Anmeldelse: Heinz Reichstein: Carl Christofs Odyssé

Roman

Heinz Reichstein:

Carl Christofs Odyssé

297 sider, 199 kr.

Forlaget Siesta

Som barn i 1940'erne var Heinz Reichstein (f. 1935) - ifølge sit forord - vidne til, at hans tysktalende farfar sad og skrev med pen og blæk, når han var på besøg i hjemmet. Disse notater blev senere oversat til dansk af en onkel. Heinz Reichstein selv er trods sit tyskklingende navn tilsyneladende ikke nogen ørn til tysk.

Notaterne viste sig at handle om farfaderens mange år på valsen i det tyske kejserrige i årene efter 1874, indtil han slog sig ned i Slagelse.

Hans udgangspunkt var byen Landeshut (Kamienna Góra) i Schlesien, som i dag er polsk. Det lyder da ikke så ringe endda.

Forventningerne stiger oven i købet ved udsigten til, at »det, jeg har skrevet, er ? en blanding af fakta og fiktion. Min farfars oplevelser har jeg tilladt mig at pynte lidt på med min fantasi. Derudover har jeg tilladt mig ? at krydre historien med historiske kendsgerninger og oplevelser, som kunne have fundet sted, men som kun eksisterer i min fantasi«.

Skuffede forventninger

I det hele taget vækker en debutant, der har rundet de 75 år, en vis nysgerrighed. Hvorfor skulle en livserfaren mand, der som Heinz Reichstein er udlært elektromekaniker, har arbejdet som tekniker i Grønland og senere har rejst over det meste af jorden som eksportsælger, ikke have mere at byde på end mangen en anæmisk kandidat fra den danske forfatterskole?

Så meget desto større er skuffelsen, da det viser sig, at forfatterens fantasi ikke rækker længere end til en nærmest endeløs opremsning af det ene veldækkede morgenbord efter det andet, undertiden med ”brödschen” (Brötchen?), det ene ”glas øl” efter det andet - og den ene ”Günther” og ”Helmuth” (med h) efter den anden. På tysk skrives disse navne i reglen uden h. Omvendt skrives navnet, der indgår i titlen normalt med ph, Christoph. Der er altså intet som helst eksotisk i denne stavemåde, som forfatteren ellers vil have os til at tro på side 135, hvor hovedpersonen pludselig optræder som varietékunstner med ph i sit navn.

Redaktør savnes

Romanen har næppe været i nærheden af en kyndig redaktør, som kunne have været behjælpelig med at rette op på de værste faktuelle og fortællemæssige fejlgreb.

Farfars notater havde nok haft bedst af at forblive et internt familieanliggende.