Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse: Håkan Nesser: En fortælling om hr... | bog.guide.dk

Anmeldelse: Håkan Nesser: En fortælling om hr. Roos

Ny bog fra en af Sveriges kendte krimiforfattere.

Krimi Håkan Nesser:

EN FORTÆLLING OM HR. ROOS

(Berättelse om herr Roos, 2008)

Oversat af Jan Mølgaard

445 sider, 299 kr.

Modtryk

UDKOMMER I DAG

Da vi i forgængeren ”En helt anden historie” forlod vicekriminalkommissær Barbarotti fra den opdigtede by, Kymlinge i Sydvestsverige, var han på nippet til at kaste sig ud i en helt ny tilværelse med sin elskede jordemor-kæreste Marianne og en større sammenbragt familie.

Barbarotti er lykkelig. Han har med allerstørste fryd realiseret det almene, som Søren Kierkegaard lidt vrantent taler om. Det kan han fundere over fra sit sygeleje. Under en stigemanøvre faldt han ned i en trillebør og brækkede sit ben.

Det forhindrer dog ikke etaten i at trække på hans arbejdskraft. Kan man ikke gå, kan man vel sidde, ikke sandt?

Men det er faktisk en sygeplejerske, en gammel skolekammerat, på opvågningsafdelingen, der giver ham noget at tænke over. Hun betror ham, at hendes mand er forsvundet. Han er sidst set af en af hendes veninder i selskab med en meget yngre kvinde. Hvordan griber man en sådan pinlig sag lidt diskret an?

Læserens forspring
Læseren har et forspring. For politimandens traume indtræder først et par hundrede sider inde i historien. Læseren ved på det tidspunkt nøjagtigt, hvad der har motiveret hr. Roos til forsvindingsnummeret.

Den meget yngre kvinde spiller en rolle, men ikke den forventeligt banale. Hun er nemlig intet mindre end en eksistentiel katalysator. Hun sætter en proces i gang hos den 59-årige forretningsfører på en lille svensk termokande-virksomhed.

Hun er lige det, der skal til for at udfylde den ramme, som en lotto-gevinst har gjort det muligt for hr. Roos at tilvejebringe i al diskretion uden hustruens og de tilgiftede døtres vidende.

Da Barbarotti kommer ind i sagen, er der imidlertid indtruffet dystre hændelser, da den yngre kvinde indhentes af sin stofmisbrugende fortid.

Finurlig fiktion
Som sædvanlig skriver Nesser krimi noget ud over det sædvanlige. Denne gang er krimi-plottet stillads for en konstruktion med udpræget eksistentielt anliggende. Historien handler om at foretage valg, at kaste sig ud i livet på de betingelser, der nu engang gives den enkelte.

Det kan da godt være, at Barbarottis overvejelser tangerer det lommefilosofiske, og at hr. Roos er bedre til at opleve end til at sætte ord på, men de er begge efterhånden helt på det rene med, at det gælder om at kaste sig ud i tilværelsen med de muligheder og risici, det nu engang indebærer.

Et sted i en lidt drømmeagtig sekvens optræder navnet Nabokov ganske umotiveret. Men at den russisk-amerikanske forfatter overhovedet nævnes, giver nok lidt af en nøgle til Nessers virtuost-legende forhold til sin tekst.

Der er herligt vingesus, poesi og seriøs spas i Håkan Nessers finurlige fiktion.

Anmeldelse: Håkan Nesser: Fluen og evigheden

26-08-2010: Den suverænt håndterede historie er også et litterært reagensglasforsøg over forskellen mellem at tænke og at handle. Læs artikel

Anmeldelse: Håkan Nesser: De ensomme

15-03-2011: Håkan Nesser er en bevidst stilist i en bestandig leg med det sproglige udtryk. Læs artikel

Anmeldelse: Håkan Nesser: Ormene på Carmine Street

19-03-2010: Håkan Nessers velkendte, lidt diabolske side er tonet ned i ”Ormene på Carmine Street”. Læs artikel

Anmeldelse: Håkan Nesser: En helt anden historie

12-03-2008: Håkan Nesser skriver velgørende klassisk og alligevel helt anderledes. Læs artikel

Anmeldelse: Håkan Nesser: Menneske uden hund

19-04-2007: Svenske Håkan Nesser serverer vellykket krimi med såvel humor som strindbergske og bergmanske undertoner. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...