Anmeldelse: Håkan Nesser: De ensomme

Krimi

Håkan Nesser:

DE ENSOMME

Oversat fra svensk af Jan Mølgaard

495 sider, 349 kr.

Modtryk

Er udkommet

Det er sjældent, at en krimi på næsten 500 sider ikke føles at være for lang. I tilfældet med Håkan Nessers serie om vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti og hans kollega Eva Backman fra Kymlinge politikreds i det vestlige Sverige er det dog ikke en side for meget.

Serien om Barbarotti, der med ”De ensomme” har nået bind fire af i alt fem planlagte, er en kulturhistorie om kærlighedens vilkår i velfærdsstaten, men kun til en vis grad en social historie. For selv i det veltilrettelagte samfund, hvor der synes at være taget højde for alt,

huserer den menneskelige spontanitet, det løbske følelsesliv og trangen til metafysiske livtag. Ikke bare refereres der til Søren Kierkegaard, men historien bliver også en kierkegaardsk øvelse.

Men det er slet ikke en social(realistisk) historie i krimiens nødtørftige indpakning som så meget andet blandt boghandleres og supermarkeders bestseller-tilbud. Det er faktisk også en regulær og velstruktureret krimi, der adlyder genrens både skrevne og uskrevne regler til punkt og prikke og med megen elegance.

Vicekriminalkommissær Barbarotti står med valget mellem ulykke og selvmord, da en 61-årig mand findes dræbt ved faldet ud over en stejl skrænt ikke så langt fra Kymlinge. Men da der for 35 år siden skete noget tilsvarende, dengang med en ung kvinde som den ulykkelige, synes de sammenfaldende omstændigheder lidt for påfaldende.

Barbarotti og Backman må i gang med møjsommeligt at åbne den gamle sag. Samtidig kan læseren følge venskabet og kærlighedsforbindelserne mellem seks unge studerende i Uppsala i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, da morgenrøden var rød og musikken god.

Kirkegaardsk spring

I takt med at læseren oplyses om de unges individuelle og fælles liv, sker der også små fremskridt i politiets efterforskning. Men Barbarottis private samtale med Gud, der går ud på, at Vorherre skal bevise sin eksistens, får et brat skift, der kræver et kierkegaardsk spring ud på det helt dybe vand.

Hans elskede medforælder for fem sammenbragte teenagerbørn, Marianne, sætter på forskellige vis pludselig hans kærlighed på desperat prøve.

Nesser viser, at der trods alt er håb for en genre, hvis udøvere i øjeblikket synes mest beskæftigede med at skrive af efter hinanden frem for at søge det originale. Og i forhold til den bunke af ligegyldige krimier, hvor sproget i bedste fald er farveløst og neutralt, er han noget så sjældent som en bevidst stilist i en bestandig leg med det sproglige udtryk. Og det er uløseligt forbundet med en læserdialog, der fordrer tankemæssig aktivitet.

Vi både glæder os til og frygter sidste bind - for så er det jo slut med Barbarotti og Kymlinge.