Hanne Richardt Beck: 7 SYDØST

Hanne Richardt Beck:

7 SYDØST

311 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Efter den store succes med først besættelsesromanen ”Om så det gælder” og siden den delvist selvbiografiske ”Men bedste hr. Hund” har Hanne Richardt Beck flyttet blikket fra fortiden og stillet skarpt på fremtiden.

”7 Sydøst” er en klassisk dystopi À la ”Fagre nye verden”. Kritisk i anslaget og traditionel i scenografien. Den skildrer Danmark anno 2034, efter at landet i 2017 blev ramt af en ødelæggende regnstorm.

Landet har ændret navn til Region Nord og domineres af en kompakt hovedstad, Metropolen, som er omkranset af først Yderbyen og dernæst Periferien. Rundt omkring i landet findes lignende konstruktioner af mindre omfang, og længst ude ligger de såkaldte lavområder, som er udkanten af udkanten.

Jo længere væk fra Metropolen man bor, jo lavere status har man, hvilket afspejler sig i arbejdsforhold, boligmasse og infrastruktur.

Etisk stemmegaffel

Befolkningen i lavområderne regnes for en underklasse uden menneskelig værdi eller samfundsmæssig betydning. I virkeligheden udgør den en oprørsk subkultur, og dvs. et kritisk alternativ til det nye klassedelte og umenneskelige samfund, som Danmark har udviklet sig til.

Handlingen følger henholdsvis den 31-årige skolelærer My og Samuel, en ældre politiker, som er tidligere flygtning fra Afrika. De er begge loyale borgere, der arbejder på at udvikle det gode menneske med afsæt i DBiM. En ideologi, som hævder, at alle mennesker er født med en indre etisk stemmegaffel.

På særlige kurser får de øvelse i at fremelske det bedste i mennesket med henblik på at kunne blive en selv- og veljusteret person.

My er nået langt på den etiske skala, men både professionelt og personligt er det en hæmsko, at moderen Git nægter at forlade sit hjem i lavområdet 7 Sydøst. At være i familie med en såkaldt squatter indebærer alvorlige restriktioner og mistænkeliggørelse, og My hader sin mor for hendes gammeldags holdninger.

Samuel er idealistisk med hensyn til potentialet i lavområderne, men han bliver til gengæld overhalet indenom af en politik, som ikke længere tænker i individer.

Skrækscenarium

Det skræmmende i romanen er ikke det science fiction-prægede univers, hvor folk taler i Phuns, spiser Xymo-piller, drikker hotdrinks og kværner affald i incineratoren. Det skræmmende er skildringen af et samfund, hvor tendenser i det nuværende Danmark ganget med 100 ligner et rent skrækscenarium.

Utilpassede børn er blevet til stinkende småmonstre, asylansøgere scannes for intellekt og anvendelighed, fede mennesker defineres som svage karakterer, de uduelige udryddes etc.

Hanne Richardt Beck er bekymret for sin tid, forståeligt nok, og romanen er et behjertet forsøg på at skabe debat om de danske værdier og menneskesynet. Desværre bliver budskaberne så overtydelige, at romanen skyder forbi sit mål.

Enhver ansats til et ordentlig plot kvæles i opløbet, og figurerne er stive og utilnærmelige. Der er for mange holdninger og for lidt liv. Kun når My og Samuel kigger tilbage på deres barndom, fra før verden gik af lave, sporer man forfatterens karakteristiske puls og nerve.