Gaute Heivoll: Før jeg brænder ned

Roman

Gaute Heivoll: Før jeg brænder ned

Oversat fra norsk af Camilla Christensen

288 sider, 240 kr.

Samleren

Er udkommet

Gaute Heivolls gennembrud, ”Før jeg brænder ned”, er komponeret omkring et ledemotiv: En mor, der går omkring og samler sin søn sammen i sit forklæde - han har lige sprængt sig i luften med dynamit.

Fortælleren - Heivoll selv - bruger dette voldsomme motiv i forhold til den fortælling, som han er i gang med.

Også fortælleren skal samle virkelighedens blodige stumper sammen og give dem en form, så det uforståelige bliver til at omgås.

Litteraturens forklæde

Det ene spor i romanen er fortællingen om, hvordan Gaute fandt ud af, at han var forfatter, at det, han kunne og ville, var at samle stumper sammen i litteraturens forklæde.

Det andet spor er en dokumentarisk beretning om en pyroman, der hærgede på hans hjemegn i det år, han selv blev født.

Fortæller-Gaute spejler de to livsforløb i hinanden: To unge mænd med et mørke under hjertet. Hos den ene bliver det galskab, hos den anden skabervilje.

Romanen er organiseret sådan, at vi dels følger forfatteren Heivolls arbejde med sit dokumentariske stof, dels de to parallelle, men langtfra samtidige opvæksthistorier om to unge mænd, der er ved at brænde sammen.

Den indre ild

Begge historier har en tiltagende spændingskurve. Pyromanen bliver stadig dristigere, den unge Gaute stadig mere usikker på, hvad han egentlig vil i denne verden.

”Før jeg brænder ned” handler ikke om onde forældre eller mobning i landsbyskolen. Begge hovedpersoner har tværtimod en tryg og kærlig opvækst. Den velkomponerede, men sprogligt enkle (og godt oversatte) roman peger snarere på, at ondskaben derude sjældent er noget ubodeligt anderledes end en selv.

Hvis man vil og tør, kan man se pyromanen i spejlet og mærke ilden i sit eget indre. Meget vigtig pointe - i en måske lidt for dukseagtigt dygtig dokumentarroman.