Håkan Nesser: Fluen og evigheden

Håkan Nesser:

FLUEN OG EVIGHEDEN

(Flugan och evigheten, 1999)

Oversat af Jan Mølgaard

283 sider, 249 kr.

Modtryk

Der er åbenbart en stille periode i svenske Håkan Nessers produktion. Efter ”Ormene på Carmine Street” fra 2009, der kom herhjemme i foråret, har forlaget Modtryk nu grebet tilbage til en hidtil uoversat 1999-titel, ”Fluen og evigheden.”

Efter den lidt skuffende ”Ormene på Carmine Street”, er det godt at kunne konstatere, at ”Fluen og evigheden” er en Nesser-

aftapning af fineste kvalitet.

Forlaget skriver på følgesedlen, at selvom forbrydelse spiller en rolle, så er det egentlig ikke nogen krimi. På samme måde, som når krimi-genre-historikere rituelt skriver, at selvom Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” handler om et drab, så er det ikke nogen - tidlig - krimi.

Parallellen er i øvrigt ikke grebet helt ud af den blå luft. Men det kan læserne selv forvisse sig om ved sammenlignende studier. For Dante-kendere vil der også være en stille fryd over bogens inddeling i tre delvist velkendte hovedafsnit: Inferno, Purgatorio og - Terra firma (et celesta).

Den gradvise afdækning

”Fluen og evigheden” er en af den slags historier, hvor det derimod vil være næsten kriminelt at præsentere alt for meget af handlingen. For hele effekten hviler i den gradvise afdækning af forhold i fortiden. Her gælder så sandelig Søren Kierkegaards ord om, at livet leves forlæns men forstås baglæns.

Og ej heller Kierkegaard er grebet ud af den blå luft. For filosofien er det element, som denne bog hviler i, både hvad angår både handling og tema.

Vi møder den 54-årige Maertens i et liv med faste rutiner. Han dyrker den lidt mærkelige, men meget tidkrævende hobby at læse, lære udenad og underbevidstgøre litterære hovedværker for derefter at genskrive dem. Det har han lært af en medfange, dengang han sad i fængsel - i 14 år.

Så er læserens nysgerrighed så sandelig vakt. Efterhånden som de forlæns begivenheder indtræffer, sikres forståelsen på chokerende vis baglæns.

Melankolsk tone

Vi er på vant Nesser-domæne fra krimi-serien om Van Veeteren: Et ubestemmeligt europæisk land med sted- og personnavne fra alverdens sprog. Tonen er også den velkendte melankolske kendt fra både Van Veeteren-sagaen og de foreløbig tre historier om vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti.

På rent handlingsniveau er ”Fluen og evigheden” ganske vist en slags krimi. Men den suverænt håndterede historie er også et litterært reagensglasforsøg over forskellen mellem at tænke og at handle, og navnlig hvad denne forskel måtte indebære, når man ikke sidder med alle de eksistentielle esser på hånden.

Som når Håkan Nesser er bedst, er der både til hjertet og hjernen.