Erling Pedersen: KONGENS MÆRKE

Erling Pedersen:

KONGENS MÆRKE

Oversat fra norsk

af Evan Bogan

343 sider, 229 kr. i oktober måned, derefter 278 kr.

Forlaget Hovedland

Er udkommet

Nu får vi ham så med denne roman set fra en hovedsagelig norsk synsvinkel, og det er ikke ilde. Der er vist en hel del, historielæreren i sin tid sprang over.

Enhver, der ser bogens omslag, vil undre sig over, at kongens mærke, kongemonogrammet, er spejlvendt, men opklaringen kommer allerede få sider inde i historien. Mærket er blevet til et brændemærke på brystet af en 17-årig pige fra det nordligste Norge.

Kongen tog sig til rette over for hende, det vil sige, at han voldtog hende. Siden lod han en medaljon med kongemærket dale ned over hende. Der kom en datter ud af voldtægten, og hun arver både medaljonen og brændemærket.

Plages hele tiden
Livet igennem plages kongen af denne oplevelse. Det stod ham klart, at pigen ikke var hvem som helst, hun havde særlige evner - hun var vel egentlig en heks - og kongens sind er spaltet. På den ene side vil han have hende straffet og uskadeliggjort, på den anden side længes han efter hende og ønsker at leve sammen med hende. Men kongen og en heks?

Det er den unge Christian, forfatteren lader os møde. Han siger det ikke direkte, men lader det skinne igennem, at kongens foretagsomhed, hans utrolige arbejdsomhed, alle hans ideer og al hans krigslyst bunder i mødet med denne pige.

Hun har gjort ham rastløs. Hun må have sendt forbandelser af sted efter ham. Han giver ordrer til intensivering af opsporingen af hekse.

Tre hovedfjender
Christian har tre hovedfjender: Paven i Rom, hertugen af Sverige og hekse af enhver art og hvor som helst. At bekæmpe to store navngivne fjender (og deres medløbere) og et ukendt antal navnløse ville have været alt nok for de fleste, men Christian vil dertil både bygge og have børn og rejse rundt i sit rige, fortrinsvis Norge, for i Norge møder han størst forståelse, fornemmer han.

Erling Pedersen fortæller i et efterord, at det har taget ham 20 år at indsamle baggrundsstof til bogen. Denne grundighed har sat sig gode spor i form af dejlige beskrivelser af Norge og indblik i tankegang og holdning hos nordmændene i 1600-tallet, og vi sluger det hele råt, fordi sproget er så smukt. Og oversætteren må have sin del af æren. Der er en mild og blid tone i beretningen om selv de mest grusomme begivenheder. Der er en svag, knap målelig ironi lige under ordene. Bogen kan læses alene for sprogets skyld.

kultur@jp.dk