Anmeldelse: Erik Knoth: Hvide Rose

Erik Knoth:

Hvide Rose

344 sider, 229 kr.

Forlaget Hovedland

Er udkommet

Sophie Scholl blev på barbarisk vis henrettet ved guillotinering den 22. februar 1943 i Stadelheim-fængslet i München. Samme dag havde hun været udsat for den frådende dommer Roland Freisler ved den nazistiske folkedomstol, som her altså gjorde kort proces. Og i dagene forinden var hun blevet afhørt af Gestapo-funktionæren Robert Mohr.

Hvori bestod hendes forbrydelse?

Hun havde sammen med sin bror, Hans Scholl, og en række medstuderende fra München i tidsrummet mellem juni 1942 og februar 1943 under signaturen ”Hvide Rose” forfattet og trykt seks flyveblade, der opfordrede til modstand mod nazismen.

Naturligvis ikke en sag, der på nogen måde kunne have indflydelse på krigens forløb. Alligevel har søskendeparret Scholl fået legendarisk status. Ikke bare i Tyskland.

De er beviset på, at der i alle regimer findes mennesker, der er parate til at følge deres samvittighed og - om nødvendigt - betale den højeste pris.

Det er oplagt, at denne historie appellerer til Erik Knoth, som allerede har skrevet to bøger baseret på emner fra Anden Verdenskrig.

Filmen er bedst

”Hvide Rose” kategoriseres af forlaget som en dokumentarisk roman, der bygger på kilder og faktiske hændelser.

Hvilke kilder, der nærmere bestemt er tale om, præciseres ikke, men det er næppe de originale forhørsprotokoller. En hovedkilde synes snarere at være den tyske filmatisering af historien ”Sophie Scholl - de sidste dage” fra 2005.

Man kan næsten se Erik Knoth for sig, mens han nærstuderer filmens nøglescener på sin dvd-afspiller - især de afgørende orddueller mellem den garvede forhørsleder Robert Mohr og den idealistiske unge Sophie Scholl. Forfatteren noterer ned replik for replik og leverer for egen regning personernes tanker.

Fungerer det?

Jo, det gør det vel nok - Erik Knoth er bestemt en habil skribent. Men i andre dele af bogen føler man sig undertiden hensat til en skrivebordskonstruktion. Måske netop fordi forfatteren - ifølge sit forord - har tilladt sig at manipulere »en smule med stoffet, ændret, tilføjet og indpasset visse begivenheder i bogens handling, hvor det har været hensigtsmæssigt«.

Filmen, som faktis