Roman
Eva Baronsky: Hr. Mozart vågner op (Herr Mozart wacht auf)
Oversat fra tysk af Jacob Jonia
315 sider, 229 kr.
Forlaget Hovedland
December 1771. Mozart ligger for døden. Constanze knuger hulkende hans hænder. Men »døden er et tavst bekendtskab,« som der står i romanens præludium. Mozart fik ikke færdiggjort sit Requiem.
Men så vågner hr. Mozart alligevel op - i Wien anno 2006. Sygdommen er væk, men han skal under navnet Wolfgang Mustermann lære at klare sig i den moderne verden på den hårde måde. Hvis ikke en polsk gademusiker havde taget sig af ham, var han formentlig død af kulde.
Nu kommer han langsomt til kræfter igen. Han lærer, at de kareter, der farer rundt i gaderne med lynets hast, hedder Toyota. De underlige apparater med taster hedder Siemens. Han lærer at betjene en cd-afspiller og kan nu kritisk tilegne sig den nyere musikhistorie:
»Hans (Chopins) harmonik var ganske interessant, endskønt Wolfgang fandt, den krævede en anelse tilvænning og burde justeres her og dér.«
Og så videre.
Wolfgang bliver endda fortrolig med den allernyeste musik og gør stormende lykke på jazzklubben Blue Notes med sine dristige improvisationer. Kærligheden møder han naturligvis også i form af den biologistuderende Anju. Alligevel ender Mozart på Baumgartner Höhe, et sygehus for sindslidende. Eller var det hele bare en drøm? Romanens postludium peger i den retning.
Det har uden tvivl været morsomt for forfatteren, der ifølge bogens bagflap har en broget fortid som marmeladesælger og spindoktor, at underkaste sin samtid en munter analyse med Mozart som katalysator. Han får da også flere gange et af sine karakteristiske latteranfald.
Også oversætteren har tydeligvis moret sig med at genopdyrke et ellers udgået vokabularium: Inkommodere, efterdi, omendskønt og så videre. Læserens morskab er derimod yderst begrænset. Den grundlæggende idé er ganske enkelt useriøs.
Denne anmelder vil til enhver tid hellere sætte Milos Formans fremragende ”Amadeus” (1984) i dvd-afspilleren. Eller genhøre ”Rock Me Amadeus”, det one-hit wonder fra midt-1980'erne, som den østrigske popmusiker Falco lod sig inspirere til af samme film:
Er war Superstar
Er war populär
Er war so exaltiert
Because er hatte Flair
Er war ein Virtuose
War ein Rockidol
Amadeus Amadeus, oh oh oh Amadeus
Det holder.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



