Anmeldelse: Gary Shteyngart: Super sørgelig sand kærlighedshistorie

Gary Shteyngart: Super sørgelig sand kærlighedshistorie

Oversat fra amerikansk af Mich Vraa

355 sider, 299 kr.

Gyldendal

Der er det med tiden, at den går. Uden at man opdager det, men denne tekst afslører tidens gang, for siden sidste forår, hvor denne supersørgelige kærlighedsscience fiction-dystopi udkom i USA, er forudsætningen blevet skinbarlig virkelighed; USA er på fallittens rand, ganske som i romanen her, mændene i Washington stræber efter magt, men kan ingenting beslutte, og landet er pantsat i Kina.

I New York er der optøjer (som for nogle dage siden i virkeligheden), og i romanen kommenterer den kinesiske nationalbankdirektør tørt situationen: USA er et ustabilt, uregerligt land og en risiko for det internationale system.

Internt er USA er blevet et overvågningssamfund, og de fattige gør oprør i Central Park.

Slut med Lenin

Det er florissante tider, og hvem skulle ellers kunne skrive om dem, om ikke den russisk-fødte Gary Shteyngart, hvis barndom har været en verdenshistorisk omvæltning, understreget, da hans forældre belærte ham om, at nu skulle han ikke længere elske den sovjetiske supermagt, Den Røde Hær og Lenin, nu skulle han elske Ronald Reagan.

Sådan var skiftet fra barn i Sovjetunionen til ung i 1980'ernes USA, og i denne postmoderne identitet har Shteyngart levet sig helt ind. Det er ikke for meget sagt at kalde ham en komet på den amerikanske litterære himmel, og som titlen på hans gennembrudsroman ”Absurdistan” ejer han, hvad der er ganske nødvendigt for en iagttager af nutiden - sans for det absurde.

Der er nok at tage af.

I den foreliggende supersørgelige kærlighedshistorie følger vi Lenny Abramov, som er Life Lovers Outreach Coordinator i The Post-Human Services Division i firmaet Staatling-Wapachung Corporation. Kort sagt, han sælger udødeligheds-biotek til velhavende mennesker, og hvis du er med så langt, er romanen sikkert noget for dig.

Kontoret ligger i en gammel synagoge, og chefens vinduer er prydet skriftens ord: »Du må ikke have andre guder end mig.«

Så fik vi vist alle med, sådan rent pointemæssigt.

Lenny har boet i Rom, men europæerne havde ikke sans for fordelene ved udødelighed. Nu er han tilbage i New York, han er blevet ældre, men alle omkring ham er blevet yngre, især (naturligvis) kvinderne, som er glatte og smukke på en særlig udødelig måde.

»Vi skal alle sammen dø,« lyder en replik, ikke en banalitet, men en provokation.

Så Lenny vil også være udødelig, og når man nu sådan er lidt for tyk og interesserer sig mindre for kroppen end for bøger; »trykte, indbundne artefakter« er det svært nok.

Malplaceret i tiden

Han må fralægge sig nogle vaner og få sit blod udskiftet med »klogt blod«, for han er forelsket i en ung koreansk kvinde, meget forelsket, og alle de andre sidder bare med deres »äppäräter«, deres RateMePlus-applikation og EmotePad og giver hinanden karakterer for fuckabillity og almindelig kreditværdighed, mens de giver livet gas med evindelige statusopdateringer.

Det bliver ikke bedre af, at den udkårne, Eunhee, har en fuckability på over 800 point, mere end tre gange så meget som hans.

»Kender du det?« som vi sang dengang, vi sad ved tredje bord i rækken og sang med på Søren Kragh-Jakobsen.

For det er selvfølgelig meget morsomt alt sammen, og Lennys klassiske malplacering i tiden er i lange stræk underholdende nok at være vidne til. Men vi støder her ind i noget, som godt kunne kaldes et problem for genren som sådan, nemlig, at den så nemt bliver manieret og hektisk i sine konstante krav til sig selv om at markere Fremtid med stort F.

Deraf de (for) mange underholdende indslag, der i virkeligheden skal være en slags satire på nutiden. Det er sjovt nok, men bringer os egentlig ikke videre. Man skal have sindet til det, før man for alvor lader sig rive med.

For tydelige pointer

Historien om Lenny og hans kærlighed bærer romanen et stykke af vejen, og man kan ind imellem godt komme i tanke om Svend Aage Madsens ”Se dagens lys”, når modsætningen mellem den ægte, menneskelige kærlighed og den evigt rastløse nutid-fremtid males op, og selvfølgelig er det også sørgeligt, for det er tiden jo. Til alle tider.

Tiden kræver satire, den er her, men kun i glimt rammer den plet, og for ofte viger Gary Shteyngarts umådelige talent for nogle alt for tydelige pointer. Mindre kunne gøre det, for vi ved det jo godt.