Helene Uri: De bedste af os

Helene Uri:

DE BEDSTE AF OS

Oversat fra norsk

af Charlotte Kornerup

384 sider, 299 kr.

Klim

Er udkommet


Det samme kan man ikke sige om hendes skønlitterære evner. I den nyeste roman ”De bedste af os”, som handler om mobning i et universitetsmiljø, kniber det bl.a. med noget så elementært som at få handlingen løbet i gang.

Helene Uri evner simpelt hen ikke at slippe sine personer fri, men overlader dem til en sladdervorn og forbindtlig fortæller, der bliver ved med at udsætte begivenhederne.

Sprogets manipulation
Som i ”Honningtunger” fra 2006 er Helene Uri også denne gang optaget af sprogets evne til at manipulere med virkeligheden, så den fordrejes til ukendelighed. Det er selvfølgelig en særlig grel problematik, når manipulationen sker på sprogets højborg, i romanen kaldet Institut for Futuristisk Lingvistik.

Her sidder bl.a. Pål Bentzen og Edith Rinkel. Han er en varmblodig forsker med store drømme, og hun er en smuk, kølig chef med internationalt ry.

Pål, der elsker kvinder, er stærkt erotisk tiltrukket af sin overordnede, mens hun for sin del foretrækker langt yngre elskere og derfor ikke værdiger ham et blik. I en verden af høje faglige ambitioner, misundelse og magtbegær, er hun et oplagt hadeobjekt, og der sladres lystigt om hende i kantinen. Især blandt de kvindelige forskere.

Den anonyme fortæller gør sit til, at fordommene om Edith bliver så massive. Ved at fokusere på hendes freudianske skoindkøb og seksuelle lyster narres læseren væk fra fakta og spindes sammen med Pål ind i en uigennemsigtig historie om en stjålet videnskabelig afhandling.

Plottet kvæles
Helene Uri er en velsmurt skribent, ingen tvivl om det, og hun har et skarpt blik for menneskelige relationer, men eftersom de mange tilløb næsten kvæler plottet, og hun i øvrigt benytter sig af en kønsløs damebladsstil, er det virkelig svært at bevare koncentrationen.

Hun sniksnakker sig gennem stort og småt, og man er til sidst helt desperat efter overraskelser, bratte brud og uforudsigelige hændelser.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når ”De bedste af os” er røget til tops på den norske bestsellerliste, må det skyldes, at romanen giver sig ud for at være en slags nøgleroman, som inden for fiktionens uforpligtende rammer, blotter forskermiljøet på det institut, hvor forfatteren indtil for nylig har været ansat som doktor i sprogvidenskab.

Det er forstemmende nok den slags udgivelser, der er salg i, også selv om det er så som så med de litterære kvaliteter. Jeg foreslår, at alle med interesse i mobning på arbejdspladsen springer ”De bedste af os” over og læser Christian Jungersens udmærkede roman ”Undtagelsen” i stedet.

kultur@jp.dk