Anmeldelse: Friedrich Hölderlin: Hyperion

Bog med digte

FRIEDRICH HÖLDERLIN:

HYPERION

Eller

EREMITTEN I GRÆKENLAND

Oversat af Hans Christian Fink

Ill. af Per Kirkeby: ”12 billeder fra Grækenland”

Efterord af Peter Laugesen

208 sider, 298 kr.

Politisk Revy

Som så mange andre af de romantiske digtere – englænderen John Keats f.eks. – var også tyskeren Friedrich Hölderlin besat af den klassiske græske kultur. Han blev født i 1770 og levede et noget omskifteligt liv, indtil han i 1803 led et mentalt sammenbrud eller gik i indre eksil.

Hvad der egentlig skete, kan vist ingen forklare, men han blev stærkt reduceret og boede til sin død i 1843 hos en forstående snedkermester i Tübingen, hvor han holdt til i et tårn og med årene blev noget af en attraktion.

Hölderlins digtning består af en række storladne, komprimerede, dybsindige digte, et drama og romanen ”Hyperion”, som nu foreligger på dansk for første gang i en nøjeregnende, ubesværet oversættelse.

En roman kaldes den, men er det ikke rigtigt. Det er en brevroman, men ikke nogen rigtig brevroman, idet den fortrinsvis består af breve fra hovedpersonen, Hyperion, (de fleste) til hans ven Bellarmin og (færre) til hans elskede, en ung kvinde, Diotima.

Men brevene er en række prosadigte uden individuelt særpræg eller tonefald, uanset hvem de er stilet til eller kommer fra. Handlingen er underordnet, og personerne vagt tegnet.

Alene hvad de siger, har betydning – også gennem dem taler og lægger Hölderlin/ Hyperion stemme til et nyt menneske, der indvarsler et liv i frihed og skønhed. Som i samtiden høres der også her en revolutionær fanfare i det fjerne.

Det tyske sprogs skønhed

Til gengæld lyser det tyske sprog bogen igennem i sin mest fuldendte skønhed og i en klarhed som kun de mest ophøjede passager i Beethovens musik. Tonen er højstemt, snart deklamatorisk, snart inderlig, snart ekstatisk i sin vilje til at forene alt i et blændende crescendo af klarhed og lys – sorg og glæde, liv og død, fryd og smerte, henrykkelse og fortvivlelse. »Der vil kun være én skønhed; menneske og natur vil forene sig i en altomfattende guddom.«

Ofte komprimeres sproget i ordsprogsagtige sentenser som »Ja, ein Sonne ist der Mensch, allsehend, allverklärend, wenn er liebt, und liebt er nicht, so ist er eine dunkle Wohnung, wo ein rauchend Lämpschen brennt” (ja, en sol er mennesket, altseende, altforklarende, når det elsker, og elsker det det ikke, er det en dunkel bolig, hvor en osende lampe brænder).

Hyperion, der er et af solens oldgræske navne, er græker, færdes i sit hjemland og begræder tabet af den klassiske oldtids skønhed og harmoni. Han forelsker sig vildt i Diotima – navnet på den sibylliske præstinde, der i Platons mest berømte dialog ”Symposion” skal have indviet Sokrates i kærlighedens metafysiske mysterier.

I Diotima anes konturerne af Hölderlins elskede, Susette Gontard, der var gift med hans chef, og som han dyrkede 1796-1798, hvorefter han blev forvist til Homburg, men opretholdt kontakten med hende. Hun døde omtrent samtidig med hans sammenbrud. Bellarmin var en kardinal (1542-1621), der som modtager af brevene vel brugtes som en art skriftefader.

Litterær begivenhed

I overensstemmelse med det ekstatiske, dionysiske og den tragiske smerte i den klassiske græske kultur (og i Hölderlins egen skæbne) slutter værket i en lutret tragisk livsfølelse: Diotima dør, Hyperions ven, handlingsmennesket Alabandas, forlader ham, og hans ungdoms vejleder, Adamas, lever kun som en stemme i hans indre, så Hyperion ender som ”eremitten i Grækenland”.

Hölderlin oplevede aldrig det Grækenland, som han skildrer med så stor indlevelse og sproglig lyskraft. Græske statuer så han en eneste gang i Paris, men han gjorde den klassiske kultur ikke blot til sin åndelige ejendom, men til selve strukturen i sin bevidsthed, så han så at sige færdedes hjemmevant i Hellas og omgikkes de græske guder og helte på lige fod – som levende virkelighed.

Oversættelsen og den dobbeltsprogede udgivelse af ”Hyperion” er mere end blot en bog på markedet. Den er en litterær begivenhed af så store dimensioner, at den næppe overgås i indeværende år.

PS: På dansk foreligger et udvalg af Hölderlins digte i Thorkild Bjørnvigs oversættelse, ”Brød og vin og andre digte” (1970). Saint-John Preses ”Anabasis” og ”Eksil” foreligger i Thorkild Hansens oversættelse (1960).