Anmeldelse: Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig (The Violent Bear It Away)

Flannery O'Connor:

VOLDSMÆND RIVER DET TIL SIG (The Violent Bear It Away, 1955, 1960)

På dansk ved Karsten Sand Iversen

284 sider, 198 kr.

Arena

Er udkommet

Der er forfattere, der kan skrive stribevis af bøger, uden at det tilsyneladende gør noget større indtryk på hverken læsere eller kritikere. Så er der forfattere, der kun har en lille håndfuld titler i deres forfatterskab og med det samme bliver og forbliver en markant litterær stemme. Til dem hører den amerikanske forfatter Flannery O'Connor.

Født i 1925, døde hun allerede i 1964 kun 39 år gammel af en sjælden bindevævssygdom. Hun nåede at udgive to bind med noveller og to romaner, hvoraf ”Voldsmænd river det til sig” er den anden. Første kapitel blev udgivet som novelle i 1955 og det hele som roman i 1960.

Blik for det groteske

O'Connor, en troende katolik livet igennem, havde et blik for forkvaklede og groteske figurer og tildragelser i det amerikanske Syden, der siden borgerkrigen midt i 1800-tallet havde følt sig mere eller mindre hægtet af resten af USA's voldsomme fremgang.

Optaget af metafysiske spekulationer, kollektiv skyldfølelse og rådvildhed har Sydens forfattere forsøgt at forstå og forholde sig til både historie og samtid i en del af USA, der har haft svært ved at komme overens med den slaveunderstøttede plantagekulturs dystre virkelighed og tvungne endeligt.

Mest kendt fra kredsen af sydstatsforfattere er uden tvivl William Faulkner. Der går en lige linje fra O'Connor gennem Faulkner tilbage til Edgar Allan Poe i deres forkærlighed for at beskrive det uhyggelige og afvigende. Ikke uden grund kalder man undertiden O'Connors historier gotiske.

Præst og menighed

Titlen på historien er fra Mattæus kap. 11, vers 12. Budskabet i verset er ikke ganske klart, hvilket en sammenligning af forskellige bibeloversættelser hurtigt viser. Hvad der dog ikke hersker tvivl om, er, at forholdet til og bemægtigelsen af det himmerige, der nævnes i verset, er noget, der kræver betydelig magtanvendelse.

Det er da også den stædige kamp, der har præget den gamle Tarwaters liv i en fast tro på, at han af Gud har fået profetens opgave. Han har dog ikke nogen stor menighed, men udøver sin anmassende frelsergerning over for de nærmeste.

Han tog sin grandnevø Francis Marion Tarwater til sig, efter at drengen blev forældreløs ved en bilulykke. Hans nevø Rayber forsøgte i sin tid at tage drengen fra den gamle mand, men måtte forlade huset langt ude i skoven med sin hørelse ødelagt af haglskud.

Så opgav han. Nu er Rayber alene med en søn med Downs syndrom, Bishop, og forladt af konen.

For stor og tung

Francis har fået den opgave af sin grandonkel, at han skal døbe Raybers søn, koste hvad det vil, hvis onklen ikke når det selv, inden han dør. Det gør han ikke. Efter at have opgivet at begrave grandonklen - han er for stor og tung - sætter Francis ild på hus og lig og begiver sig til byen og opsøger Rayber og Bishop.

Rayber glæder sig over endelig at kunne forsøge at gøre et normalt menneske ud af teenage-drengen fra skoven, der har levet i et had-kærlighedsforhold til den gamle slægtning, og hvis tale stort set kun består af de skriftsteder, som har udgjort deres daglige omgangssprog.

Rayber er altså fast besluttet på at genopdrage drengen. Drengen vil dog selv forme sit liv, ikke efter Raybers fornuftsbegrundede anvisninger, men så sandelig heller ikke i overensstemmelse med den gamle profets ønsker.

Det er imidlertid ikke så ligetil at forme sit eget liv, når man synes forudbestemt til at gøre Guds gerninger.

Den første mangler

O'Connor fortæller sin groteske historie om skæbner i Sydens vækkelsesmiljø med langsom udfoldelse og en række af tilbageblik, der gradvist lader læseren stykke historien om de to mænd og de to drenge sammen.

Det er en historie om stærke følelser og uovervindelige åndelige drifter, men også om en fortvivlet hverdag, hvor plattenslagere og repræsentanter for folkedybet har frit slag.

”Voldsmænd river det til sig” er allerede etableret som en af amerikansk litteraturs moderne klassikere, så det giver automatisk et maksimalt antal stjerner.

O'Connors overskuelige, men vægtige produktion har dog ikke været nogen god eksportvare. Der er gået 51 år, før vi har fået ”The Violent Bear It Away” på dansk. Mens der foreligger danske oversættelser af novellerne, er den første roman, ”Wise Blood” fra 1952, stadig uoversat.

Karsten Sand Iversens oversættelse fortjener ros. Ikke let at gengive blandingen af halv- og helfordøjede religiøse fraser og knoldesparker-sprog. Oversætteren klarer opgaven i fineste stil.