Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Ethan Canin: Amerika Amerika

Et ambitiøst prosaprojekt, der overbeviser om, at amerikansk litteratur bør komme i betragtning til en nobelpris.

Ethan Canin:

AMERIKA AMERIKA (America America, 2008)

Oversat fra engelsk af Michael Alring

538 sider, 299 kr.

Verve

Er udkommet

Det kræver ikke så lidt mod og selvtillid, når en amerikansk forfatter vælger at give sin roman titlen ”Amerika Amerika.” Endnu et grandiost bud på den Store Amerikanske Roman, vil nogle nok på forhånd fnyse. Andre vil ryste på hovedet og tale om litterære pubertetsambitioner.

Men Ethan Canin ved, hvad han har med at gøre. Han er en moden herre på 48 år, uddannet læge fra Harvard University, og han har praktiseret i San Francisco. Før sin lægeuddannelse tog han en universitetsgrad i engelsk litteratur og virkede en tid som underviser på USA's bedste forfatterskole, Iowa Writers' Workshop, tilknyttet Iowa University i Midtvesten. Han opgav sin lægepraksis i 1998 og vendte tilbage til Iowa for at hellige sig sit forfatterskab og undervise. Han har da også allerede flere bogudgivelser bag sig.

Ambitiøs fiktion
”Amerika Amerika” er et ambitiøst stykke prosafiktion. Canin forsøger at formulere noget generelt om USA's måde at fungere på ved at fortælle en historie om helt specifikke mennesker i en helt specifik del af landet. Det er en historie, der som resonansbund har den grundlæggende forestilling om avisdrengen, der bliver mediemogul. Her er det bare den skotske indvandrer i slutningen af 1800-tallet, der får gang i minedrift i det nordøstlige USA, i den nordlige del af staten New York.

Efter Anden Verdenskrig overtager tredje generation, Liam Metarey, familiefirmaet. Mens faderen startede som noget i retning af en feudal-herre, så ændrer Liam virksomhedskulturen i retning af medarbejderomsorg, helt i tråd med de politiske idealer fra Franklin D. Roosevelt og hans New Deal, der fortsattes med Trumans Fair Deal, USA's version af den europæiske velfærdsstat.

Op imod Nixon
Liam er selv i hjertet håndværker og arbejder. Han ved intet bedre end at stå med en skruenøgle i hånden og reparere ting. Men han ved også, at folk med hans position har et ansvar. Han sætter hele sin kraft ind på at støtte Senator Henry Bonwiller, der i 1971 bekendtgør, at han vil stille op som demokratisk kandidat til præsidentposten mod den siddende præsident Nixon.

Tidens brændende spørgsmål, helt parallelt til USA's nuværende engagementer i Irak og Afghanistan, var krigen i Vietnam. Nixon er ved at optrappe. Han mistænkes for at ville have en sejr for enhver pris for at sikre sit genvalg. Demokraterne, med den fiktive Bonwiller i spidsen, vil trække tropperne hjem. I virkeligheden var Nixon oppe mod George McGovern, som han vandt stort over. Der skulle dog ikke gå lang tid, før Watergate-skandalen tvang Nixon til at gå af i utide.

Noget frygteligt
Det er da også McGovern, der stiller op mod Nixon i Canins roman, for Bonwiller er blevet tvunget til at trække sig. Det har vi allerede en anelse om fra begyndelsen. Hele historien fortælles nemlig fra begyndelsen på den præmis, at der skete noget frygteligt i sidste del af primærvalgene, noget, der havde at gøre med både Bonwiller og hans kampagneleder Liam Metarey.

Det er Corey Sifter, der i 2006 fortæller om begivenheder tilbage i begyndelsen af 1970'erne. Sifter er nu udgiver og chefredaktør på en stor lokalavis i staten New York. Hans far var håndværker og fagforeningsformand i Liams imperium. Liam selv har taget sig specielt af hans søn, Corey, fordi han i ham genkender nogle af sine egne karaktertræk.

”Amerika Amerika” er en roman, der stritter til alle sider. Den elegiske tone deles med Fitzgeralds ”Den store Gatsby”. Den politiske analyse kunne være inspireret af en Norman Mailer eller en Gore Vidal. Formen er den særlige amerikanske variant af den klassiske europæiske dannelsesroman, der fokuserer på lige nøjagtigt den tid, da en ung mand indvies til voksenlivet. Handlingen er ”rags-to-riches”-historien om den store mands hemmelige svagheder, som vi kender fra ”Citizen Kane.” Og helheden fremtræder som samfunds- og familieroman set fra ”main-street”-perspektiv, lidt i stil med Sinclair Lewis og John Updike, og som har ikke så få ”feel-good”-elementer.

Men moderne romankunst kapitaliserer åbentlyst på lånemarkedet. Som Liam og Corey får Canin en særdeles funktionsdygtig (fortælle)maskine ud af sine stumper. Så funktionsdygtig faktisk, at man helst læser den lange og fascinerende bog ud i ét stræk.

Nobel-vrøvl
I begyndelsen af oktober udtalte Horace Engdahl, sekretær i den svenske Nobelpris-komité for litteratur, at der ikke var noget virkeligt interessant i nutidens amerikanske roman. Den henholder sig for meget til tendenser i landets massekultur, og der oversættes for lidt til, at det kan få nogen indflydelse.

Det fik han ikke tak for. Men han har ret et langt stykke hen ad vejen, dog med positivt fortegn. Faktisk er lydhørheden i amerikansk romankunst for, hvad der sker uden for parnasset, nede på torvet, hvor folk færdes, lidt af et adelsmærke for landets litteratur. Man kan bare læse Ethan Canins ”Amerika Amerika” og blive overbevist.

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Roman

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce