Anmeldelse: Helle Helle: NED TIL HUNDENE

Helle Helle:

NED TIL HUNDENE

158 sider, 249 kr.

Samleren

UDKOMMER I DAG

»Nu vil vi, ganske stille, sidde her og gå i hundene.« Sådan siger Kjær, den hærgede dranker, til Jastrau, den knap så erfarne, i Tom Kristensens ”Hærværk”, og der er ikke megen tvivl om, at der ikke rigtig er nogen rigtig hunde at opsøge på Bar des Artistes.

Det er der derimod i Helle Helles nye roman, ”Ned til hundene” - hendes fjerde - helt konkrete hunde, der skal fodres. Alligevel klinger det uheldssvangre fra det faste udtryk ”at gå i hundene” med.

Et godt sted at græde
Romanen åbner med en vintage Helle Helle: »Jeg leder efter et godt sted at græde«.

Hovedpersonen og fortælleren sidder på en bænk, ikke langt fra havet, har forladt et eller andet, venter på en bus, der ikke kommer, men finder ly hos et yngre par, Putte og John, i den dybeste sjællandske provins. I historiens forløb finder vi ud af mere om, hvad hun har forladt, og hvem det er, hun bor hos.

”Ned til hundene” stikker ikke radikalt af fra forfatterskabet i øvrigt. Vi er i provinsen og i det usagte mellem dagligdags ord i almindelige menneskers mund, vi er i hverdagene og rutinernes rytmer. Og dog, altid dette »og dog«, altid dette mulige mørke.

Denne gang synligt helt om på forsidens pudsige gengivelse af bunden af sådan en foliebakke, der holder fyldte chokolader på plads i æsken. Mellem de kendte former siver mørket ind.

Alligevel: Helle Helle har ikke skrevet en af sine gamle bøger en gang til. Hun fortsætter med at normalisere sin minimalisme forstået på den måde, at hun forsyner sine personer med psykologi og forhistorier.

Der bliver lidt mindre af det mystiske ingenting, som hendes tidlige forfatterskab er så fuld af. Det så vi i ”Rødby-Puttgarden”, og vi ser det her i en fortælling, der handler om en depression, en skilsmisse og den mulige vej væk.

Grafisk design
Noget nyt er også den diskrete, men distinkte kobling mellem tekstens jeg og forfatteren. Dette jeg er forfatter, hendes damethed understreges i handlingen og kan genfindes på flappens forfatterfoto.

Og så får vi gentagne gange at vide, at denne hovedperson og fortæller er 42 år gammel, som forfatteren må have været, da hun skrev. »Helle Helle, født 1965« fortæller flappen os. Det skal man måske ikke lægge for meget i, men det er der som, ja, en let parfume (næppe Rive Gauche som i ”Rødby-Puttgarden”).

Jeg har engang hørt Helle Helle forklare, at hun er optaget af sine personers bevægelser i rum. Det synes jeg er en god bemærkning at have i baghovedet, ikke mindst i forhold til den nye roman. Man får lyst til at tegne dels et diagram over det lille hus, hvor vores heltinde måske kommer på fode igen, dels et kort over den provinsielle landevej ved kysten, som hun og de øvrige almindeligheder bevæger sig hen over og på tværs af - undertiden med katastrofale følger.

Man kan beundre forfatterindens stigende evne til indføling og medfølelse uden overfortolkning. Man kan også nyde romanens nærmest coole grafiske design, se små brikker bevæge sig ind og ud af huse, hen ad veje, gennem rundkørsler og ind ad indkørsler. Man kan gøre begge dele, det gjorde jeg - og jeg nød denne fjerde roman fra en af de store danske prosaister af i dag.