Gellert Tamas: Lasermanden. En racist ser rødt

Gellert Tamas:
LASERMANDEN
EN RACIST SER RØDT
400 sider, 269 kr.
Peoples Press

Det er sin sag at skulle forhold sig kritisk til en tekst som denne.

Den kalder sig en dokumentarisk roman og spiller dermed på to heste den har så at sige helgarderet sig mod ethvert angreb. Vil man anlægge en litterær kritik, tilbagevises man af, at virkeligheden er, som den er se bare noterne bagest i bogen: Sådan skete det virkelig. Vil man stille faktuelle spørgsmål og anholde sandhedsværdien af bogens konklusioner, foretager teksten en ferm pirouette, for det er jo en roman, og af en roman kan man kun forlange poetisk sandhed.

Dette dobbeltgreb fra forfatterens side er nødvendigt for, at hans pointer kan stå uimodsagte.

Udgangspunktet er den sande historie om Lasermanden. Den er spændende og tragisk, men også uden stor litterær værdi, fordi den ligner en kliché. Sådan er det tit med virkeligheden.

Røre i Sverige

Lasermanden hed John Ausonius og stod bag attentater på 11 indvandrere i 1991-92. Han kom selv udefra som søn af en schweizisk far og en tysk mor. De blev skilt, da han var syv år, og moderen var hård ved ham, det samme var hans skolekammerater, der kaldte ham neger, fordi han var sorthåret og havde brune øjne.

Egentlig hed han Wolfgang Zaugg, men han skiftede navn til John Ausonius og anskaffede sig blå kontaktlinser for at se svensk ud, ligesom han lod sit hår farve og endte med at blive kraftigt gulerodsfarvet, omend blond udi egen overbevisning. Han gik en hård tid igennem, først i hæren, senere i fængslet, hvor han sad for nogle af alle de volds- og bedragerisager, som han rodede sig ud i, og han havde det hele vejen igennem svært med piger.

Hans yndlingsfilm var En mand ser rødt med Charles Bronson, så da han efter en periode som succesrig børsspekulant gik ned med flaget, lå næste skridt lige for. Han blev Lasermanden.

Parallelt med dette og det er bogens centrale greb, at den fortæller disse to historier parallelt og postulerer en direkte sammenhæng er der røre i Sverige. Ny Demokrati har vind i sejlene, en politisk bevægelse under ledelse af en anden kliché, en ond greve ved navn Wachtmeister. Nynazister holder møder, skinheads huserer, der er Sieg heil og slagsmål i gaderne skal man tro bogens fremstilling, minder Sverige i denne periode mest af alt om Berlin i 1930erne.

Kulturfundamentalismen

Forfatteren hedder Gellert Tamas, svensk journalist, og han har vundet noget, der hedder Guldspaden (nej, her skal ikke les, det er en svensk pris). Det må være noget lignende Cavlingprisen, i hvert fald har Tamas tidligere filmet flygtningebørn, og hans samfundsmæssige analyser holder sig på dette niveau.

Således ved han med sikkerhed, at indvandringen til Sverige på langt sigt er en økonomisk fordel (det er det som bekendt ikke engang i USA for nærværende), og han ved, at der i Sverige hersker en fri og åben debat om alle spørgsmål desangående de, der siger noget andet, spreder bare vandrehistorier, de er kulturfundamentalister, og det er ikke så godt, for:

»Kulturfundamentalister fornægter, at kulturer befinder sig i en konstant bevægelse, at de påvirkes forandres og omformes. Omvendt ser de kultur som noget statisk og uforanderligt, der ikke kan ændres med tiden. Svenskhed er det samme i dag, i går som i morgen, ved at betragte kulturer som fastlåste og uforanderlige, der er dømt til at havne i konflikt med hinanden, nærmer kulturfundamentalismen sig den racebiologiske tanke. Når kultur ses som noget nærmest biologisk betinget, flyder den kulturfundamentalistiske tanke til sidst sammen med en racebiologiske. Ringen er sluttet.«

Selvtilfredse koklusioner

Der er flere af denne type selvtilfredse, gymnasiale konklusioner i bogen, og de skæmmer også portrættet af Lasermanden, som forfatteren har interviewet i 40 timer og dog ikke kan dy sig for at udsætte for lommepsykologiske analyser á la Morten Nielsen nu-skal-de-hævnes-Tykke-alle-de-onde år.

Omvendt er ofrene altid renfærdige, flittige, stræbsomme folk, der har gået grueligt meget ondt igennem, mens politifolkene enten er nogle lede racister eller godmodige middelklassefamiliefædre med wienerbrød og Volvo, så hvis det var en roman, ville det være en meget dårlig roman.

Men hvis man er enig i bogens grundsynspunkt, nemlig at en enhver diskussion af et lands indvandrer- og flygtningepolitik i bund og grund er illegitim, hvorfor argumenter er unødvendige, vil man finde megen åndelig næring her. Hvis man ikke er, må det løbe én koldt ned ad ryggen ikke bare ved mødet med Lasermanden, men ved al den selvretfærdighed, der pibler ud af hver side.

Den varsler ilde.