Erlend Loe: Muleum

Erlend Loe:

MULEUM

Oversat fra norsk (bokmål)

af Susanne Vebel

240 sider, 249 kr.

Gyldendal

Erlend Loe har i sit voksenforfatterskab hidtil mest skrevet med en jeg-fortæller, der også var hovedperson - og som ofte lignede forfatteren selv en hel del.

Fra de ungdommelige pardannelsesproblemer i ”Kvinden flytter ind” over den måske parodiske livskrise i ”Naiv.Super” til Dopplers tænderskærende irritation over den dydige velfærdsstat og sit eget middelklasseliv i romanen, der bar hans navn, har helte-fortællerne enten faktisk heddet Erlend Loe eller været nært beslægtede med ham.

Har man som nogenlunde jævnaldrende fulgt Loe, er det i det væsentlige ens egen generationshistorie han med sin pokerfjæsede blanding af parodi, ironi og troskyldighed har beskrevet.

Dog for en dansk læser med et norsk specialkrydderi, der garanterer den sjove smag, og en distance, der befordrer erkendelsen.

Ikke mindst læst på norsk, hvad alle danskere kan, selvom de synes at have glemt det.

Loes dansetrin
Loes seneste på dansk, ”Muleum” (danske Gyldendal synes at springe hans bizarre interviewbog over) har dagbogsform og minder indholdsmæssigt om ”Naiv.Super” i sit billede af et ungt menneske i krise, men 18-årige Julie ligner snart midaldrende Erlend meget lidt, og for så vidt træder han altså nye stier.

På samme måde er mørke og sorg ikke diskrete muligheder og bi-klange, men noget, som romanen tackler frontalt med velkendte loe'ske dansetrin. En slags ”Naiv.Død.Super” altså.

Julie modtog i april 2005 denne sms: »Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil. Far.«

Nu sidder den efterladte rigmandspige i familiens rigmandshus i Oslos rigmandskvarter lige ved Holmenkollen. Hendes kontakter er en kolossal narrøv af en psykiater, en veninde, der er sød nok, men noget så kæmpenorsk, kækt og korrekt hestepigeagtig, samt en ung polsk måneskinsarbejder, der lægger fliser i det store hus i et væk.

Morbid roadmovie
Julie sørger inderligt og ønsker brændende at tage livet af sig. Da hendes første, ret spektakulære og ligesom lidt stilede forsøg mislykkes, sætter hun ud på en rejse for at styrte ned med en flyver, få fugleinfluenza, komme i krydsild eller af dage på anden vis.

Dagbogen bliver en slags morbid roadmovie, hvor forfatteren skal holde balancen mellem det tragiske og det barokt komiske.

Undervejs har Julie en affære med verdens hurtigste på skøjter, koreaneren Ahn Hyun-Soo (gad vide om denne faktisk eksisterende person ved, at han nu er fiktion?). Da hun forlader ham, gør hun boet op sådan:

»Jeg har udnyttet ham, ikke bevidst og med vilje, godt nok, jeg planlagde det ikke, men resultatet er alligevel, at jeg i fire dage har udnyttet verdens kortbaneløber seksuelt. Det bliver noget at have på cv'et.«

Kikset slutning
Jeg synes Loe holder den balance, lader Julie være bevægende i sin sorg og samtidig uhyggeligt morsom i sine bestandigt slagfærdige punchlines.

Nogen ordentlig slutning kan han ikke komme op med, det er næsten umuligt, tror jeg, med det emne, ja faktisk er hele den sidste del af romanen, hvor Julie er på Gran Canaria, for fjollet.

Det gør romanen til Loes svageste, men den er stadig værd at læse for de første to tredjedele med deres besynderlige blanding af sort tyngde, (godt fordansket) sproglig slapstick og ungdomsromanagtig problemdebattering.

Og titlen? Ja, det er såmænd en barnlig version af ordet ”museum”, Julie kunne ikke udtale det helt rigtigt, da hun var lille.