Anmeldelse: Ernst Jünger: I stålstormen

Ernst Jünger:

I stålstormen

Oversat fra tysk af Henrik Rundqvist og Adam Paulsen

288 sider, 349 kr.

Gyldendal

Den tyske forfatter Ernst Jünger er ikke særlig kendt i Danmark, men i Tyskland en berømt og beundret, omstridt og forkætret mand. Han blev født i 1895 og døde i 1998 - 103 år gammel, åndsfrisk til det sidste og med en karakterfast, smukt mejslet, helstøbt fysiognomi.

Hans forfatterskab er enormt, og han bevarede livet igennem sin særlige integritet som en art repræsentant for en specifikt tysk, aristokratisk heroisme af først nihilistisk, siden humanistisk tilsnit. Så høj en status havde han, at han i forbindelse med sin 100-års fødselsdag blev opsøgt af både Helmuth Kohl og Francois Mitterrand. Den sidste delte med Jünger den kynisme, som skal til for at transformere moralske udfordringer til æstetiske metaforer.

Monumental anseelse

I 1918 blev Jünger dekoreret med kejserrigets allerfornemste orden for sin indsats i krigens fire år, og hans anseelse var så monumental, at nazisterne fiskede efter ham, men forgæves, skønt dele af deres ideologi ikke var ham fremmed. Også Stauffenberg-kredsen havde følere ude, men uden held. Som officer gjorde han tjeneste i Paris og skrev tre bind dagbøger, ”Strahlungen”, hvoraf et udvalg ved Thorkild Hansen under titlen ”Krigsdagbøger” kom på dansk 1964. Han levede som lidt af en dandy, og åbenbart stolede naziregimet ikke på ham, for i 1944 blev han en overgang sat fast af Gestapo og smidt ud af værnemagten på grund af Wehrunvürdigkeit (uværdig til tjeneste).

”I stålstormen” udkom i 1920, men blev siden gennemarbejdet adskillige gange og kom i adskillige udgaver. Den vakte entusiastisk, international beundring hos så forskellige forfattere som Brecht, Borges, Malraux, Hemingway og André Gide, der fremhævede den som »utvivlsomt den fineste bog om krigen, jeg kender: Ubetinget ærlig, sandfærdig og i god tro«.

Det er da også et enestående værk, som nu foreligger i en fremragende, dansk oversættelse med et oplysende efterskrift ved Adam Paulsen.

Det er nemmere at sige, hvad bogen ikke er, end at definere dens genre. Det er ikke en selvbiografi i vanlig forstand, skønt Jünger selv er fortæller og gennemgående figur, men han fortæller i en mærkelig dobbelteksponering: På én gang distanceret refererende og dog midt i de mest grusomme, dødsviede slag. Efter en dag, da de faldne flyder omkring ham i makabre scenerier, kan han sætte sig med sin pibe, en kop kaffe, den uundværlige cognac og en bog.

Sproglig suverænitet

Samtidig ville begivenhederne få karakter af ren splatter, hvis ikke den hele fremstilling var styret af en køligt observerende, sproglig suverænitet, der er drænet for sentimentalitet og moraliseringer - modsat f.eks. Remarques næsten samtidige ”Intet nyt fra Vestfronten” (1928).

Men uhyrligt går det til, hvor Jünger kæmper. I byen Fresnoy kommer han i 1917 ind i ruinen af et totalt smadret hus:

»Vi fastgjorde nogle lamper i murens revner og gik i gang med det sørgelige arbejde. Vi tog fat i de arme og ben, der stak op af murbrokkerne, og trak ligene ud. Den ene havde fået hovedet kappet af, og halsen sad på kroppen som en stor, blodig svamp. På den anden ragede en splintret knogle ud fra armstumpen, og uniformen var gennemvædet af blodet fra et stort sår i brystet. På den tredje hang indvoldene ud af et åbent hul i kroppen.«

Massakrer i massevis

Sådan går det løs i talrige massakrer side efter side, og man bør betænke, at dette noteres af en mand på 21, idet romanen tydeligt nok bygger på han dagbogsoptegnelser, der jævnligt nævnes.

I sit væsens inderste er Jünger, der blev såret 14 gange, besat af kampen og døden som af en narkotisk euforis overjordiske klarhed, men holder samtidig hovedet koldt. Han opfatter krigen som en moralsk udfordring og en spirituel renselse. Da han såres sidste gang, noterer han:

»Da jeg tungt slog mod (skytte)gravens bund, var jeg overbevist om, at det var uigenkaldeligt forbi. Og mærkeligt nok hører dette øjeblik til de ganske få, om hvilke jeg kan sige, at de virkelig var lykkelige. Som oplyst af et lyn forstod jeg mit liv i dets inderste væsen.«

»Det var en sælsom tid,« siger han mod slutningen og har ret.

Foruden bevidstheden om de apokalyptiske, materielle ødelæggelser og de nøje registrerede menneskelige rædsler og lidelser rejser der sig i ham arkaiske billeder af næsten homerisk ælde og gru, så at han kan opleve det fortættede øjeblik før et angreb som et »tavst ceremoniel, der bebuder et blodoffer«.

En stor roman? Ja! Ubetinget! Blandt det forrige århundredes store! En behagelig roman? Nej! Men en enestående, uvurderlig dokumentation.