Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Feri Lainscek: De urørlige

Morsomme episoder bliver først morsomme, når de fortælles morsomt, og det sker ikke i ”De urørlige”.

Roman

Feri Lainscek:

DE URØRLIGE

Oversat fra engelsk af Sofie H. Winiarczyk

160 sider, 249 kr.

Turbine

Engang hed de sigøjnere, nu kaldes de romaer, uden at det navneskift har ændret væsentligt på deres vilkår. De er stadig statsløse og forfulgte, udskældte og berygtede. Overalt i de europæiske storbyer myldrer de vævre, mørke kvinder rundt med halvbedøvede børn på hofterne og fremstrakte hænder og vækker et lille forstyrrende ubehag hos turisten.

Men hvem er de egentlig, hvor kommer de fra, og hvorfor bevæger de sig rastløst fra sted til sted? Den slovenske forfatter Feri Lainscek er vokset op i nærheden af en roma-landsby og giver i sin nye roman et humoristisk portræt af folkefærdet.

Han indleder med en myte, som skal forklare romaens omflakkende karakter. Om han har hentet den ud af sin egen boblende fantasi eller opsporet den via sit tidligere naboskab, fremgår ikke, men den fortæller historien om et evigt rødglødende søm, som generation efter generation viser sig for sigøjneren og jager ham fra sted til sted.

Sømmet bliver oprindeligt smedet i Jerusalem på befaling af de romerske soldater, som skal bruge det til at hamre Jesus fast på korset med, men da det bliver ved med at være brandvarmt, er det ubrugeligt.

Notorisk arbejdssky

Hovedpersonen, Lutvija Belmoldo Aus Shangkai Gav, er ud af en familie af kvindebedårer og plattenslagere. Bedstefaderen er notorisk arbejdssky, indtil han bliver sendt i fængsel, fordi han er så uforsigtig at kalde nogle kommunistiske embedsmænd for »møgkammeraterne«.

Seks års tvangsarbejde lærer ham at lave slibesten, så han kan forsørge den enorme mængde børn, som han - og andre tilløbende handyr - får med den letantændelige, frugtbare bedstemoder.

Faderen er en naiv smugler, som bliver plukket til skindet af sine samarbejdspartnere, og selv tjener Lutvija til livets ophold ved at sælge illegale våben til bl.a. albanerne i tiden op til Kosovo-konflikten.

Det koster ham nogle år i fængsel, og da han kommer ud, er hans eneste søn blevet narkoman, og den landsby, som han møjsommelig har bygget op, er ødelagt.

Da er det, at sømmet lyser rødt bag sønnens sitrende øjenlåg, og det igen bliver tid til opbrud for sigøjneren og stumperne af hans familie.

Kras og grovkornet

Feri Lainscek er både kras og grovkornet, når han placerer sine figurer i en naiv komedie, hvor de klovner sig ud i begrædelige situationer og håbløse skæbner. Den stærkt parodiske stil er formentlig tænkt som et velment forsøg på at fremstille romaerne i et forsonligt skær, men ender med at bekræfte de værste fordomme.

Måske fordi morsomme episoder først bliver morsomme, når de fortælles morsomt, og det sker ikke her.

Anmeldelse: Camilla Stockmarr: Udflytterne

23-02-2012: En fornem og helstøbt roman om ukuelig optimisme og tabte illusioner. Den er stilsikkert fortalt gennem en otteårig dreng. Læs artikel

Anmeldelse: Tore Renberg: Charlotte Isabel Hansen

04-11-2011: En selvoptaget litteratspire opdager i Tore Renbergs sørgmuntre og mangelagede generationsroman pludselig, at han har en datter på syv år. Og at hun ikke nødvendigvis er den mest barnlige. Læs artikel

Anmeldelse: Andreas Maier: Værelset

18-08-2011: Romanen ”Værelset” er en underfundig og ind i mellem bevægende optakt til en større familiesaga. Læs artikel

Anmeldelse: Kari Hotakainen: Eftermæle

12-04-2011: En fremragende finsk roman om det langt fra perfekte liv i underhalingsbanen. Læs artikel

Anmeldelse: Erlend Loe: Kurtby

31-03-2009: Fremragende satire i børnebogsformat over religiøs emsighed. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...