Hanne Richardt Beck: Men bedste hr. hund

Hanne Richardt Beck:

MEN BEDSTE HR. HUND.

264 s. softcover med flapper 249 kr.

Gyldendal

Denne fine, fine roman om de tre venner Max, Viggo og Vita, som er skrevet til minde om Hanne Richardt Becks far, der kom hjem fra koncentrationslejren Neuengamme i 1945 som et nedbrudt og sygt menneske og aldrig fik tildelt nogen heltehæder for sin indsats i modstandskampen.

Med ”Om så det gælder” skrev hun sig ind i hans tid og ud af den igen, og blev, lader det til, klar til at møde sig selv i sin egen tid – 1960’erne - og dér står vi så på første side hos den sure vaskeridame, der nægter at tage imod sækken med vasketøj, fordi den fem-årige Alis, alias forfatteren, og hendes far har glemt den lyserøde seddel.

Falder hele tiden igennem

Og sådan er det generelt at være Alis og hendes far: De falder hele tiden igennem og udgør på mange måder en komplet umulig, men gennemloyal alliance.

Over for moderen, naboerne, lægerne og købmanden. »Min far og mig, det er sådan det er – mod verden«, siger hun og følger trofast med ham rundt i byen på jagt efter venlige læger, der udskriver recepter på morfin. Uden morfin går det slet ikke, forstår Alis, der hurtigt lærer at holde kammeraterne ude af hjemmet og de bekymrede lærere på afstand, ligesom også fødselsdagen af al magt skal holdes et andet sted.

Dygtig og tålmodig mor

Der er naturligvis også en mor, en dygtig og tålmodig en af slagsen, der holder familien oven vande med sin lærerløn. Hun mister sjældent besindelsen overfor sit triste tilfælde af en mand, og da kun hvis han endnu en gang har pantsat nogle af deres ejendele.

Hanne Richardt Beck må have haft sig selv stående på tå ved siden af arbejdsbordet, mens hun skrev, for barnestemmen går klart og uskyldigt igennem al voksenstøj, hvad enten hun er fem, seks eller ti år.

Væk fra virkeligheden

Der er f.eks. den seks-årige, der taler om sit ”Lette Hoved” når hun trækker sig ud af virkeligheden og forsvinder ind i en ukompliceret fantasiverden med Fjuller og Bigorod, og der er den 10-årige, der pludselig får nok af at skåne og skjule og glatte ud og bestemmer sig for at slynge sandheden i ansigtet på moren:

»Men så tager det mig, så let skal hun alligevel ikke slippe, noget i mig kører rundt, noget ondt og hårdt kværner sig opad fra maven, op gennem halsen, ud gennem munden.«

”Men bedste hr. hund” har ikke det samme brede vingefang som ”Om så det gælder”, men der er nærvær og nerve, brod og bid i den lille bemærkelsesværdige roman om en tilværelse i krigens skygge.