Anmeldelse: Erlend Loe: Kurt Kurér

Roman

Erlend Loe: Kurt Kurér

Oversat fra norsk af Susanne Vebel.

267 s., ill. af Kim Hiorthøy, 279 kr.

Gyldendal

Kan man skrive underfundig, men ikke ublodig satire om nationalistisk terror i Norge? Nja, femte bind serie om den troskyldige truckfører Kurts eventyr udkom oprindeligt i 2010, da ingen andre end Anders Behring Breivik selv kunne forestille sig hans handlinger, så i så henseende er Erlend Loe lovlig undskyldt.

Når ”Kurt Kurér” alligevel giver en sær smag i munden, er det af mere principielle grunde. De er både litterære og politiske.

Præmissen for historien er, at de oppe i Nordnorge har fået nok af alle de uproduktive klynkehoveder nede sydpå. Derfor forsøger de under ledelse af en dæmonisk førerfigur med det prægtige navn Håkan Hellføkk at løsrive sig fra resten af nationen, ofte på ganske brutal vis.

Her er det så, at Kurt kommer ind i billedet. Han bliver nemlig af selveste kongen og statsministeren sendt på en mission nordpå - under dæknavnet Madagaskar Jones - hvor han skal aflevere et vigtigt dokument.

Det vil man jo

Det kommer der bestemt en del muntre begivenheder og stemningsfulde beskrivelser ud af. Kønt er der jo i Norge, og Erlend Loes vid og hittepåsomhed fornægter sig heller ikke her. Problemet er blot, at den spinkle historie ret hurtigt begynder at sejtrække af forudsigelighed, i særdeleshed, hvis man kender det meget direkte klassikerforbillede, Jules Vernes ”Zarens kurér” fra 1876.

De mange selvsmagende og indforståede fodnoter gør det ikke bedre, om end nogle af dem ikke er til at stå for. Ikke mindst den, hvor man overdrevent udførligt får forklaret, hvordan det, der tidligere hed Arbejdsformidlingen, nu er blevet omdøbt til Norsk Arbejds- og Velfærdsforvaltning.

»Ikke desto mindre er det stadig som regel der, man går hen, hvis man gerne vil have et nyt arbejde. Og det vil man jo.«

Sejtrækkeriet er i særdeleshed mærkbart i forhold til de fire foregående bøger om Kurt, der netop var så herlige, fordi der skete kolossalt meget (og uventet) på meget lidt plads. Samlebindet ”Den store Kurt-bog” med alle fire miniromaner er kun 100 sider længere end ”Kurt Kurér” alene.

Der, hvor Kurts truck så at sige vælter ned over forfatteren selv, er imidlertid i menneskesynet. Det er nemlig så udpræget. - og uden gnist af mærkbar selvironi - en historie om bagstræberiske, voldelige, totalitære, latterlige og i det hele taget mindreværdige folk oppe på bøhlandet, fortalt for snusfornuftige og halvironiske boglæsere nede sydpå.

Truslen fra bøhlandet

Alt ondt kommer fra de udannede i fjerne egne, og det er de flinke nede fra storbyen, der redder dagen - hvad der i øvrigt også går ganske voldeligt for sig. Besk nok ender det med at virke, som om Erlend Loe i påfaldende grad deler verdensbillede med sit skræmmebillede Håkan Hellføkk - ligesom det da ikke kan udelukkes, at hvis man bliver ved med at fremstille nogle befolkningsgrupper som primitive voldstyper, ender de med at tro på det selv.