Anmeldelse: Erlend Loe: Kurtby

Roman Erlend Loe:

KURTBY

Illustreret af Kim Hiorthøy

Oversat fra norsk (bokmål) af Susanne Vebel

120 sider, 159 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Erlend Loe skriver børnebøger og voksenbøger, men der er ikke ret stor forskel på dem. De voksne i bøgerne er barnlige, bøgerne er lette at læse - og som regel meget, meget morsomme med noget skummelt nedenunder.

Sidst vi hørte fra ham, var det nu faktisk en ungdomsroman - men ”Muleum” er altså heller ikke Loes bedste. Med ”Kurtby” synes han tilbage i det velkendte - og i storform.

Loes bøger om truckføreren Kurt og hans familie hører vel til børnebøgerne. Jeg er da også sikker på, at børn vil more sig over ”Kurtby” fra 2008, som vi nu får på dansk i Susanne Vebels levende og indforståede oversættelse.

Men som andre af Loes børnebøger - ikke mindst dem med Kim Hiortshøjs lidt grove og dog poetiske illustrationer - er ”Kurtby” også for voksne, måske endda mest for voksne.

Slår hovedet
Det er ferietid meget mod Kurts vilje, men af sted drager familien Kurt. På vej til Stockholm i Kurts toplæssede truck havner familien i Kurtby, hvor Kurt bliver præst og profet i det lille religiøse samfund dér.

Lige som i ”Kurt blir Grusom” stiger magten omgående Kurt til hovedet. Helt galt bliver det, da han ved en dåbs-seance slår samme hoved, så hans talecenter og et fortrængt minde om et gammeltestamentligt talende præst blandes sammen.

Her forhører despot-profeten sin egen familie og deres religiøse sindelag. Han lader til at være tolerant, de svarer ærligt, og så slår Kurt til: »Ha! Siger Kurt, jeg vildledte jer. Når jeg forjættede Eder, at I kunne svare redeligt, var det alene for at få jer til at svare sandfærdigt, og nu er det gjort, og nu skal I ryddes ud.«

Snusfornuftig kone
Den snusfornuftige Anne-Lise og de tre unger når heldigvis at klare skærene. De drikker hele byen fulde i noget helligt vand, som lille Bud fremstiller af gamle kirsebær, og undslipper til Stockholm medbringende den bevidstløse Kurt.

Anne-Lise kurerer sin mand ved at slå ham hårdt i hovedet med et bordtennisbat ved ethvert tegn på mere religiøst pip. Ved tæppefald er familien tilbage i Oslo og Kurt tilbage på havnen i sin truck, næsten sig selv, når man ser bort fra det gammeltestamentlige sprog.

Farce om fanatisme
”Kurtby” er en farce om kristen fanatisme - let, fjollet og herlig at læse. Jeg måtte kvæle mine latterbrøl i stillekupeen mellem Odense og Kolding, hvor jeg indtog den.

Men det er en tænderskærende farce, der bider sekterisk religiøsitet hårdt bagi. Læseren kan efter behag mene, at dens satire rammer enhver form for kristendom, måske enhver for religiøsitet, eller mere præcist mest de emsige - dem, der har så travlt med at stoppe deres egen gudelighed ned i halsen på andre.

Børn vil sikkert more sig, men jeg tror man skal være voksen for at forstå satiren over svensk karismatisk kristendom i en sekt kaldet Pingpong-kirken domineret af en kvinde ved navn Kirsti Brud.

Her kommer til en afslutning hendes dåbsritual, fremsagt da Kurt og hans familie skal døbes i elven: »Må den hellige Ånd opfylde jer og Jesus tage bolig i jer. Udfri jer og kom med i flokken. You'll never walk alone. Hokus Pokus Filiokus.«