Hanne Vibeke-Holst: Dronningeofret

Hanne Vibeke-Holst:

DRONNINGEOFRET

664 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Hanne-Vibeke Holst er tilbage med hele sin stab af gamle politikerkendinge. Toptunet og i fin stil, kvik, rap, bramfri og osende af overskud.

For sidste gang trækker hun os gennem det politiske spil af magtbegær, intriger og brændende politisk engagement og afgiver en skarp situationsrapport over tilstandene i dagens Danmark.

Den bærer hendes signatur og så alligevel ikke helt. For det er, som om den feministiske kampgejst er ved at brænde ud til fordel for et bredere, mere eksistentielt perspektiv på forholdene. Og det er absolut klædeligt - og glædeligt, at ikke blot de kæmpende kvinder, men også deres forelskede ægtemænd får forfatterens uforbeholdne sympati denne gang.

Travlhed i partiet
”Kongemordet” sluttede med socialdemokraten Gert Jacobsens totale nederlag efter afsløringen af hans voldelige overgreb mod hustruen Linda.

I ”Dronningeofret” er hans efterfølger i rollen som partiformand, Elizabeth Meyer, kommet frem i første række, og der arbejdes nu på højtryk i partiet på at få et politisk comeback efter nederlaget til Venstre i 2001. De har travlt, for valget er annonceret, og statsminister Niels-Erik Bording er i topform.

Meyers bedste kort er stadig Charlotte Damgaard, den smukke, begavede kronprinsesse, som trods en vis politisk mathed, det familiære pres og et fristende jobtilbud hænger på, fordi hun i bund og grund lever og ånder for at skabe en bedre verden.

Vel er jobbet som generalsekretær i Verdensnaturfonden temmelig tillokkende, men »hvorfor stå i anden række, når man kan befinde sig i første.«

Kræver sit af læseren
Som i de to foregående romaner klipper Hanne-Vibeke Holst frem og tilbage i hastigt tempo mellem et utal af historier, skæbner og personlige tragedier.

Det er lige på og hårdt fra scene til scene uden overgange, og man skal i den grad være omstillingsparat og lynsnar for at fatte sammenhængen mellem de små og store tilfældigheder, som først til sidst flyder sammen i ét spor.

Formen fyrer op under spændingen, som også denne gang løber på flere planer og gør valgkampen til et hæsblæsende kapløb med tiden. På den ene side er der terrortruslerne mod prominente europæere af jødisk oprindelse heriblandt Elizabeth Meyer, på den anden er der den nynazistiske Operation White Revolution bestående af bl.a. afhoppere fra Dansk Folkeparti.

Jernladyen væltet af pinden
Direkte rædselsvækkende er stemningen i de splitsekunder, hvor Elizabeth Meyers familiære Alzheimers slår igennem og vælter den selvsikre jernlady af pinden.

Her er Hanne-Vibeke Holst virkelig suveræn. Skildringen af de små, næsten umærkelig tab af kompetencer er ubærlig og frygtindgydende og bæres frem af en sproglig præcision, som siger spar to. Som at bruge udtrykket »en nødgenerator tager over« for at beskrive, hvordan hjernen kompenserer, eller tale om, hvordan den dementes »blik forsvinder indad og tager lyset med.«

Det er bare super flot.

Lover godt for fremtiden
De mandlige politikere kan ikke nøjes med mindre end et ”kongemord”; de kvindelige politikere tyr til ofre, men hvad og hvordan - det må du selv læse dig til.

Hanne-Vibeke Holst forlader den kønspolitiske kampplads med manér, for at?? Ja, det må tiden vise, men det uafrystelige portræt af Elizabeth Meyer lover i al fald rigtig godt for fremtiden.