George R.R. Martin:
KAMPEN OM TRONEN (A Game of Thrones)
Oversat fra engelsk af Poul Bratbjerg Hansen
780 sider, 349 kr.
Gyldendal
Det er noget af et projekt, som den amerikanske forfatter George R.R. Martin er ved at fuldføre. Fantasy-sagaen ”En sang om is og ild” strækker sig på nuværende tidspunkt over mere end 5.000 sider, første bind blev udgivet i 1996, og han arbejder stadig på sjette og syvende bind.
Nu er det første bind blevet oversat til dansk med titlen ”Kampen om tronen”. Den næste - ”Kongernes kamp” - forventes at være klar i løbet af foråret 2012, mens tredje bind er planlagt til at udkomme om et års tid. Vi løber således ikke tør for godt fantasystof, når denne og næste vinter kommer.
Og meget apropos lurer vinteren konstant i ”Kampen om tronen”. Allerede i prologen bliver en gruppe af de såkaldte ”Nattens Vogtere” - asketiske våbenbrødre posteret på en enorm beskyttelsesmur - skåret i småstumper af nogle underlige vintervæsener fra de mørke skove i nord. Så er vi i gang.
Muren er helt tilbage fra dengang, hvor der stadig fandtes drager, og hvor de helte, som ridderkvadene beretter om, havde deres storhedstid. Siden har meget forandret sig. Ikke bare er dragerne uddøde, men de store heltegerninger er også en saga blot.
Det skal der dog hurtigt blive lavet om på. ”Kampen om tronen” følger i adskilte spor den hæderlige lord Eddard Stark, hans kone Catelyn samt deres børn Robb, Sansa, Arya, Bran og Eddards uægte søn, Jon Sne. Dertil kommer dværgen Tyrion Lannister og den stormfødte prinsesse Daenerys.
Disse spor væver George R.R. Martin behændigt ind imellem hinanden, så man forbløffes over, hvilket kæmpe udredningsarbejde det må have været at skrive bogen. Som hjælp til læseren findes der dog bagerst et udførligt persongalleri opstillet over romanens forskellige adelshuse.
Opdelt i små kapitler følger vi karaktererne igennem denne middelalderverden, hvor årstiderne kan vare i flere år, og hvor ære og loyalitet står som de højeste dyder. Eneste spor af et kristent værdisæt findes hos et lille fårefolk, der tilbeder en form for hyrdegud.
Adelshusene derimod tilbeder naturreligioner, når de ikke flotter sig med høvisk galanteri i juvelbesatte rustninger. Man kan levende forestille sig, hvordan George R.R. Martin har haft middelalderpoeten Chrétien de Troyes' Kong Arthur-romancer som forbillede.
Skulle ridderne Lancelot eller Gawain pludselig komme ind fra højre, ville man købe det på akkurat samme vis, som man køber de historiske digressioner udi verdens fortid, eller at stort set hvert eneste kapitel indeholder en eller anden form for blodsudgydelse.
Romanens vidtforgrenede opbygning gør også, at den - ganske som den verden, den beskriver - fremstår polycentrisk i sit udtryk, da der ikke er noget egentligt hovedmotiv for fortællingen.
Der knopskydes konstant med nye handlingstråde, der i løbet af de kommende romaner vil blive udfoldet yderligere. Af samme grund er det heller ikke overraskende, at det amerikanske tv-selskab HBO er i gang med at producere en tv-serie over hele ”En sang om is og ild”-sagaen. Serien - der har danske Nikolaj Coster-Waldau i en hovedrolle - er meget passende blevet kaldt »The Sopranos i Midgård«. Så ved man ligesom, hvilket mørkt net af overraskelser og plot-twists ”Kampen om tronen” også er.
Hvad Stark-slægtens dystre ”Vinteren kommer”-motto præcist antyder, må man vente med at få opklaret til de kommende værker. De uhyggelige vintervæsner, der i prologen findeler gruppen af ”Nattens Vogtere”, lurer nemlig stadig et sted derude på den anden side af Muren.
George Raymond Richard Martin, født i september i 1948), amerikansk bestseller-forfatter.
Han har skrevet science fiction, fantasy og horror, og flere af hans fortællinger er filmatiserede.
Desuden har han arbejdet som redaktør og tv-serieforfatter.
Ingen er urealistisk heldige i Martins bøger, for som han har udtalt: »det holder spændingen intakt, når selv ikke hovedpersonerne er fredede.«
Martin er mest kendt for fantasy-sagaen ”En sang om is og ild”.
Af magasinet Time betragtes han som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i 2011.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



