Haruki Murakami: Kafka på stranden
(Umibe no Kafuka).
På dansk ved Mette Holm.
460 s., hardback 349 kr.
Klim
Udkommer i dag
ROMAN Tilbage i 1944 bliver en japansk skoleklasse på udflugt sendt i koma af noget, der ligner en UFO, og en af drengene bliver aldrig rigtig sig selv igen. Mange år senere begiver den nu gamle hr. Nakata, der hellere samtaler med katte end med andre mennesker, sig ud på en odyssé igennem Japan, medbringende en paraply, til når fisk eller igler regner ned fra himlen.
Imens er en teenagerdreng, der kalder sig Kafka og selv fortæller sin del af historien, stukket af hjemmefra. Han finder frem til et mystisk bibliotek langt ude i skovene, hvor han møder både den forfinede, tvekønnede unge Oshima og den sarte fru Saeki, der igennem årtier aldrig er blevet ældre, end hun var, da hendes ungdoms elskede blev slået ihjel af studenteroprørere.
Men hvem er det, der har myrdet Kafkas far? Hvorfor går den højhattede Johnnie Walker-figur fra whiskyflaskerne rundt og bortfører og dræber katte, og hvad er det Oberst Sanders fra Kentucky Fried Chicken prøver at vise hr. Nakata?
Og sådan går det over stok og sten og i utallige retninger og lag og dimensioner på samme tid i den seneste roman på dansk fra den uforlignelige Haruki Murakami, ved siden af Trækopfuglens krønike hans hovedværk til dato. I et forførerisk enkelt sprog udvikler han sit labyrintiske plot, der trækker på alt fra japanske traditioner over traumer fra Anden Verdenskrig til antikke græske myter og moderne vestlig popkultur, hvor Platon, Freud og Prince på nærmest absurd ubesværet vis bringes til at danse sammen.
Hvis romanen har en svaghed, er det, at Murakami her for første gang i forfatterskabet indimellem forfalder til at forklare sine pointer lovlig pædagogisk i stedet for blot at vise dem. Men andre indvendinger kan man ikke have mod denne storslåede og elegante, dobbelte dannelsesroman, oversat med udsøgt stilfornemmelse af Mette Holm (jeg har også læst den på engelsk og foretrækker hendes version).
Hr. Nakata når mod slutningen af sit liv endelig frem til at forlade den barndom, han på overnaturlig vis er blevet holdt fast i gennem mere end et halvt århundrede. Mens Kafka forlader sin far, som han alligevel ikke kan bruge til noget, for at finde sig selv og sin egen form for familie ude i den frie verden.
Eller hvor det nu er. For som næsten altid hos Murakami handler det om at finde vej ind i en magisk parallelverden, hvor man har mulighed for at finde det, som mangler i denne.
Det formelig myldrer med dobbeltgængere og spejlinger imellem personerne, og på kryds og tværs af begivenhederne, der nok er vanskelige at referere, men når man læser bogen virker fuldstændig logiske og sammenhængende det er bare en helt anden slags logik, end man er vant til.
Uden at være i nærheden af en konventionel kriminalroman, er det også rasende spændende. Simpelthen fordi man fræser igennem historien for at finde ud af, hvordan de mange mærkelige begivenheder og personer dog hænger sammen hvad man på intet tidspunkt er i tvivl om, at de gør.
Det er også til tider stærkt erotisk, og ikke så lidt makabert (katteelskere skal nærme sig bogen med varsomhed). Hvis den amerikanske filminstruktør David Lynch var japaner og skrev romaner, ville de formentlig ligne nogle af Murakamis.
En sjælden blanding
Murakamis position i disse års verdenslitteratur er den helt sjældne blanding af bestseller, stor kunst og kultstatus. Hidtil har forfatterskabet vekslet mellem surrealistiske skrøner, følsomme kærlighedshistorier og sonderinger ned i Japans nyere kultur og historie, men i Kafka på stranden finder det hele sammen.
Her er han for første gang både spændende, sær og øm på én gang og i det helt store format. Og historien om Kafka og hr. Nakata er hele vejen igennem en af de romaner, der minder én om, hvorfor man i sin tid overhovedet blev vild med at læse historier.
Alt imens kattene ikke bare er deres egne; de tænker også deres og får muligvis sågar det sidste ord. Miaw, siger jeg bare.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



