen. Få en paryk, gennemføre x antal operationer, og så er den der. Hvis det ikke lige var, fordi en anden opgave, et nyt medmenneske, kommer i vejen, og når man også gerne vil beskytte ekskonen, så har vi balladen.

Hemmeligt program

Inde i Henning Mortensens computer er der et hemmeligt program, som, når forfatteren tænder, aktiverer en skrivende automatpilot. Den stopper, når der er kommet cirka otte sider ind på skærmen.

”Slottet ved Det Liguriske Hav” er et rutineskrift. Men der er mange forfattere, som vil ofre deres ene arm for at skrive lige så frodigt og krible-krablende godt.