Det ender altid i blod

"Krigen skaber monstre af os alle", siger en hærdet kriger mod slutningen af bind fire i George R.R. Martins massive romanserie ”A Song of Ice and Fire”.

Det har den amerikanske forfatter dog allerede slået fast over flere tusind sider med sværd, pile, galger, ild, vand, rovdyr, knive, knytnæver, mennesketænder og et alsidigt udvalg of torturinstrumenter, og han gør det bestemt også i bind fem, som udkom forleden.

Nogle forfattere ligner således ikke deres bøger.

Der synes at være meget langt fra den trivelige, gråhvidskæggede ældre herre på billederne og den gemytlige tone på hans hjemmeside til det kulsorte, grumme, illusionsløse, liderlige og intrigante univers, han igennem foreløbig 20 år og over 5.000 tusind sider har opbygget til millioner af læseres begejstring.

Menneskenes usselhed

Til gengæld er det ikke den store overraskelse, at det er den amerikanske betalingskanal HBO, der nu har kastet sig ud i at filmatisere Martins serie med den danske skuespiller Nikolaj Coster Waldau i en af hovedrollerne.

Den har med succesfulde serier som ”Sopranos”, ”Rome” og ”Deadwood” nærmest specialiseret sig i den type universer; ja selv ”Sex and the City” kan også ses i den sammenhæng.

Intriger og usselhed

I dette tilfælde er mafiosoerne, romerne, guldgraverne og storbyfinkerne blot afløst af riddere, borgfruer, trælle og arme bønder.

For selv om Martins bøger er blevet markedsført og har fået status som et nyskabende hovedværk i fantasy-litteraturen - Time Magazine har ligefrem døbt Martin ”den amerikanske Tolkien” - er det også hos ham intrigerne og menneskenes udbredte usselhed det gælder, snarere end det er fantastiske elementer og magiske universer i sig selv.

Ganske vist er der et par drager og varulve og troldkvinder.

Men de ligner indtil videre mest af alt bare lidt magisk glasur på en ret så realistisk handling, der bortset fra den selvopfundne geografi på kontinentet Westeros lige så godt kunne udspille sig blandt helt traditionelle vikingestammer eller middelalderklaner.

Rivaliseringen

Til at begynde med er det navnlig rivaliseringen mellem slægterne Stark og Lannister, man følger.

Men dels er de indgiftet i hinanden, dels har de også forbindelser til alle mulige andre rivaliserende slægter på kontinentet (og andetsteds).

Så ret hurtigt er man som læser dybt inde i en kolossal labyrint af planer, forræderi og skiftende troskab.

Selv hvis man, som jeg, læser de foreliggende fem bind igennem over en halv snes dage, melder der sig efterhånden en sær fornemmelse af, at begivenhederne indimellem er blevet lige så komplicerede at afkode som noget modernistisk digt.

Martins problem?

Muligvis er det også det, der er blevet Martins problem.

For modsat mere klassisk opbygget fantastisk litteratur som Tolkiens ”Ringenes Herre”, Joanna K. Rowlings serie om Harry Potter eller Martins nu afdøde kollega Robert Jordans endnu mere monumentale tolvbindsværk ”The Wheel of Time” er der ikke noget afsluttende opgør mellem godt og ondt, der konstant kan skrives hen imod.

Hos Martin er der snarere bare vekslende nuancer af kynisk indsigt, magtbegær og ren og skær overlevelse, og ingen udvikling eller slutning er givet på forhånd.

På et tidspunkt bemærker en af personerne, at de alle i stort omfang blot er brikker i et magtspil, som deres forældre har sat i gang; mange af konflikterne har da også rødder langt tilbage i gamle opgør.

Om det så kan lykkes Martin at få alle sine parallelhandlinger og sit konstant voksende persongalleri samlet til slut, må tiden vise.

Foreløbig er værket i hvert fald svulmet op fra en trilogi til et syvbindsværk, hvor bind fire og fem nærmest er ét stort forløb, der er blevet flækket på langs.

Hån fra fans

Martin gør det bestemt heller ikke lettere for sig selv. Igen og igen sidder man som læser med fornemmelsen af, at stoffet både vælter frem mellem fingrene på ham og vikler ham mere og mere ind i handlingstråde og rødder tilbage, sådan som der endnu langt inde i forløbet bliver ved med at dukke nye personer og slægter og områder og konflikter op.

Undervejs har det ligefrem ført til, at utålmodige og frustrerede fans har oprettet hadesider på internettet, hvor de håner Martin for hans langsommelighed.

Stor forsinkelse

Det er specielt taget til i forbindelse med de to seneste bind, der begge er udkommet med stor forsinkelse i forhold til, hvornår de oprindelig blev annonceret.

Men hvad er det så, han kan? Hvad er det, der lige siden bind ét efter fem års skrivearbejde udkom i 1996 har fået de helt store superlativer frem hos amerikanske og andre kritikere?

Nuvel, han kan, også endnu i bind fem, godt skrive bragende flotte kampscener, når det skal være, mens landskaber, stemninger og sansninger og sproglige finesser ikke lader til at optage ham så meget.

Jævnligt bruges der, hvad der forekommer at være umådelig meget plads på, at personer går eller rider fra det ene sted til det andet uden at se ret meget andet end mere eller mindre forrådnede og mishandlede lig (man undrer sig hen ad vejen også lidt over, at der overhovedet kan være flere bønder tilbage at klynge op).

Den snu dværg

Til gengæld kan han skabe personer. Langt fra alle i mylderet er lige interessante - kapitlerne skifter mellem en snes forskellige synsvinkler - men der er nok af skikkelser, der er tegnet så originalt og udvikler sig så uforudsigeligt, at man følger deres mere eller mindre blodige skæbne med livet i hænderne.

Alene de tre søskende Lannister - enkedronningen Cersei, den brutale kriger Jaime (Nikolaj Coster Waldaus rolle) og seriens mest underholdende stjerne, den snu dværg Tyrion - er en ormegård af modsatrettede følelser, begær og politiske hensyn. Det samme er historiens mange uægte børn med alt, hvad deraf følger af splittede loyaliteter udadtil og indadtil.

Sex og vold

Og så er der mængderne af sex og vold.

Et af seriens omdrejningspunkter er det årelange, incestuøse forhold mellem Cersei og Jaime, og behovet for at skjule, at hendes tre børns far ikke er kongen, men hendes bror.

En stor del af opmærksomheden omkring Martins serie har netop skyldtes, at den fremstår langt mere voksen og uegnet for børn end de gængse forestillinger om fantasy. Sådan noget kan mange amerikanske kritikere åbenbart godt lide.

Lad så være, at det ikke er rigtigt; mere pioner er Martin heller ikke.

Prominente kolleger til Martin som canadierne Steven Erikson og Guy Gavriel Kay har i deres respektive serier og enkeltromaner bestemt heller ikke nægtet sig selv, deres personer og læserne noget i så henseende.

Grumme og snaskede

Foruden at man da vist skal være meget bornert og vanetænkende for at mene, at litterær kvalitet og farlighed i sig selv skulle have noget at gøre med, hvor uvant grumme og snaskede de ydre begivenheder er.

I så fald ville splatterfilm og porno repræsentere den ultimative kunst, og selv om dødsraten i serien om Harry Potter er langt lavere end hos Martin, er resultatet ikke mindre dybsindigt eller virkningsfuldt af den grund.

Til gengæld kan kombinationen af Martins barske verden og en ambitiøs tv-serie med prominent dansk islæt måske føre til noget hidtil stort set uset: at fantastisk litteratur også i Danmark bliver accepteret som en voksengenre.

I eksempelvis Sverige har den været det i årtier, og enhver svensk boghandel med respekt for sig selv har hele vægge med fantastisk litteratur i oversættelse.

Derimod har danske forlags berøringsangst med få undtagelser været noget nær total. Internationale supersælgere som Harry Potter og Philip Pullmans ”Det gyldne kompas”-trilogi har ligesom i nyeste tid horderne af teenagevampyrer i ”Twilight”s kølvand været forvist til børnebøgernes skyggeverden; ja selv en så godt som rendyrket voksenforfatter som Neil Gaiman udkommer herhjemme på et børnebogsforlag.

Som det begyndte

Andre nyere giganter inden for fantastisk voksenlitteratur som - blandt mange andre - Tad Williams, Guy Gavriel Kay, Steven Erikson, Neal Stephenson, Robert Jordan og Stephen Donaldson er derimod kun sporadisk eller slet ikke oversat til dansk, uanset at de bedste af dem skriver både mere originalt og helstøbt end Martin.

Det er lettere paradoksalt, da der er tale om en genre, der internationalt er mindst lige så storsælgende og fandyrket som, hvis ikke endda endnu større end krimigenren.

Kan Martin, som Gyldendal begynder at udgive på dansk til november, blive murbrækker i så henseende, skal ”A Song of Ice and Fire” være så meget mere velkommen herhjemme.

Uanset at det altså stadig er helt uforudsigeligt, om og hvordan han får den sluttet, ud over at det nok skal passe, hvad én af personerne siger undervejs:

»Det ender i blod, som det begyndte.«